Jeg begyndte at bekymre mig om min praktiktid et halvt år før, jeg blev optaget på Journalisthøjskolen.

Jeg sad i Frøberts auditorium på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, hvor der var Åbent Hus, da snakken faldt på praktik. En ung mand bagerst i salen spurgte, om man godt måtte tilbyde sin arbejdskraft gratis til praktikstederne, når man søgte. Altså, så havde man jo en bedre chance for at blive valgt. Umiddelbart derefter fandt jeg ud af to ting:
1) Man må ikke tilbyde sin arbejdskraft gratis, og
2) Praktiksøgning er en kamp, hvor man skal bruge alle midler for at vinde. Eller det var i hvert fald sådan, jeg tolkede det.

For et halvt år siden lavede jeg Panikavis om den dag, hvor medier og journaliststuderende finder hinanden. Aftenen forinden havde jeg sammen med en medstuderende taget de første snublende skridt henimod at skrive en reportage fra cafeen Casablanca nede i byen, hvor alle de store navne fra alle de vigtige medier var samlet.

Jeg kan huske, at jeg efter to meget dyre fadøl endelig fik mig taget sammen til vaklende at gå op og snakke med nogle af de ansigter, jeg genkendte. Jeg snakkede med Miki Mistrati fra Ekstra Bladet, og jeg fortalte, at praktiksøgning, det var sådan noget, man begyndte at bekymre sig om den første dag, man trådte ind i betonbunkeren og fik et navneskilt klistret på trøjen.

Han rystede på hovedet. Sådan var det slet ikke meningen, det skulle være. Vi skulle bruge tiden på at lære, på at blive gode journalister – ikke på at bekymre os om hjemmesider og ansøgninger og medieprofiler. Han mente, der var alt for meget panik og alt for lidt jobsamtale mellem voksne mennesker. Jeg vaklede tilbage på min plads, nu lidt mere rolig.

Næste dag blev brugt på at dække den hektiske dag i betonbunkeren. Vi hængte vores artikler op på store boards i vandrehallen, hvor alle kunne se dem. PANIK. PANIKDAG. PANIKAVIS. De første ti minutter fór folk rundt. Derefter blev der mere stille. De heldige fejrede, resten begyndte at se mere og mere fortvivlede ud. I matchroom, hvor de efterladte på begge sider af borde finder hinanden, så jeg folk stå at græde.

Da jeg kom hjem den aften, lagde jeg mig i min seng og fik et angstanfald. Rummet blev mindre omkring mig, og min hals snørede sig sammen. Jeg kunne ikke trække vejret, og jeg græd. Jeg var overbevist om, at på den vigtigste dag i mit liv, som kun lå et år fremme i tiden, ville jeg blive en af dem, der hulkende krammede min telefonpasser, fordi jeg ikke havde fået en plads.

For selvom alle prøver at overbevise os om det modsatte, er der alligevel en stemning af, at denne dag er skelsættende. I halvdelen af de tweets, der handlede om dagen i dag, var der en eller anden variation af ”Det skal nok gå”. Kun en var så ærlig at skrive #lorteråd.

Praktiksøgning og praktiktid fylder så utrolig meget i bevidstheden hos mig og mange af dem, jeg kender på Journalisthøjskolen, at det er svært bare at fokusere på at lære, på at blive god og på at elske sit fag og studie. I de mails, vi får tilsendt med tilbud om studiejob, står der, at det er godt for CV’et.

Til bazar-dag på skolen, hvor alle de frivillige ting præsenteres – radio, tv, avis, magasin osv., får vi at vide, at det giver noget godt at smide på hjemmesiden, når man skal søge praktik. Overalt er det der, praktikspøgelset fra helvede. Spørgsmålet er, om det behøver være det?

Kunne man forestille sig, at vi ville få mere ud af det første halvandet år af vores uddannelse, hvis vi kunne fokusere lidt mere på at lære og lidt mindre på, hvornår vi dog kunne producere noget, der kunne fylde vores praktikhjemmeside ud?

Jeg valgte at blive hjemme denne gang. Jeg har ikke brug for at stresse mere over noget, jeg ikke kan gøre noget ved lige nu alligevel. Og her i morges kom jeg til at tænke på et interview med Nils Thorsen, som blev bragt i Illustreret Bunker sidste år.

Han fortalte om, hvordan han var kommet i gang med at lave det, han i virkeligheden gerne ville – portrætter. Hans råd var, at man bare skulle begynde at gøre det. Gøre det, man godt kunne lide. Og så på et eller andet tidspunkt blev man virkelig god til det og folk ville tro, at det havde man gjort hele tiden. Sådan er det måske også med praktikken.

For det er jo ikke kun STEDET, der afgør, om man får en god praktiktid. Det må i høj grad handle om, hvilket indhold man selv putter ind i forløbet. Og jeg savner lidt en forsikring om, at hvis man ikke får en praktikplads, så kan man faktisk bruge det næste halve år på at dygtiggøre sig og lære en masse – og så måske stå lidt roligere ude foran et medies dør til næste panikdag.