Det vakte stor opsigt i går, da New York Times atter meldte ud om nye dårlige regnskabstal og frygt for markant nedtur for den hæderkronede amerikanske avis. Aktierne faldt mærkbart, og i mediebranchen tales der om en langvarig recession.
Nedturen for de amerikanske dagblade synes langtfra overstået. Samtidig med nye generelle bekymringer for økonomien i USA meldte New York Times ud i går, at avisens nøgletal ender i rødt i årets tredje kvartal.
Nyheden slap ud på en større mediekonference i går, som Goldman Sachs var vært for. Her fortalte aviskoncernens adm. direktør, Janet Robinson, om, at New York Times Company kæmper med lavere annonceindtægter end ventet – både for den trykte udgave og netversionen.
Og ifølge the Guardian førte det til kursfald på 5 pct samt frygt i hele branchen for, at dagbladene næppe ser ud til at komme ud af recessionen. Tværtimod skabte det i går frygt for, at medieindustrien kommer til at kæmpe voldsomt for at overleve.
New York Times Company ejer ikke alene New York Times, men også Boston Globe, International Herald Tribune og 15 regionale aviser i USA samt en stribe websites.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.