Jens Nauntofte klager til DR over dokumentarserien "Jagten på de røde lejesvende", som han medvirkede i i går. »Jeg blev lokket i en fælde.«
I aftes sendte DR2 den første af tre udsendelser med titlen "Jagten på de røde lejesvende". Udsendelsen spørger, om Danmarks Radio var hjemsted for røde lejesvende med ekstremt venstreorienterede synspunkter i perioden 1968 til 1980.
Og allerede nu kommer de første klager fra de medvirkende.
Tidligere udenrigsreporter Jens Nauntofte, siger til B.T. at han føler sig manipuleret med,
»Jeg er blevet lokket til at medvirke i udsendelserne under falske forudsætninger uden med et ord at få at vide, at det handlede om røde lejesvende,« siger Jens Nauntofte til B.T.
Han har over for DR forlangt, at en speaker før eller efter udsendelsen præciserer, at han i programmet bliver udspurgt om forhold, der ligger før hans ansættelse i DR i 1977.
Jens Nauntofte har klaget til redaktionschef i DR Søren Mikael Rasmussen og sendt en kopi af klager til DR's bestyrelsesformand, generaldirektør og lytternes- og seernes redaktør for at få en berigtigelse. Desuden overvejer han at klage til Pressenævnet.
»Jeg synes, at det er unfair at tage en DR-medarbejder gennem 30 år og kyle ham igennem en politisk salatslynge med en direkte falsk anklage om at være "stemplet som rød lejesvend". Havde jeg vidst det, så havde jeg ikke deltaget,« siger Jens Nauntofte til B.T.
Tilrettelægger af udsendelsen Jacob Rosenkrands siger til Journalisten.dk, at det er ideen med udsendelserne, at de ikke kun skal se på det, medarbejderne lavede, mens de var i DR.
»"Jagten på de Røde Lejesvende" er lige så meget et tidsportræt som en intern udredning. Vi kan ikke forstå 70'ernes journalister i DR, hvis vi ikke har med, at mange for eksempel var rundet af Vietnam-bevægelsen.«
Desuden har Jens Nauntofte ifølge Jacob Rosenkrands faktisk brugt sine oplevelser fra Vietnam-krigen i en DR-udsendelse.
»Han gør selv sin personlige historie til en sag for seerne på DR2 i udsendelsen "White Christmas" fra 2000, hvor han rejser tilbage til de steder, han rapporterede fra i dagene omkring Saigons fald. I udsendelsen fortæller han, at han havde ondt af vietnameserne, som nu skulle leve med det kommunistiske styre. Her spørger jeg blot: Hvorfor kaldte han det for Saigons "befrielse" tilbage i 1975, ligesom Nauntofte i sin egen bog citerer fra en avis, hvor han siger, at han godt kunne lide det nye styre. Jeg holder blot det, han siger i DR2-udsendelsen, op imod, hvad han sagde dengang,« siger Jacob Rosenkrands.
I udsendelsen blev der blandt andet vist billeder af Jens Nauntofte, som triumferer på toppen af en kampvogn. Tidligere souschef i B&U-afdelingen Per Schultz bliver spurgt om sin støtte til palæstinensiske PLFP, og Orienterings Ruth von Sperling bliver bedt om at forklare, hvorfor hun blev kaldt "Den Røde Grevinde".
Jacob Rosenkrands forstår ikke, at Jens Nauntofte føler sig ført bag lyset med sin rolle i udsendelsen. I en mail, som Journalisten er i besiddelse af, skrev han til Jens Nauntofte før udsendelsen, at seriens fokus er, "hvordan medarbejdere i datidens DR bedrev journalistik: Hvad brændte de for? Hvem solidariserede de sig med?"
I en anden mail skriver han:
'Et par ord mere om det afsnit, som du optræder i. Afsnittet dækker perioden fra 68 til starten af 80'erne og dykker ned i de store debatter om 'de røde lejesvende' på TV-Avisen og rebellerne på Børne & Ungdomsafdelingen.'
