Af Jens Degett, biolog og programmedarbejder på DR P1.

Naturvidenskab i de danske medier har en meget lav status. Nogle dagblade er begyndt at gøre noget ved sagen, men generelt bliver naturvidenskaben behandlet med venstre hånd på linie med det mest overfladiske nyhedsstof. Prøv at sammenligne med kulturstoffet. Hvem ville sende en praktikant uden forkundskaber til at anmelde opsætningen af en ny ballet på Det Kongelige Teater, eller den seneste bog af en kendt forfatter? Medierne har lange stolte traditioner for at opbygge viden og faglig ekspertise om politik, teater, litteratur, kunst og musik, men naturvidenskab – nej.
Naturvidenskaben bliver behandlet redaktionelt, tilfældigt, og der er ikke tilstrækkelig med respekt for det faglige indhold i historierne. Det betyder, at vi fyldes med en række halve sandheder og hele løgne, og det kan være vanskeligt at finde ud af, hvad der er rigtigt eller forkert. Her er det passende med nogle illustrative eksempler:

For nogle år siden havde tidsskriftet Nature en hårrejsende artikel om nogle gensplejsede fisk og mus, der kunne leve uendeligt og vokse til uanede størrelser. Nogle af musene vejede over 300 gram, før de døde af hjerteslag. Heldigvis kunne man kombinere denne evne for vækst med en form for selvmordsgen, der gjorde musene afhængige af en svag morfinopløsning i drikkevandet. Hvis man fjernede morfinen fra vandet ville samtlige celler undergå en irreversibel celledød i løbet af få timer. Artiklen sluttede af med at foreslå dette genkompleks overført til kvæg, og argumenterede især for den humane aflivningsmetode. Men ak det hele var en aprilsnar!
Alle faglige beskrivelser var fri fantasi, alle personer stammede fra Alice i Eventyrland, og alle de citerede tidsskrifter var ikke eksisterende.
Ikke desto mindre dukkede der en i øvrigt velskrevet artikel op i et større dansk dagblad nogle måneder senere. Artiklen refererede under et billede af nogle malkekøer alle de skrækkelige historier, og sluttede med en løftet pegefinger over for forskerverdenen. Ingen reagerede eller kommenterede sagen.

Et andet arketypisk eksempel, der ligger et par år tilbage: Formanden for Danmarks Jægerforbund Kristian Ravnkjær blev interviewet om de nye hagl, der skulle erstatte blyhaglene, og radioavis-journalisten spurgte så, om det ikke kunne være lige så skadeligt for miljøet med de nye vismuthagl. – Nej svarede jægerformanden. De nye vismuthagl er ikke skadelige for miljøet, for vismut er et grundstof! Herefter stopper interviewet. Journalisten vidste tilsyneladende ikke, hvad et grundstof er, og han kunne derfor ikke bore mere i den sag. Både kviksølv og bly er for eksempel også grundstoffer. Smart afledningsmanøvre fra jægeren.
De, som har bare lidt faglig indsigt, må føle det som at overvære de blinde slås. Følgende eksempler fra bio- og genteknologiens verden er fra sommerens agurketid:
I forbindelse med opklaringen af et nyligt meget omtalt barnemord tændte jeg for radioen og hørte et besynderligt interview med en politiker om noget, der dybest set omhandlede biokemiske laboratorieteknikker og deres anvendelsesmuligheder. Politikeren fortalte, at han måtte trække sin støtte til etablering af en landsdækkende registrering af »genetiske fingeraftryk« tilbage. Årsagen var, at han ved at følge de sidste dages debat i medierne var blevet klar over, at »genetiske fingeraftryk« måske kunne bruges til meget mere end at identificere personer. Han troede, at de »genetiske fingeraftryk« allerede nu – eller engang i fremtiden måske kunne bruges til at fortælle om hvert enkelt individs personlighed, sårbarhed over for bestemte sygdomme osv.
Problemet var, at ingen af parterne i den pågældende udsendelse vidste, at de teknikker man anvender til »genetiske fingeraftryk« ikke fortæller noget om indholdet i generne, men om størrelse af mellemrum mellem nogle bestemte DNA-sekvenser.

En anden nyere gen-historie, der dog havde en kortere levetid i de danske medier, omhandlede engelske forsøg med gensplejsede kartofler. Forsøgsmus, der ifølge pressen blev sat til at spise de gensplejsede kartofler, fik svækket immunsystem, og konklusionen var, at alle gensplejsede fødevarer kunne være farlige. Problemet var imidlertid, at forskere og presse helt havde misforstået hinanden. Der var tale om nogle naturlige plantegiftstoffer, man ville afprøve på mus, og ifald de ikke var skadelige, ville man gensplejse dem ind i kartofler. Det viste sig imidlertid, at musene blev syge af giftstofferne, og derfor stoppede forskerne forsøget og nåede altså aldrig til at gensplejse kartoflerne.
Det skrev en stakkels forsker så en pressemeddelelse om, hvorefter den engelske og straks efter den danske presse (Radioavisen tog dog visse forbehold) halsede af sted med historien om farlige gensplejsede kartofler.

Disse historier er kun et fattigt udpluk af, hvad man hver dag kan krumme tæer over i den danske presse. De kan være underholdende, men de rejser et problem over for alle dem, der ikke kan skelne historierne fra virkeligheden, eller dem der interesserer sig for naturvidenskab, og måske ønsker sig andet og mere end let underholdning fra den daglige mediestrøm.
Måske skyldes naturvidenskabens lave status i medierne, at de fleste redaktører og øvrige »gatekeepers« i medieverdenen rekrutteres fra kulturverdenen eller den politiske andegård. Måske skyldes det ringe niveau, at brugerne af medierne ikke er vant
til bedre, og de derfor ikke stiller større krav. Men hvis man tror på medierne som demokratiets vagthund, så må man også kunne regne med en vis lødighed. Ellers bliver det meget vanskeligt for beslutningstagere at tage medierne alvorligt, og vi får i stedet en pseudodebat om nogle forkerte eller ligegyldige problemstillinger, alt imens eksperter og beslutningstagere hovedrystende må drage konklusionerne på vores vegne.