Fjerde gang Jacob Ehrbahn blev nomineret i Årets Pressefoto, vandt han titlen som Årets Pressefotograf. JOURNALISTEN var med på første arbejdsdag efter prisoverrækkelsen.

Kald det et antiklimaks. Kald det en dødssyg opgave. Kald det en udfordring. Vi står ude på Amager, ude på de vidtstrakte mudrede marker, der en dag kan kalde sig Ørestaden. Jyllands-Postens fotograf Jacob Ehrbahn er sendt på opgave for at tage billeder til en hi-storie om et nyt dansk-norsk kontorbyggeri.

I et hvidt telt slået op til lejligheden er 50 gæster dukket op for at fejre byggeriets første spadestik. Heriblandt er seks pressefotografer, der skal tage billeder af dagens talere, Københavns Overborgmester, Ørestadsselskabets direktør, to norske byggematadorer og en repræsentant fra den norske ambassade.

Det er måske ikke den mest inspirerende opgave for en fotograf, som fire dage forinden er blevet kåret til Årets Pressefotograf med taler, klapsalver og checkoverrækkelse af kulturministeren.
Den 32-årige Jacob Ehrbahn fik i konkurrence med 28 kolleger prisen for en kollektion på fem billeder fra Pakistan, Rusland og en frisørsalon i Hårbølle på Møn.

Ifølge dommerkomiteen viste billedserien en evne til at skildre nogle af årets vigtige begivenheder og få et flot foto ud af besøget i frisørsalonen. Trods hård konkurrence fandt dommerne det ikke vanskeligt at tildele Jacob Ehrbahn titlen.

Derudover har han også lige fået en andenpræmie i kategorien Issue Reporting Picture Story ved Pictures of the Year International.

Jacob Ehrbahn mener selv, at det skyldes held, flid og dygtighed, at han blev Årets Pressefotograf. Det var fjerde gang, han var nomineret til en pris i konkurrencen, og første gang, han kunne gå hjem med mere end hædrende omtale. Hans ihærdighed gælder ikke kun, når han er på eksotiske reportagerejser med JP Explorer til russiske fængsler, eller når han viser den pakistanske civilbefolknings fortvivlede kamp for overlevelse.

En god fotograf skal også kunne finde det bedst mulige motiv på en helt almindelig arbejdsdag, mener Jacob Ehrbahn. Han vælger at se positivt på opgaverne. Også når det gælder kommende kontorhuse i Ørestaden.
"Nogle gange er kunsten at se de mest banale opgaver som en udfordring og få det bedste ud af det," siger han.

Rejser til nogle af verdens brændpunkter har ikke ændret på hans drengede udstråling. Men bag det glade smil gemmer der sig en ambitiøs professionalisme. Han stiller store krav til sig selv og til andre. Kilderne må finde sig i at blive fotograferet i en uendelighed, og redaktionssekretærerne på Jyllands-Posten får deres sag for, når de indleder en diskussion med ham.

 

Gummistøvler
Til dagens opgave er Jacob Ehrbahn den ene-ste pressefotograf, der har taget gummistøvler på. Forinden har han kravlet rundt på grusvoldene uden for teltet for at undersøge billedmulighederne.

Inde i teltet har gæsterne stillet sig op ved caféborde for at lytte til talerne. Det er tydeligt, at fotograferne repræsenterer forskellige skoler og forskellige generationer.

Sammen med to yngre kolleger fotograferer Jacob Ehrbahn begivenheden på kryds og tværs. En ældre kollega har taget opstilling sammen med sin journalist ved et af cafébordene. De kigger på hinanden og griner af de unges ihærdighed.

Da en sølvspade pludselig bliver overrakt, står Jacob Ehrbahn i første række og tager et nærbillede af spaden. Fotografen ved cafébordet løfter kameraet med den lange linse, men han bliver synligt irriteret, fordi Jacob Ehrbahn står foran ham, og han må opgive at indfange situationen.

Med billedet af spaden har Jacob Ehrbahn taget et af de to billeder, som dagen efter kommer i JP København.

 

Ingen lette opgaver
På vej hjem i bilen citerer Jacob Ehrbahn den amerikanske billederedaktør Bill Ostendorf, der har formuleret læresætningen "Come early, stay late". Jacob Ehrbahn mener, det er et godt råd, fordi det ikke er under selve pressemødet, man får det bedste billede. Det er, når folk ankommer, at der kan opstå noget uventet. Han fortæller, at han selvfølgelig også fotograferer selve mødet. Forskellen er, at nogle fotografer ikke gør andet.

