”Det er som om, at det er en fast taktik for Venstre-folk at sprede denne løgn på Twitter”.
Sådan lyder det blandt andet i en artikel på Netavisen Pio. Artiklen har overskriften ”V-folk lyver: Giver S skyld for dagpengereform”.
Artiklen handler om, at flere Venstre-folk har påstået eller antydet på Twitter, at Socialdemokraterne stemte for dagpengereformen i 2010. Det gjorde Socialdemokraterne ikke.
I artiklen fremlægger Pio tre konkrete eksempler på, at Venstre-folk har tweetet den fejlagtige påstand. Men ifølge en mediejurist er artiklen i strid med god presseskik.
I strid med god presseskik
Mediejurist og underviser i mediejura på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Peter Lind Nielsen peger på, at artiklen overskrider de presseetiske regler to steder.
»Når man skriver, at nogen lyver, så er det en bevidst handling. Det er ikke bare en fejl, det er mod bedre vidende. Og sådan en anklage skal man altså konfrontere de kritiserede parter med,« siger Peter Lind Nielsen.
Og:
»De har alle tre på Twitter forsøgt at rette deres fejl bagefter, og det kan mediet ikke være ubekendt med. Det ret væsentlige forhold burde fremgå af artiklen.«
Overvejer at klage til Pressenævnet
Netavisen Pio er et medie med en redaktionel linje til venstre for midten. Mediet tilmeldte sig Pressenævnet i slut 2014, efter at Journalisten kunne fortælle, at netmediet ikke var tilmeldt, men modtog mediestøtte.
Journalisten har været i kontakt med de tre Venstre-folk, som er omtalt i artiklen. Alle tre erkender, at de tweetede noget forkert. Men alle tre understreger, at de også rettede sig selv.
Jakob Engel-Schmidt, MF for Venstre, er en af de tre. Han vil nu overveje at klage til Pressenævnet over Netavisen Pio.
»Det er uvederhæftig pressedækning. Jeg havde jo tweetet efterfølgende, at jeg havde taget fejl. Det burde de have med i historien. De har slet ikke kontaktet mig.«
Søren Pind: Løgn at jeg løj
Også Søren Pind, MF for Venstre, anklages i artiklen for at lyve.
»Det er fuldstændig korrekt, at jeg kom til at blande efterlønsafskaffelsen og dagpengene sammen i et tweet. En påpegede det, jeg gav ham ret og rettede ganske kort efter. Derfor er det en underlig påstand, at jeg har løjet,« siger han.
Søren Pind ærgrer sig over, at artikler som denne er blevet en del af valgkampen.
»Det er jo ikke engang kampagnejournalistik. Det er løgn. Og det ærgrer mig, at valgkampen skal foregå på den præmis, at man prøver at få folk til at stemme på nogen andre ved at lyve.«
Han vil dog ikke klage til Pressenævnet.
Med al respekt for Pressenævnet, så er mit generelle indtryk ikke, at det hjælper ret meget.
Søren Pind, MF for V
»Jeg har simpelthen ikke tid til det i valgkampen. Med al respekt for Pressenævnet, så er mit generelle indtryk ikke, at det hjælper ret meget. Og hvis de udtaler kritik, så når de det alligevel ikke før valget. Og hvad skal jeg bruge det til bagefter? Hovere, hvad nytter det?« siger Søren Pind.
»Vi piller artiklen ned og trækker den tilbage«
Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio. Han erkender, at artiklen ikke lever op til de presseetiske regler.
»Jeg kan fuldstændig følge kritikken. Det er ikke den måde, vi arbejder journalistisk på. Artiklen er også et brud på en af vores interne regler, nemlig at vi ikke skriver, at folk lyver. Hvis man skal anklage nogen for bevidst at sige noget usandt, så skal man have meget stærkt belæg for det,« siger Jens Jonatan Steen.
Da Journalisten interviewer ham torsdag eftermiddag, slår han fast, at artiklen vil være fjernet fra piopio.dk »inden for en time«. Kort efter er artiklen væk.
Vi piller artiklen ned og trækker den tilbage.
Jens Jonatan Steen, chefredaktør på Pio
»Vi piller artiklen ned og trækker den tilbage. Hvis vi vælger at lægge den op igen, vil den være revideret hele vejen igennem,« siger Jens Jonatan Steen.
Mere tid til journalistisk kontrol og sparring
Han fortæller, at han ikke selv havde set artiklen, før den blev publiceret. Siden publiceringen har redaktionen drøftet artiklen, og nu vil den altså blive fjernet fra hjemmesiden.
Netavisen Pio bør leve op til de presseetiske regler, fastslår han.
Hvordan kan sådan en fejl opstå?
»Jeg kan kun sige, at det handler om, at der skal være mere tid til den journalistiske kontrol og sparring. Vi er ikke verdens største medie, heller ikke netmedie, og vi har ikke uanede ressourcer. Det sker så denne gang, at en artikel slipper igennem nåleøjet, som ikke lever op til det, vi ellers leverer,« forklarer Jens Jonatan Steen.
Vil lægge kontaktinfo frem
Mediejurist Peter Lind Nielsen tilføjer, at Netavisen Pio – hvis de gerne vil leve op til de presseetiske regler – også må overveje, hvordan man kan kontakte dem. På hjemmesiden optræder ingen kontaktoplysninger eller information om, hvem der er ansvarshavende redaktør.
»Det er ikke at krav, at man skriver, hvem der er ansvarshavende, men det er et krav, at man oplyser det på forlangende. Og hvordan kan læserne forlange det, hvis der ikke er nogen kontaktoplysninger?« spørger Peter Lind Nielsen.
Her forklarer Jens Jonatan Steen, at websitet for nylig er blevet relanceret og derfor ikke er helt færdigt endnu.
»Vi fik det nye site op at køre mandag i sidste uge. Der skal bestemt være kontaktinfo på, og det kommer der. Vi vil i modsætning til stort set alle andre medier have kontaktinfo på alle, der er ansat på Pio,« siger Jens Jonatan Steen.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Mindst tre V-folk gentog (løgnen) den forkerte påstand.
Men, Venstrefolk lyver jo ikke bevidst, så de tre kom nok bare til at sige noget forkert, der helt tilfældigt passede ind i Venstres kram.
Så må man jo bare håbe, at de vælgere, der har læst V-folkenes forkerte påstand også har læst V-folkenes efterhånden noget mudrede tilståelse.
V-folkene vil jo naturligvis ikke efterlade nogle læsere, vælgerne med det forkerte indtryk, at halveringen af lønmodtagernes dagpengeret var socialdemokraternes værk.
:)