Danmark er stort set nyhedsdød om natten, men nogle få journalister holder brandvagt over landet. For de fleste er nattevagter noget, man prøver at undgå, men for et par stykker er det et selvvalgt arbejdsliv.

I Radiohuset er døren næppe smækket bag de sidste fra aftenvagten, før der fremdrages askebægre fra gemmere bagest i skufferne. Natten har helt sine egne regler.
I det åbne redaktionslokale med plads til 20-25 personer, er der nu kun tre tilbage: En tekst-tv-journalist, en udlands-journalist og en indlandsjournalist. Indlandsjournalisten hedder Kristian Kliim. Her kvart over 11 er han allerede ved at lægge sidste hånd på midnatsradioavisen. Meget af stoffet er overdraget fra sidste aftenhold. Enten i form af telegrammer, der ikke nåede at komme med, eller i form af historier, der skal følges op på.
I nat er Kristian Kliim mødt klokken halv elleve. Han får fri klokken fem i morgen tidlig. Det passer ham fint.
»Jeg er hverken A- eller B-menneske. Nok nærmere F-menneske. Jeg kunne aldrig drømme om at møde klokken fire om morgenen,« siger han.
Kristian Kliim blev fast nattevagt, fordi chancen for en fastansættelse bød sig, mens han arbejdede på Radioavisen i et vikariat.
»Og så er jeg bare blevet hængende,« siger han og ser tilbage på seks år med arbejdsnætter.
»Arbejdet er hyggeligt, stille og roligt. Det er ikke, fordi man får stress af det, vel? Og så er der ingen chefer. Det er jo altid godt.«

Praktisk – og upraktisk
Et par kilometer fra Radiohuset ligger Ritzaus Bureau. Også her våger en sjæl over et sovende Danmark, mens en anden våger over det knapt så sovende udland. De to sidder alene på fjerde sal i bygningen, hvor lyset aldrig slukkes. De to nattevagter går først hjem, når morgenholdet tager over.
Ligesom på Radioavisen er redaktionslokalet stort og åbent. Ud over den lille base, hvor de to sidder, så er lokalet præget af tomme stole og sorte, slukkede skærme. Her møder indlandsjournalisten Kim Balslev typisk klokken halv tolv om aftenen og får fri klokken halv syv om morgenen. Han tænder op i piben. Også på Ritzau er rygning i det store redaktionslokale et privilegium for natteravnene.
Kim Balslev har været nattevagt på Ritzaus Bureau i 26 år. Han blev nattevagt, da Ritzau som eksperiment lavede faste nattestillinger, i stedet for at alle de ansatte tog hver deres tørn. Han meldte sig frivilligt, fordi hans kone rejser meget.
»Med to børn duede det ikke, at jeg havde skiftende arbejdstider på Ritzau, samtidig med at min kone rejste så meget. Som fast på nattevagten kunne jeg sende børnene i skole, når jeg kom hjem om morgenen, sove om dagen og være sammen med dem om eftermiddagen og aftenen, før jeg skulle på arbejde.«
Samtidig er arbejdstiden også umiddelbart favorabel. Kim Balslev deler alle indlandsnattevagterne med en kollega og arbejder på den måde hver anden uge – syv dage på arbejde og syv dage fri. Det bliver til omtrent 22 ugers arbejde om året. Men det er vel at mærke arbejdsuger på 50 timer. Lønnen er selvfølgelig også højere om natten. Kim Balslev får et tillæg på mellem 457,50 og 562,75 kroner per nattevagt.
Han lægger dog ikke skjul på, at det også har sine omkostninger med natarbejde.
»Ens sociale liv bliver påvirket. Det med at gå i byen eller have gæster bliver altid en amputeret affære, fordi jeg skal på arbejde. Juleaften er det ligesådan. Der har jeg ofte sagt farvel til gæsterne ved 11-tiden.«
Weekenderne berøres særligt.
»Enten er jeg på arbejde og er inde i natterytmen, ellers ligger det i baghovedet, at jeg skal på arbejde natten efter søndag.«
Det er heller ikke nemt at skifte fra at sove om dagen til om natten en gang om ugen.
»Når jeg har haft en nattevagt og får fri mandag morgen, forsøger jeg for det meste at holde mig vågen til om aftenen. Så er rytmen næsten vendt om. Når jeg så skal starte på arbejde igen søndag aften, tager jeg nogle gange en lur, før jeg tager på arbejde, men jeg bliver tit rigtig, rigtig træt sidst på den første vagt,« siger Kim Balslev.
»Men det er nu ikke rigtig noget, der påvirker mig. Jeg har vænnet mig til det.«

