Netmedier kan vinde Pulitzer-pris

For første gang nogensinde har netmedier nu fået mulighed for at vinde de prestigefyldte amerikanske Pulitzer-priser. Det fremgår af Pulitzer-prisens officielle hjemmeside, Pulitzer.org.

For første gang nogensinde har netmedier nu fået mulighed for at vinde de prestigefyldte amerikanske Pulitzer-priser. Det fremgår af Pulitzer-prisens officielle hjemmeside, Pulitzer.org.

Siden 2006 har trykte aviser kunnet inkludere webproduktioner i deres indstilling til Pulitzer-prisen. Men prisen kan nu vindes af medier, der udelukkende findes på nettet og ikke udkommer i trykt form.

"Det er et vigtigt skridt fremad, som afspejler vores tilknytning til de amerikanske aviser såvel som ønsket om at tilpasse os den stærkt voksende onlinejournalistik," siger Sig Gissler, administrator af Pulitzer-priserne i en pressemeddelelse.

I Danmark gik Cavlingprisen i år netop til en produktion, der inkluderede nettet. I begrundelsen for, at Berlingske Tidende og "Forbrydelsen" vandt prisen, blev det fremhævet, at der var gjort brug af nettet med for eksempel lydklip og interaktive kort.

Der uddeles Pulitzer-priser i flere forskellige kategorier såsom afslørende journalistik, fortællende journalistik og lokaljournalistik. Priserne uddeles 20. april.

0 Kommentarer