På Mediawatch kalder tidligere generaldirektør Christian Nissen udsendelsen en nyklassiker. Om reaktionen fra de medvirkende siger han:
»Det må da være aftalt spil mellem Rosenkrands og dem, han har på grillspyddet, for den misfornøjede reaktion på det færdige program fra flere af de medvirkende er ganske som den, 70'ernes "ofre" efterfølgende gav til kende dengang, og lige så velbegrundet.«
Jacob Rosenkrands understreger, at han ikke med serien ønsker at fælde dom, men at skabe debat. Vendingen "De Røde lejesvende" refererer ikke til de medvirkende, men til en kulturkamp, som har bølget frem og tilbage siden 1968.
»Vi tager ikke stilling til, om de medvirkende er røde lejesvende. Det er mere en debat eller en skygge, som hviler over alle, der arbejder i DR. Jeg har selv oplevet at blive framet som rød uden at opfatte det som en fornærmelse. Det er et vilkår, når man arbejder i DR,« siger Jacob Rosenkrands.
Læs også Politikens interview med Jens Nauntofte om sagen.
9 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
”De røde lejesvende” 1-3 (sendt på DR2 19.sept – 3.okt) kan opfattes som DR-ledelsens signal til politikerne og til journalisterne. Af egen drift og med fin sans for de politiske vinde opsporer og domfælder udsendelsen og signalværdien er, at den nye ledelses offentligt erkender fortidens fejl og lover bedre opførsel i fremtiden. Pakket ind DRs alsidighedsforpligtelse fik TV2-chef Arne Notkin fik sin “sandhedskommission”, helt i forlængelse af hvad han startede for ti år siden (i Weekendavisen).
For min skyld kan man farve journalister lige som man lyster: sort, hvid, blå, grøn til blå - eller en 25. farve.
Det afgørende er, at man som journalist forholder sig fagligt til konkrete emner og samfundet. Her indgår ideelt set den kritiske vinkel, som man faktisk fremhæver gang på gang som fundamentet for et velfungerende demokrati.
Som sådan synes jeg det er fint nok at se på, om journalistikken er som den skal være - hvor jeg måske hellere så en diskussion om Pressenævnet og vores retssystem rækker, hvis journalsitiken skulle træde forkert.
Når jeg ser på Pressenæsvnets kendelser har jeg svært ved at se, at der skulle være noget at komme efter.
Under alle omstændigheder synes jeg, at en kvalificeret behandling af den journalistiske kvalitet er noget svær - med afsæt i en eller anden farve.
I grunden så jeg meget hellere en debat om den tiltagende underminering af journalistikken - hvor embedsværket og kommunikatører i den private sektor til stadighed - med alle mulige finurlige midler - dagligt gør arbejdsvilkårene og mulighederne for journalistikken mere og mere vanskelig. Spin og pression, der helt kan sammenlignes med mafiametoder er ved at blive dagens orden.
Jeg ved ikke om vinklen 'de røde lejesvende' har at gøre med veltilrettelagt spin, hvor man til sidst har følt sig kaldet til at tage emnetop. Når det er sagt, så tror jeg, at de hårde påstande hurtigt ebber ud - og måske, forhåbentligt, vil styrke journalistikken og ikke underminere.
Det er næppe så akuelt at jagte "de blå lejesvende". Pointen med at jage de røde lejesvende er jo netop, at de i større eller mindre grad støttede væbnet omstyrtning af samfundet med efterfølgende forfølgelse af anti-revolutionære. Uanset at nogle opfatter socialismen som hyggelig og rar, så er det faktisk en halv-alvorlig sag at støtte en revolution, der vil afskaffe demokrati og indføre étpartistyre. Resultatet kan man se på de anonyme kirkegårde i Kina og de andre gamle kommunistlande.
DF er i bund og grund et socialistisk big mother parti.
Ville det ikke være langt mere relevant, interessant og tidssvarende(!) at diskutere, hvorfor DR i så høj grad, som tilfældet er, føler sig forpligtet til at agere mikrofonholder for Dansk Folkeparti?
Eller skal vi måske vente endnu 30-40 år på dét "opgør"?
Flere