Nej til P1, ja til Aftenshowet

Forsikring og Pension ville ikke interviewes af 'P1 Dokumentar', men gerne af Aftenshowet og TV Avisen. »Det er nemmere at slippe af sted med tre forberedte budskaber, når man er på direkte,« siger P1 Dokumentar. Forsikring og Pension afviser den forklaring

Nuværende og tidligere psykisk syge bliver afvist af forsikringsselskaberne. Sådan lød en historie, der sidste torsdag prægede en stor del af DR's flade. Det var en historie, som 'P1 Dokumentar' havde lavet, og de ville gerne vide, hvorfor forsikringsbranchen tilsyneladende afviste nuværende og tidligere psykisk syge i strid med FN’s handicapkonvention.

Brancheorganisationen takkede nej til tilbuddet om at stille op i 'P1 Dokumentar' og svare på spørgsmål. Da historien blev taget op af både TV Avisen og Aftenshowet, ville Forsikring og Pension dog gerne stille op og svare på spørgsmål. Det undrer redaktør for 'P1 Dokumentar' Jesper Hyhne:

»Det er muligvis, fordi det er nemmere at slippe af sted med tre forberedte budskaber, når man er på direkte i de programmer i forhold til at lade sig interviewe hos os på bånd. Vi er mere inde i sagen, og vi kan blive ved med at spørge, til vi får svar. Hos os kan de ikke slippe af sted med at svare udenom,« siger Jesper Hyhne.

Svarede udenom

Han henviser til indslaget i TV Avisen 18.30, hvor vært Claus Bundgaard tre gange spørger underdirektør i Forsikring og Pension Anne Seiersen, om hun mener, at det er i orden at afvise forsikringstagere på baggrund af psykiske sygdomme. Hun kommer ikke med et konkret svar.

'P1 Dokumentar' kontaktede Forsikring og Pension mandag eftermiddag for at få et interview. De var i kontakt med dem flere gange, og onsdag morgen siger redaktionen, at de skal have svar på, hvorvidt interesseorganisationen ville stille op til interview samme eftermiddag senest klokken 11. Det vil de ikke.

Kommunikationsdirektør i Forsikring og Pension Jacob Winther forklarer, at man valgte ikke at stille op i 'P1 Dokumentar', fordi henvendelsen var for bred rent emnemæssigt. Da man dagen efter sagde ja til at stille op i 'Aftenshowet' og TV Avisen, var det noget andet, siger Jacob Winther:

»Vi kunne ikke levere en ekspert, der kunne favne alle de områder, de gerne ville have én til at snakke om. Vi er delt op meget fagspecifikt her i huset. Hvorimod da den kørte tv-mæssigt, var den vinklet på nogle ting, hvor der var en underdirektør, som havde ansvaret, og det kunne hun svare på,« siger Jacob Winther, der forklarer, at det blandt andet handler om opdelingen i skadesforsikring og livsforsikring.

Stiller gerne op til live

P1’s forespørgsel var, så vidt jeg forstår, dybest set den samme som tv-programmernes. Det handler om, at der er nogle nuværende eller tidligere psykisk syge, som ikke kan få den forsikring, de har krav på, og det vil man gerne have svar på. Hvor svært kan det være?

»Som jeg forstod det, var de meget brede i det, de gerne ville. Den ekspert, de gerne ville have, skulle kunne noget mere, end vi kunne sætte en enkelt person på. Tv-delen var mere vinklet på konkrete ting.«

Burde I som ansvarlig interesseorganisation ikke kunne sende en person, der kunne svare på en ret konkret problemstilling i forhold til et emne, som interesserer mange danskere?

»Alt det kan du sige, og det kan lyde fint. Men jeg er nødt til at holde fast i, at for os var det ikke ét konkret spørgsmål. Der var flere emner, og vi havde ikke en ekspert, der kunne dække alle de emner på en gang,« siger Jacob Winther, der understreger, at Forsikring og Pension normalt gerne stiller op i medierne både til båndede og live interviews.

6 Kommentarer

Carsten Terp
11. APRIL 2014
Jeps. Krav på ifølge FN's
Jeps. Krav på ifølge FN's handicapkonvention og ifølge menneskerettighederne, som forsikringsselskaberne selv har forpligtet sig til at efterleve
Michael Kjærgård
10. APRIL 2014
Krav på?
Krav på?
Carsten Terp
8. APRIL 2014
Tilbage står, at vi stadig
Tilbage står, at vi stadig ikke har fået noget, der minder om et fornuftigt svar på, hvorfor psykisk syge ikke kan få den forsikring, de har krav på.
Michael Kjærgård
8. APRIL 2014
Man skal nok heller ikke
Man skal nok heller ikke overse den detalje at i en direkte udsendelse bliver man ikke udsat for meningsændrende klipning. Bestemt et issue for mange
Mark Stokholm
8. APRIL 2014
Kære Simon. Kunne være du
Kære Simon. Kunne være du skulle se interviewet inden sådan en påstand.

Flere