Netmagasin fra DJH

Danmarks Journalisthøjskole har søsat Danmarks første online-magasin om journalistik på Internettet. Magasinet, som hedder eJour, udkom første gang lørdag den 3. februar og er et månedsmagasin, der vil udkomme 10 gange årligt.

"Der sker så meget inden for online-journalistik, at der er brug for et forum, der kan skabe overblik og hjælpe journalister og andre mediefolk til at følge med i udviklingen af nyhedsformidlingen på nettet," siger Helle Nissen Kruuse, som er lektor på DJH og journalistisk redaktør på eJour.

På magasinets hjemmeside, http://www.djh.dk/ejour/, finder man nyheder om tendenser og eksperimenter inden for e-journalistikken både herhjemme og i udlandet.

"Nettet er verdens bedste forum for kommunikation og formidling, og journalister er af profession de bedste til at gøre det. Derfor har journalistikken en stor fremtid på nettet. Den udvikling vil vi gerne følge", siger Helle Nissen Kruuse.

Med tiden er det meningen, at studerende på DJH skal indgå i det redaktionelle arbejde på eJour, ligesom Helle Nissen Kruuse håber på, at magasinet vil blive branchens naturlige forum for debat om digital journalistik. Det er muligt at tilmelde sig eJours mailingliste og automatisk modtage nyhedsresuméer.

0 Kommentarer