Det var en skæbnesvanger dag, der ventede, da kommunikationsmedarbejder Sanne Lund mødte på arbejde i morges. Siden Københavns Universitet tidligere på måneden varslede fyringsrunde, har hun blogget om processen på Journalisten.dk.
I sit første blogindlæg beskrev hun blandt andet, hvordan kommunikationsafdelingen på morgenmødet indførte en sangleg, der skulle gøre processen mod fyringerne mindre hård:
”Vi opfinder et musikalsk tema til lejligheden: Hyret eller fyret. ”Highway to Hell”, ”With or without you” og ”Don’t leave me this way” kommer på listen. Galgenhumor er bedre end ingen humor.”
Og i dag var så dagen, hvor dommen skulle eksekveres.
»Vi havde fået at vide, at vi skulle møde her til morgen og sidde på vores pladser mellem 09:00 og 09:30, hvor der ville blive sendt en mail ud til dem, der skulle til samtale. Så klokken 09 sidder vi jo klar og glor ind i skærmen og spjætter, hver gang der kommer en lyd,« fortæller hun.
Følelser kører op og ned
Op til den ubehagelige morgen havde meldingen været, at 10-14 medarbejdere skulle spares væk i det såkaldte Fakultetsservice. Her sidder alt fra jurister til kommunikationsfolk, forklarer Sanne Lund, som derfor heller ikke følte, at hun selv sad helt sikkert i sadlen.
»Jeg har haft det meget op og ned her i dagene op til i dag. Den ene øjeblik har jeg tænkt ’ej, hvorfor skulle det lige være mig, der ryger’ – og bare en halv dag senere har jeg kunnet tænke ’jamen det kan vel lige så godt være mig, som det kan være alle de andre’,« siger hun.
I Sanne Lunds afdeling har de været gode til at dele tanker og følelser om situationen med hinanden i ugerne op til prikkerunden. Blandt andet har de talt om, om der overhovedet findes en god måde at gennemføre en prikkerunde på.
»Det gør der nok ikke. Men det føltes meget mærkeligt at sidde her til morgen og vente på, at den der mail måske ville komme. I min afdeling sidder vi fire ansatte i et storrumskontor, så alle ville jo kunne se det, hvis man fik en mail. Jeg ville i hvert fald ikke kunne undgå at reagere, hvis det var mig,« siger hun.
Alarmen afblæst
Efter knap 20 anspændte minutter med øjnene stift rettet mod computerskærmen kunne de dog ånde lettet op. Her modtog de nemlig en besked om, at alle de 10 berørte nu havde modtaget en mail – og Sanne Lund og hendes kolleger konstaterede hurtigt, at ingen i kommunikationsafdelingen var blevet fyret.
»Pyha, så var alarmen afblæst. Det var selvfølgelig en lettelse – men det var også en meget afdæmpet lettelse, for hvad med kollegerne længere ned ad gangen? Det ville jo være unfair at slippe en fest løs. Det var vigtigt lige at tænke lidt ud over eget kontor,« siger hun og tilføjer, at én person fra afdelingen har søgt om en frivillig fratrædelsesordning.
Resten af arbejdsdagen er gået med debriefing over lune æbleskiver og sniksnak hen over bordene. Blandt andet om, hvad de forventer af ledelsen fremadrettet.
»Jeg synes ikke, de har været specielt meddelsomme i den her proces. Det oplever jeg lidt som et knæk i tilliden til ledelsen – så den skal jo bygges op igen,« siger hun.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Kender godt følelsen. Får det næsten helt dårligt, når jeg læser Sannes beretning.
I de mere end 18 år, jeg var ansat på TV2 Øst oplevede jeg den ene fyringsrunde efter den anden. Vi skulle sidde på pinebænken og vente en hel time, og hvis vi havde fri, skulle vi vente derhjemme ved telefonen. Venner og bekendte havde på forhånd fået strenge ordrer på ikke at ringe i det tidsrum. Det var alt for nervepirrende.
For at bryde tavsheden satte jeg hver gang Povl Dissings ”25 minutter endnu” på. Så vidt jeg husker kunne den spilles tre en halv gang på 25 minutter.
Da jeg til sidst selv fik snoren, var det ironisk nok uden Dissing til trøst. Fyringerne gik hurtigt den sidste gang. Så jeg var på sommerferie og anede ikke noget, før jeg kom hjem en sen nattetime og fandt et brev på køkkenbordet bragt med kurér. På det tidspunkt havde mine kolleger vidst i tre dage, at jeg var en af de fyrede….