Det er åbenlyst, at chefredaktør Tøger Seidenfaden er i en liga for sig som meningsdanner. Ikke fordi han har ret, men fordi han også er dagsordensættende, skarp og interessant, når han tager fejl.

Holdninger er vigtige for avisen, fordi den ikke blot er et vindue ud mod verden, men også et spejl, som vi bruger til at finde ud af, hvor vi selv står.

Det er mindst lige så åbenlyst, at Politikens chefredaktør ikke kan klare sig uden et stærkt journalistisk sidekick, der kan holde fast i, at selve journalistikken ikke skal understøtte de barrikader, chefredaktøren står på lige for tiden.
Problemet er, at de journalistiske chefer forsvinder. I 2006 blev Per Knudsen sparket ud for at stritte imod, da Tøger smed ledere på forsiden og forsøgte at gøre Politiken mere analytisk.

Ved årsskiftet skred Anders Krab-Johansen. Som Journalisten afdækker i dette nummer, var det med tydelig henvisning til, at Politikens aktivisme skygger for og påvirker journalistikken.

Politikens aktuelle ledelseskrise afspejler et større problem end ballade på chefgangen. Det handler om, hvor svært det er for morgenaviserne at finde en ny rolle, efterhånden som nettet og de elektroniske medier sætter sig på de hurtige fælleshistorier, og avisen bliver et nicheprodukt for de højtuddannede.

Uanset om vi journalister arbejder på Se og Hør, TV 2 eller Politiken, så er vi præget af nogle meget stærke normer om, at vi skal være objektive. Derfor er det let at gøre Anders Krab-Johansen til helt og Tøger Seidenfaden til skurk. Måske endda for enkelt.

For selv om den tilstræbte objektivitet er nødvendig, så er vi nødt til at diskutere, hvordan vi håndterer den. I USA er medierne med rette blevet klandret for at bedrive 'stenografi med amnesi'. De fik ikke stillet de kritiske spørgsmål op til Irak-krigen eller op til finanskrisen. Det er vel ikke helt urimeligt at klandre medierne i Danmark for det samme.

Såkaldte blogportaler i USA har stor succes med at smide den tilstræbte objektivitet på møddingen. Analysen af mediernes problem er rigtig, men konklusionen forkert. For den tilstræbte objektivitet er i virkeligheden blot en påmindelse til os om ikke at misbruge vores magt. Vi er jo ikke mere ubegavede end de fleste. Vi ved godt, at vi aldrig bliver objektive, men vi kan i det mindste stræbe efter at udfordre vores egne fordomme, vinkler og kilder. Vi kan spørge os selv, om vi har fremstillet udsagn fra dem, vi er uenige med, lige så klart som dem, vi måtte være enige med.

Men vi er nødt til at agere mere aggressivt inden for rammerne af den tilstræbte objektivitet. Aviserne skal satse på reportere med stofområder, der har indsigt til at jagte, hvad der er op og ned på en sag, og som vil fortælle det i et klart sprog. Reporterne skal ikke give udtryk for egne holdninger, men de skal saftsusemig give et bud på, hvilke synspunkter der er bedre bakket op af fakta end andre.

De skal kunne fortælle baggrunden for en sag kort og koncist, og de skal kunne analysere mulige konsekvenser af en beslutning. Endelig skal de i langt højere grad end i dag gøre rede for, hvilke spørgsmål magthaverne ikke vil svare på. Og holde dem fast på tidligere løfter og udsagn. Stenografi er der ingen, der vil betale for.

Så vi skal både stå vagt om den tilstræbte objektivitet og diskutere, hvor vi undgår, at den bliver en sovepude. I netop den diskussion er Tøger Seidenfaden ikke i en liga for sig. Han har brug for et sidekick, så lad os håbe for kollegerne på Politiken, at tredje gang er lykkens gang.