Det vil føre til nedskæringer og afskedigelser rundt omkring på de danske lokalmedier, hvis omlægningen af mediestøtten ikke når at blive gældende allerede fra 2024.
Det mener Mads Brandstup, der er administrerende direktør i Danske Medier, hvilket han udtaler til MediaWatch.
Usikkerheden bunder i, om en omlægning af mediestøtten til fordel for de lokale udgivere når at træde i kraft, inden Medienævnet til oktober skal behandle ansøgninger om redaktionel produktionsstøtte for 2024.
Uden særlige dispensationer vil det kræve, at medieaftalen og lovarbejdet bliver landet, inden Folketinget går på sommerferie 2. juni, skriver MediaWatch.