Ingen strøm, internet, transport eller signal på mobiltelefonen. Sådan så ugen ud for en dansk freelancejournalist, der dækkede Sandy, da stormen mørklagde New York City.

Søndag
"Frankenstorm" kommer, men på Manhattan trækker man på skuldrene, og mange bekymrer sig mere om, om de nu også har cigaretter og vodka nok. Sidste år fes orkanen Irene ud i det rene ingenting i newyorkernes øjne, og derfor tager man stormen Sandy afslappet.

Men få timer senere erklærer guvernør Andrew Cuomo undtagelsestilstand i hele staten New York, og i tv begynder kommentatorerne at tale om en 'epic storm'. Hundredtusindvis af mennesker er evakueret. Det går op for mig, at Sandy skal tages ret alvorligt. Jeg glæder mig lidt.

Jeg tager metroen til Windsor Terrace i Brooklyn, inden hele metrosystemet lukker ned klokken 19. Pakker en taske med tøj og tager tilbage til min kærestes lejlighed i East Village.

Mandag
Ved titiden ringer Berlingske og spørger, om jeg kan dække stormen for avisen og nettet. Selv midt i et præsidentvalg render Sandy med opmærksomheden.

De få mennesker, der er på gaderne i East Village, ser alle ud til at have undervurderet stormen og er nu på vej ud for at købe flere forsyninger. Jeg tager en taxa ned til Bowling Green på Manhattans Financial District. Her er kun reportere og sendevogne tilbage.
Jeg skriver en artikel om, at byen er gået i dvale, til berlingske.dk. Jeg aftaler med redaktionen at aflevere en artikel mere inden sengetid.

Klokken 20 forsvinder al strøm i lejligheden. Mobilsignalet ryger også. Jeg kommer i tanke om, at det er min fødselsdag i dag. 26 år. Så sidder jeg der på min fødselsdag i mørket og skriver på den batteridrevne pc med det spage håb, at strøm og internet vender tilbage.

Min kærestes telefon har stadig signal. Meget lidt og meget langsomt. Jeg låner den, tjekker CNN og New York Times' liveopdateringer. På Twitter opdaterer borgmester Bloomberg og Guvernør Cuomo flittigt.
Cuomo bekræfter, at der flyder biler rundt i gaderne på Lower Manhattan, mens Bloomberg forsøger at holde gejsten oppe.
"New Yorkers always rise to the occasion, and I know they will tonight," tweeter borgmesteren.

Jeg skriver min artikel – men kan ikke sende. Jeg tager et foto af computerskærmen med min kærestes telefon. Billedet sender jeg til den jourhavende, der om et par timer møder ind på berlingske.dk og manuelt taster mine ord ind.

Lukket metro ved Wall Street (mandag) / Forladt Wall Street (mandag) – fotos: Niels Schack Nørgaard

Tirsdag
Hvordan dækker man en storm, man ikke aner noget om? Måske har Danmark mere overblik, end jeg har. Da jeg står op, ved jeg kun, at der stadig er strøm et par kilometer mod nord på Manhattan, så jeg begynder at gå.

Normalt travle East Village er ukendelig. Træer ligger væltet på Houston Street, der ligger store vandmasser på den brede vej, og der er ikke et øje på gaderne.
En times vandring senere støder jeg på en helt anden by. Efter 38th Street liver New York City op – her er strømmen stadig ikke gået, og nogle få barer er begyndt at åbne. Jeg har endda mobilsignal. Jeg får fat i min redaktør på Berlingske, der beder mig skrive 5.000 anslag til næste dags avis med deadline klokken 15 lokal tid. Klokken er næsten blevet 10.

Jeg bruger et kvarter på at tjekke nyheder på min iPhone og tager en af de sjældne taxaer sydpå til Manhattans Financial District. Vi kører igennem mennesketomme Broadway, hvor to stilladser ligger sammenbrast og fylder halvdelen af vejen.
Jeg går rundt i gaderne omkring Wall Street i en times tid. Møder et britisk par, der skulle være fløjet hjem søndag aften. Taler med en dørmand foran én af de store banker.