Et one-man show
På Radioavisen har Kristian Kliim ikke faste arbejdstider. Vagterne tilrettelægges løbende efter reglerne i overenskomsten, og natjournalisternes ønsker om fridage. Typisk hænger nattevagterne dog sammen tre, fire eller fem nætter af gangen, og fridagene mindst to af gangen. Et puslespil, der til tider kan være svært at samle.
»Min natkollega på indland bor på Bornholm, så han vil gerne have vagterne i nogle store portioner. Jeg vil helst nøjes med tre, højst fire, vagter i rap, så det bliver nogle gange til et kompromis,« siger Kristian Kliim.
Heller ikke antallet af fridage ligger fast, men reglen er, at de skal hænge sammen mindst to dage af gangen. De skiftende vagter er en belastning for privatlivet.
»Hele ens liv lægges efter en vagtplan. Der er ikke megen plads til spontane komsammener med venner og familie. Man er nødt til at tage afsked klokken ti, og i weekenderne er det jo typisk der, det begynder at blive sjovt,« siger Kristian Kliim.
»Og selv om min kone påstår, at mit arbejde giver hende dejlig god tid til veninde-fnidder, så synes hun også, det er surt, at jeg aldrig er hjemme om natten. Så hjælper det lidt, at der er lidt ekstra i lønningsposen,« siger Kristian Kliim.
Han får fire-fem hundrede kroner i tillæg for en nattevagt, og samtidig arbejder han ikke så længe. En regel om tidskompensation betyder, at en times arbejde om natten tæller det samme som en time og tyve minutter om dagen. Tre timers nattevagt tæller altså fire timers arbejdstid.
Ét minut før klokken 1-radioavisen skal starte, sidder Kristian Kliim stadig og klikker lidt rundt med musen. I hvad der forekommer som absolut sidste øjeblik, rejser han sig og slentrer ned i et lille studie. Det normale radioavisstudie får lov at sove om natten, for det kan journalisterne ikke betjene alene, og om natten er der ingen teknikere på arbejde,. Kliim skal klare alt selv.
Klokken fire sekunder i et sætter han sig til rette i stolen og kigger lidt på manuskriptet. Så lægger han sin smøg til rette i askebægeret, retter lidt på mikrofonen og trykker på en knap, der spiller radioavis-jinglen og én, der åbner mikrofonen.
»Det er radioavisen …«

