illustration: Otto Dickmeiss

Det bestemte vi os for at undersøge i vores speciale, der tager udgangspunkt i, hvordan Jyllands-Posten og Politiken dækkede sagen om Restaurant Vejlegården i sommeren 2012, gennem en omfattende kodning og analyse af artikler og interviews med læsere.

Vores resultater viste en tendens til, at de to aviser overordnet set favoriserer hver deres side af sagen og dermed også hver deres politiske fløj. Jyllands-Posten tager parti for Krifa og Vejlegården og dermed for de borgerlige partier i debatten, mens Politiken tager parti for 3F og altså for venstrefløjen.

Det fandt vi i artiklerne i form af brug af værdiladede ord, artikler med flere kilder, der direkte støtter en af parterne uden at blive modsagt af andre kilder eller nuanceret, partskilder, som får lov til at dominere en hel artikels opbygning, eller en vinkling, der bevidst udelader bestemte forhold. Med andre ord er aviserne biased. Det er ikke nogen overraskelse, at der er tydelige ideologiske og værdimæssige holdninger i avisernes ledere.

Men holdningerne ses også i det journalistiske stof, for eksempel bragte de to aviser hver en artikel om helt samme emne, som var skrevet på en måde, så de favoriserede hver deres side.

Læserne af de to aviser gav udtryk for, at de udmærket var klar over, at aviserne hverken er tilstræbt objektive eller politisk neutrale i deres dækning. Det paradoksale er, at det netop også er derfor, at læserne kan lide at læse avisen. De kan genkende deres egne værdier og holdninger i avisernes journalistik, og det tiltrækkes de af. Samtidig vil de gerne have mere dybdegående journalistik, som ikke bare refererer, men som analyserer, kommer med baggrund og eventuelt mere subjektive betragtninger i det omfang, journalisten har et særligt kendskab til emnet. Men det udfordrer skellet mellem de to stoftyper opinion og journalistik, som chefredaktørerne ellers gerne vil holde vandtætte skotter imellem.

Måske bør redaktørerne starte med at erkende, at avisjournalistikken ikke er tilstræbt objektiv, og at det heller ikke skal være målet. Printmediernes eksistens er i dag udfordret, og derfor er vi nødt til at tænke i nye baner. Der skal selvfølgelig stadig være rammer for journalistikken, så aviserne ikke ender som partiprogrammer. Men hvis printaviserne tillader, at nyhedsstof også kan indeholde analyse og fortolkning af en journalist, som har en helt særlig viden på området, vil avisjournalistikken få en anden karakter, og den vil netop opfylde læsernes ønsker om mere dybde og identifikation.

Dermed styrkes båndet mellem avisen og dens læsere, og avisen får en unik rolle, som ikke umiddelbart kan erstattes af andre medier. Det kan måske være en del af svaret på printavisernes overlevelse.

Mette Lund og Nina Damsgaard skrev speciale på cand.public-studiet