»Efter mere end ti oplevelser med snylteri og ukollegial opførsel er jeg nu begyndt at kræve aftaler om kreditering på skrift – hver gang,« skriver Marlene Grøftehauge, journalist og forfatter.

Telefonen ringer. »Goddag. Det er journalist XX fra ugebladet ZZ. Kan du hjælpe mig med nummeret til Fie og Kenneth i din bog om teenagemødre? Og i øvrigt må det gerne gå lidt hurtigt, da artiklen skal i bladet i denne uge.«

Jeg ligger i sengen med influenza og burde have hevet alle stik ud for at slippe for forstyrrelser. Men for sent.

»Jo, det kan da godt være. Jeg kan da spørge dem, om du må ringe. Men forinden skal jeg lige vide, hvordan du har tænkt dig at omtale min bog i din artikel?« svarer jeg.

Ugebladsjournalisten fortæller, at han vil skrive bogens titel og forlagets navn. Da jeg spørger, om han ikke har tænkt sig at skrive forfatternavnet – altså mit navn – svarer han, at det ikke er bladets 'politik' at omtale det. Hvorfor kan han ikke rigtig forklare.

Her skulle jeg allerede have sagt stop. For hvis jeg skal hjælpe ham, er det vel også rimeligt, at jeg som forfatter til bogen får mit navn i bladet? Jeg samtykker uden videre diskussion under min dyne af feberhovedpine. Og ringer til Fie og Kenneth, der siger ja.

En uge efter er det unge par og deres lille søn i bladet. De smiler på billederne. Men det gør jeg ikke, da jeg læser slutningen af artiklen. Her står der, at parret medvirker i bogen »Unge forældre«.

Jeg lukker bladet. Det er så pinligt og amatøragtigt, at jeg næsten ikke kan tro det. Min bog hedder »Mor 15+«.

Farcen fortsætter. For da artiklen har været i ugebladet, bliver jeg ringet op af en tv-station, der vil have samme Fie og Kenneth i studiet. Jeg forklarer journalisten, at jeg vil se vores aftale om en faktaboks med titel, forfatternavn og forlag på skrift, inden jeg vil gøre noget som helst for at kontakte de unge forældre. Det er bare en aftale, siger hun. Og to minutter efter popper den op i min mailbox. Også hun siger, at det haster med kontakten.

Jo jo, samme aften er Fie og Kenneth i studiet. Men min bog er stadig døbt »Unge forældre«. Og det til trods for, at journalisten og jeg over telefonen jokede med ugebladets titelbrøler. Jeg er målløs.

De to eksempler er langtfra de eneste. Jeg har skrevet tre bøger og får mange henvendelser fra medier, der gerne vil have lov at dele mine cases med mig. Det vil jeg også gerne. For historierne er vigtige og fortjener at komme frem. Men det skal ske på en ordentlig og fair måde.

Det virker, som om det er alment accepteret af de journalister, der ringer mig op, at 'du laver benarbejdet – jeg skummer fløden'. Især børn af indsatte er et emne, der er belagt med tabuer, og der er ikke lige en eller anden organisation, man kan ringe til. Til min bog »Fangebørn« tog det fem måneder at skaffe fire cases. Det var ét langt stykke gravearbejde. Så må det også være rimeligt, at medierne krediterer mig.

Ingen ville vel heller drømme om at citere Jyllands-Posten uden at kreditere avisen?

Det skal dog siges, at jeg to gange har oplevet journalister, der tog det som en selvfølge at kreditere mig ordentligt ved at nævne bogens (korrekte!) titel, forfatternavn og forlag. For som én journalist fra et formiddagsblad sagde:

»Det skal selvfølgelig med. Det er jo nyt materiale på området.«

Tak! Og journalisten fra tv-stationen gav mig en undskyldning for fejlen. Den tager jeg imod, for sådan skal det heller ikke være. Men efter mere end ti oplevelser med snylteri og ukollegial opførsel er jeg nu begyndt at kræve aftaler om kreditering på skrift – hver gang. Jeg har ikke meget lyst til det, for en mundtlig aftale burde være nok. Og jeg har nok heller ikke ligefrem tænkt mig at slæbe nogen i retten for at bryde aftalen. Men med mit krav kan jeg forhåbentlig signalere, at jeg faktisk mener det alvorligt.

• Marlene Grøftehauge er 28 år og uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 2003. Freelancejournalist og forfatter til blandt andet bøgerne »Fangebørn«, »Mor 15+« og »Så er der fest – om fester, alkohol, kærester, grænser og normer« (alle udgivet i 2004 på CDR-Forlag).