Mange norske netmedier vil få store økonomiske problemer og risikerer at dø. Det forudsiger grundlæggeren af Nettavisen. Ifølge Stig Eide Sivertsen, der i dag er adm. direktør i Opplysningen 1881, er det først og fremmest de store netmedier, som hidtil har levet højt på mange annoncekroner, som vil få problemer.
"Ryger du først ud af top tre eller top fem på dit marked, bliver det vanskeligt. For så får du smæk for, at netaviserne ligner alle andre. Og dette særtræk ved nettet er blevet stadig tydligere, og adskiller sig fra tv," siger Stig Eide Sivertsen til Aftenposten.
Da han i 1996 etablerede norske Nettavisen var forventningerne helt anderledes. Og blot tre år senere scorede han kassen, da det svenske selskab Spray købte Nettavisen for 180 mio. kroner.
Men den slags fortjenester er det slut med, vurderer Sivertsen.
"Indtægtsstrømmen vil blive mindre i den digitale verden. Og søgeannonceringen er på fremmarch – måske på beskostning af de traditionelle bannerannoncer, som har været nettavisernes vigtigste indtægtskilde," siger han til Aftenposten.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.