Netjournalister ofrer substans

Over halvdelen af historierne om valgkampen på de tre største danske nyhedssider handler om det politiske spil. Med konstante deadlines hængende over hovedet er det lettere at lave historier om proces frem for historier om substans.

Over halvdelen af historierne om valgkampen på de tre største danske nyhedssider handler om det politiske spil. Med konstante deadlines hængende over hovedet er det lettere at lave historier om proces frem for historier om substans.

WEBVALG. Venstre fortsætter nedturen. Hver tredje NA-vælger kommer fra Venstre. Khader afviser socialdemokratisk frieri. Dette var blot tre af de mange historier om den politiske proces i valgkampen.

Mandag den 29. oktober, en helt almindelig dag i valgkampen, udgjorde historier om den politiske proces 55 procent af valgdækningen på de tre mest besøgte, danske nyhedssider. Til gengæld blev der brugt mindre krudt på substans og personer-historier.

29 procent – mindre end en tredjedel – af artiklerne på Dr.dk, Tv2.dk og Eb.dk handlede om, hvad partierne vil politisk. De resterende 16 procent handlede om personer. Det viser en optælling, Fagbladet Journalisten har foretaget.

Netredaktør på Ekstrabladet.dk Erling Tind Larsen er godt tilfreds med, at Ekstrabladet.dk har relativt flere artikler om personer end de to andre sider, fordi den type ligger i tråd med sidens tabloid-linje. Knap 38 procent af artiklerne på siden er om personer og halvdelen om proces.

»Når proceshistorierne fylder så meget på netsiderne, handler det om, at vi skal holde gryden i kog hele tiden. Det er sværere at tilføre noget nyt til det politiske indhold. Når partierne først har fastlagt deres politik, er det begrænset, hvor meget nyt der sker,« siger han.

De mange historier om proces på nyhedssiderne overrasker ikke professor i journalistik fra RUC Jørgen Poulsen. Han peger også på de konstante deadlines som årsag til, at der er flere proces- end substanshistorier.

»Men det er meget sjældent, at der er historier i den løbende opdatering, der bidrager væsentligt. Det er svært at bevise, at folk bliver misinformeret, men jeg er ikke i tvivl om, at det er det, der sker,« siger han.

Redaktør på Tv2.dk Eva Rymann mener ikke, at de mange proceshistorier nødvendigvis er et problem.

»Fordi vi har fået et nyt parti, der grundlæggende har ændret det politiske landskab, er det ved dette valg særlig spændende, hvem der kan samarbejde med hvem om hvad,« siger hun.

Ud over nyhedsartiklerne peger Eva Rymann på de mange nye muligheder på nettet. TV 2s nye hjemmeside 1234.tv2.dk, hvor vælgerne kan stille spørgsmål direkte til politikerne, mener Eva Rymanm er med til at skabe klarhed i valgkampen for vælgerne om, hvad politikerne vil.

»Vores opgave er at illustrere, at det er vælgerne, der har magten. For os journalister er det utrolig interessant, hvad vælgerne stiller af spørgsmål. Det er rasende svært for politikerne at smyge sig uden om et spørgsmål, der er stillet af en vælger,« siger hun.

Efter sidste valg i 2005 viste undersøgelsen Mediernes Valgkamp, som blev udarbejdet af Huset Mandag Morgen og Syddansk Universitet, at der også dengang var rigtig mange historier om de politiske processer. Ud af samtlige 4.004 indslag og artikler fra dengang handlede 45 procent om den politiske proces.

Direktør i Kontrabande Søren Schultz Jørgensen, som var med til at lave undersøgelsen i 2005, peger ligesom Eva Rymann på de mange nye muligheder, nettet giver. Det mest banebrydende i valgvækningen er muligheden for dialog. Det drejer sig om web-tv, blogs, podcasting og debatter, hvor brugerne kan komme i direkte kontakt med politikerne uden om journalisternes filtre.

»Adgangen til den politiske scene er udvidet. Det er ikke kun de klassiske nyhedskanaler, der prioriterer og vinkler historierne. Det er også politikerne og brugerne, der henvender sig direkte til hinanden,« siger Søren Schultz Jørgensen.

Han mener, at vi i denne valgkamp ser de første spæde skridt hen imod, at den klassiske nyhedsdækning oplever stigende konkurrence fra de nye medier. Men nyhedsmedierne vil stadig have deres berettigelse, hvis de formår at tackle udviklingen.

»Det handler for nyhedsmedierne om at skabe overblik, give baggrund og skabe en fælles offentlig samtale. Der er mange, der hylder de nye medier, fordi de skaber en direkte samtale, men ulempen er, at man får politikerne ufiltreret. Der er det mediernes opgave ikke bare at være mikrofonholdere, men at sørge for at stille de kritiske spørgsmål,« siger Søren Schultz Jørgensen. /

0 Kommentarer