86 minutter, eller lige under halvanden time. Så meget tid har danskerne i målgruppen over tre år brugt på at se Netflix i årets tredje uge.
Det skriver Mediawatch på baggrund af Danmarks nye tv- og streaming-måler Nielsens første streaming top-10.
Netflix ligger dermed klart i front som den tjeneste, danskerne bruger mest tid på ugentligt. Men på andenpladsen finder man public service-platformen DR TV, som danskerne i gennemsnit brugte 70 minutter på i uge tre.
TV 2 Play kommer ind på fjerdepladsen, mens resten af top-ti domineres af tv-distributører eller teleselskaber.
Den nye seermåling fra Nielsen har sammenlignet med den gamle fra Gallup øget fokus på danskernes ændrede medievaner, flere skærme, flere indholdstyper, streaming-sening og nye aktører.
Selv om streaming vokser, er det gennemsnitlige tidsforbrug på traditionelt flow-tv stadig højere og var sidste år 125 minutter dagligt ifølge Gallup-tal.