Receptioner, pressemøder og spadestik er dog ikke hans yndlingsret. For at sige det mildt. Han forsøger altid at finde alternative billedmuligheder – situationer eller personer, der kan illustrere det, der bliver talt om ved pressemødet.

Han siger, at der ikke er nogle lette opgaver som fotograf. Ingen motiver eller situationer er så indlysende fotogene, at han bare kan trykke på knappen.

"Nogle fotografer siger, at man bare skal have en flybillet, så er man sikker på at blive Årets Pressefotograf. Jeg ville ønske, nogle ville købe dem en billet. Så ville de sande, at billeder ikke drypper ned i kameraet af sig selv."

Det, der varmer ham mest ved titlen som Årets Pressefotograf, er de anerkendende skulderklap fra kolleger og billedredaktører på tværs af bladhusene.

"Som fotograf på en avis er det den pris, jeg allerhelst vil vinde, fordi man ikke kun får den for et enkelt fotografi men for fem billeder, som skal passe sammen."

 

Mormors mørkekammer
Som 16-årig anskaffede Jacob Ehrbahn sig en politiradio, så han kunne rykke ud til trafikuheld og skorstensbrande på sin lyseblå Centurioncykel og levere billeder til Helsingør Dagblad.

Jacob Ehrbahns første billede i avisen forestillede kammeraterne fra heavybandet White Wizard. Jacob Ehrbahn ringede til Pressefotografforbundet og spurgte, hvad tariffen var. 360 kroner, lød svaret. Jacob Ehrbahn købte en regningsblok og skrev beløbet ned.

Mørkekammer havde han indrettet hjemme hos sin mormor, som også optrådte som assistent, når billeder efter færdigskyl i badekarret skulle tørres af med viskestykker.

Den største konkurrent dengang var Jan Grarup, fotografen som siden har vundet tonsvis af fotopriser. Blandt andet prisen som Årets Pressefotograf sidste år. Dengang i Nordsjælland kørte Grarup også rundt på cykel.

"Vi blev konkurrenter, men også venner, der delte den samme drengedrøm. Da Jan fik elevplads på Helsingør Dagblad, kunne jeg se, at jeg måske en dag også kunne blive elev," siger Jacob Ehrbahn, som fik sin elevplads som 20-årig.

De følgende tre år havde han så mange opgaver for avisen, at han i dag beskriver omfanget således:

"Folk, der ikke har prøvet det, vil ikke kunne forstå det. Efter en weekendvagt havde jeg en mandag 52 billeder i avisen fra over 20 forskellige opgaver. Jeg havde tit fem forskellige opgaver på samme film. Det handlede mere om logistik end om at tage gode billeder."

Han siger, at han var glad for læreårene i Helsingør. Men han har ikke har lyst til at arbejde på provinsaviser igen.

"Man bliver ikke nødvendigvis en bedre fotograf af at tage en masse billeder. Man bliver bedre af at diskutere med kollegerne, læse fotobøger, gå på udstillinger og altid spørge sig selv, hvad man kan gøre bedre næste gang."

 

Større vægt bag ordene
Efter tiden i Helsingør arbejde han som freelancer, hvor han blandt andet leverede billeder til Månedsbladet PRESS og Politiken. Især Politiken blev med tiden en stor kunde, og efter fire år som freelancer blev Jacob Ehrbahn tilbudt fast arbejde på Jyllands-Posten.

Han tror ikke, at titlen som Årets Pressefotograf vil få den store betydning. Han vil fortsat blive sat til at lave de samme opgaver på Jyllands-Posten. Den eneste undtagelse er, at prisen måske kan give ham mere vægt, når han skal diskutere fotografi med journalister og redaktionssekretærer. Jacob Ehrbahn er nemlig kendt for at vise sit temperament, når det drejer sig om fotografi.

"Nogle synes måske, at jeg virker lidt hidsig, når jeg diskuterer. Men med prisen som Årets Pressefotograf kan det være, at de forstår, at jeg ikke er sur. Jeg er bare ambitiøs."

Læs også: Hædret for video og fotos, Ingen priser til kvinder og Vinderne af Årets Pressefoto.