Jeg går igennem forblæste og forladte Chinatown og forbi den oversvømmede Avenue C ved East River. Klokken er blevet 13, og tusindvis af newyorkere fra Lower Manhattan valfarter nu samme vej mod nord for at finde steder at genoplade deres elektronik, spise varm mad og drikke øl.

Jeg sætter mig ind på en bar på 1st Avenue og går i gang med at skrive. Baren har ikke internet, men jeg er nødt til at skrive og ellers krydse fingre for, at der dukker en forbindelse op. Jeg ender med at betale en mand $10 for at låne hans mobile internet i fem minutter, så jeg kan sende min artikel hjem.
Drikker en øl og trasker hjemad. Lige over 5.000 tegn og 15 kilometer siden jeg forlod den, er jeg tilbage i den kolde, mørke lejlighed.

Onsdag
Bystyret har åbnet broerne til Brooklyn, og jeg har tænkt mig at tage til Red Hook, et isoleret og relativt fattigt område, der blev hårdt ramt af Sandy. Men taxachaufføren griner og forklarer, at det vil tage to timer at komme til Brooklyn med al den kø på broerne, og en hurtig hovedregning afslører, at det er umuligt at nå til deadline fem timer senere.

Jeg dropper Brooklyn og beslutter mig i stedet for at køre til 8th Avenue, hvor en hel facade på en lejlighedsbygning i Chelsea-kvarteret blev blæst væk af Sandy. Billedet florerede på Twitter mandag aften, og jeg forestiller mig at lave en "bag billedet"-fortælling.
Den ligner et usmageligt indrettet dukkehus med fire værelser blotlagt og en enorm bunke murbrokker på fortovet. I en lukket naborestaurant møder jeg Maria Montalvo og hendes nexø Alex Rivas, der stod på gaden, da facaden braste sammen. Jeg rekonstruerer de timer, hvor lejlighedsfacaden kollapsede ud fra deres øjenvidneberetninger.

Min kæreste har fundet en cafe med strøm og internet på 58th Street. Taxaen sidder fast i en kø på 2nd Avenue, så jeg stiger ud og løber den sidste kilometer. 10 minutter inden deadline sætter jeg sidste punktum, mens internettet med stort besvær får artiklen ekspederet hjem til Pilestræde.

Om aftenen tager vi en taxa til mit uskadte hjem i Windsor Terrace-kvarteret i Brooklyn. Turen tager normalt tyve minutter, men her til aften vil tusindvis af andre bilister over de genåbnede broer. Fra Manhattan Bridge ser vi det spektakulære syn af verdens finansnerve, Manhattans Financial District, i bælgravende mørke (foto).

fotos: Niels Schack Nørgaard

Torsdag
At vågne op i Brooklyn er som at slå øjnene op i en helt ny verden. Her er varme, mobilsignal og internet. Og nu har jeg endelig muligheden for at tage til Red Hook i Brooklyn, for metroen har åbnet for enkelte ruter.

Redaktionen efterspørger en 'skæbnehistorie' til lørdagsavisen, og dem finder jeg i massevis i Red Hook, hvor en lang række små virksomheder har lidt eksistenstruende tab. David Shamoun fra virksomheden Technico Marine viser rundt på sit raserede lager. Her til morgen har de endelig fået deres generator, så de kan begynde oprydningsarbejdet efter stormen, der kommer til at koste mellem 100.000 og 200.000 dollars.

Jeg sniger mig med til et FEMA-møde, hvor det amerikanske katastrofebureau og lokale myndigheder holder krisemøde med de lokale virksomhedsejere. Her fortæller de mindst 100 ejere og arbejdere hver deres historie om virksomheder truet på livet.
»De lån, I tilbyder, betyder intet. Hvis jeg ikke får strøm i næste uge, går jeg fallit. I er nødt til at gøre noget,« siger én og høster store klapsalver.

På gaderne står flere beboere på gaderne med tårer i øjnene ved synet af deres ødelagte lejligheder, mens jeg med en fyldt notesblok går tilbage til metroen på Carroll Street, kører hjem til Windsor Terrace og skriver i sjælden ro og mag historien om Red Hook.

Næste morgen flyver vi til Boston. Vores taxa løber tør for benzin, akkurat som vi ankommer i lufthavnen. Der er ikke mere brændstof tilbage i New York City på grund af stormen, bander chaufføren.