Nattens særheder
På Ritzaus Bureau åbnes radioen hver time, og her sidder Kim Balslev og lytter til Kristian Kliims stemme i radioen.
»Det var da pokkers, de kom først med den vognmandshistorie,« siger Kim Balslev, mens Kristian Kliim er nået til vejret.
»Men for det meste er det den anden vej. Selv om Radioavisen ikke altid krediterer os, så kan vi tit høre, at mange af vores formuleringer går igen i Radioavisen. Det er meget sjovt.«
Kim Balslev synes, natarbejdet er spændende.
»Jeg kan godt lide, at arbejdet er selvstændigt, og jeg selv skal tage beslutninger. I det daglige sender man tit sit arbejde videre op i systemet, der så vurderer og prioriterer historien. Her skal jeg selv vurdere, hvor stor vægt en historie skal have. Jeg kan godt lide at styre tingene selv,« siger Kim Balslev og tager en ringende telefon.
»Goddag, goddag, Henriksen, det er altså ikke så godt lige nu, vi har gæster, forstår du. Ja … ja … men du må ringe en anden dag. Ja. Aha. Nej. Men ring en anden dag, ikke? … O.k., ring en anden dag. Farvel.«
Balslev har høfligt, men bestemt fejet Henriksen fra Horsens af.
»Han ringer tit. Det er en af de mere besynderlige ting, der sker om natten,« fortæller Kim Balslev.
»Der er mange mennesker, der ringer ind. Mest ensomme mennesker, tror jeg. Nogen har en eller anden opfattelse af, at Ritzau er sådan et sted, hvor man kan komme til orde. Andre er mere tydeligt ensomme og vil egentlig bare have nogen at snakke med. Nogle gange tager det karakter af sjælesørgeri.«
På Radioavisen tager Kristian Kliim sin smøg igen og rejser sig fra stolen i afviklingen.
»Det kostede godt nok lige et kulingvarsel, at jeg kom til at sige Danmarks Meteologiske Institut i stedet for DMI. Gammel vane. Nåmmen hellere det, end gå over tiden. Natradio overlever, men dem, der har båndede udsendelser bliver skide sure, hvis vi går bare fem sekunder over tiden,« fortæller Kristian Kliim, mens han går op ad trapperne til redaktionslokalet igen. Portneren ringer og siger, at morgenaviserne er kommet. Kristian Kliim henter dem og begynder at skimme dem igennem.

Når det pludselig går løs
Det er begyndt at blive lyst. På Ritzaus Bureau møder rengøringsfolkene. Efter en øredøvende støvsugning, trisser de stille rundt og støver af.
»En del af fascinationen ved natarbejdet er også, at det hele pludselig kan gå amok,« siger Kim Balslev og nævner Palme-mordet som eksempel.
»Det fik vi at vide lidt over midnat, natten til den første marts i 1986. Efter at have skrevet et kort telegram og sendt det ud, begyndte jeg at kime kolleger op.«
Efter en halv time var bureauet propfyldt med mennesker, og Kim Balslev begyndte at ringe kommentarer hjem. Da Olof Palme var socialdemokrat, var det oplagt at få en kommentar fra formanden for det danske socialdemokrati. Men den daværende formand Anker Jørgensen var ikke at træffe, så Kim Balslev fik nummeret på næstformanden Svend Auken. Troede han. Vagten i Folketinget kom til at give ham nummeret på Margrethe Auken.
»Hvor blev hun sur,« husker Kim Balslev.
»Hun troede ikke på det. Hun troede det var telefonfis.«
Så fik Kim Balslev fat i det rigtige nummer og ringede til Svend Auken.
»Det var fantastisk. Han blev vækket der midt om natten, men efter at have sundet sig lidt, formulerede han den smukkeste kommentar, nærmest en nekrolog, mens han lå der i sengen. Senere på natten blev den sågar læst op i den svenske tv-nyheder, der selvfølgelig kørte ekstraordinært hver time hele natten.«
Også Kristian Kliim kan lide, når det pludselig går løs.
»Alle journalister nyder, når der sker noget uventet,« som han siger.
»Der skal pludselig tages en masse beslutninger. Skal historien bare i næste radioavis eller skal udsendelserne afbrydes for ekstra nyhedsudsendelser?«
Det er ikke Kristian Kliim, der bestemmer, om der skal bringes ekstra radioaviser. Men det er ham, der vækker folk fra afdelingsledelsen, som så beslutter, om udsendelserne skal afbrydes. Sidste gang det skete, var da EU-kommissionen gik af.
»Så rykker det pludseligt. Udlandsjournalisten og sekretæren og hvem vi ellers kan støve op i huset, knokler løs på den samme sag. Der tilkaldes kolleger, der kommer ind og kører på, og der er masser af gang i den. Den slags nætter er spændende, og man husker dem lang tid efter.«