FORBUND. Selvfølgelig startede det med, at jeg fik min økologiske kløbenbolle på tværs af ganen, da jeg så Journalistens forside. Vi har verdens stærkeste journalistforbund, mente vores formand og kiggede lidt defensivt forbi kameraets linse. Dét sagde han ikke, mumlede jeg og bladrede videre.

Men der stod det så, midt i en lidt traurig fortælling om en togtur fra den solide købstadsvilla til de moderigtige forbundskontorer. "Det interessante er, at vi formentlig er det stærkeste journalistforbund i verden." Beviset for formandens påstand er, at vi inkluderer i stedet for at ekskludere – og at vi derfor er vokset fra 9.000 til 15.000 medlemmer.

Styrken kan være lidt svær at få øje på, hvis man ikke sidder og dingler med benene ved Gammel Strand. For forbundet har længe siddet på de kollektive hænder. Værst er selvfølgelig en patetisk lønudvikling, hvor vi ikke har formået at bruge de stærkeste arbejdspladser som løftestænger for bedre forhold og løn.

I mit eget, nye gebet – kommunikation – er toget kørt forbi forbundet. De fagligt interessante diskussioner sker i fora, hvor forbundet ikke markerer sig, og som man da slet ikke har ophavsret til. Og de erfa-grupper, som er nødvendige for os, der sidder lidt alene, har man overladt til private firmaer at arrangere.

Ikke engang på ligestillingsområdet har den defensive stil kunnet kaste resultater af sig. Vi har ikke ligeløn – og som en anden artikel i Journalisten viser, så dominerer mændene i vores egne mødelokaler. Det afspejler måske den mandetunge stil i de traditionelle medier, men det styrker os ikke over for en krise, der er ved at blive permanent.
Det kan være, at forbundet fortsat skal ledes af os mænd i halvtredserne. Vi sidder jo i forvejen tungt på det meste. Men så bliver vi nødt til at komme ned fra hesten, Blicher, og gøre Journalistforbundet til verdens bedste i medlemmernes øjne.

PS: Hvor blev jeg glad for at se et nummer af Journalisten, hvor klassiske emner som delegeretmøde og forbundspolitik fyldte spalterne. Kedeligt, måske, men nødvendigt.

– Christian Howard-Jessen, kommunikationschef, Lægemiddelstyrelsen

SVAR. DJ skal være et både visionært og ambitiøst forbund. Det har medlemmerne simpelthen krav på. Når jeg ser mig omkring i verden, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at vi sammen med de nordiske forbund har den absolut største organisering og dermed en betydelig styrke. I Frankrig har eksempelvis seks forbund tilsammen en organiseringsgrad på blot 15 procent.

På kommunikationsområdet er DJ ganske rigtigt ikke den eneste faglige spiller. Andre netværk har også meget at byde på. Men som faglig organisation for flere end 2000 kommunikatører har vi et stærkt rådgivnings- og serviceapparat, hvor vi netop er i gang med at danne forskellige netværk, bl.a. et netværk for ledere inden for kommunikation. Her er du meget velkommen.

Vi er det eneste forbund, der så markant organiserer alle, der leverer indhold til både medier og kommunikation. Der er heller ikke mange journalistforbund, der i disse år har kunnet fortsætte medlemstilgangen og fastholde en solid økonomi, som DJ har gjort. Derfor har vi også potentialet til at gøre den forskel, et forbund skal kunne. Derfor skal DJ heller ikke ned af nogen hest, men være med helt fremme i forreste geled.

– Mogens Blicher Bjerregård, formand for DJ