Du er cand.mag. i retorik. Hvorfor valgte du det fag?

”Jeg har altid været draget af den gode fortælling – og at kunne fortælle den. At kunne kommunikere og overbevise og nok også få opmærksomhed. Jeg havde et stort videbegær, men ville også gerne have værktøjerne til at præsentere min viden. Så mit rationale var, at retorik kombinerede de to, fordi man lærer det sproglige håndværk; skriftligt som mundtligt, samtidig med at man terper den filosofi, som retorikken står på. Sokrates, Aristoteles og Platon er på pensum, men man skriver også artikler og taler. Det bedste fra de to verdener.”

I dag er du digital chef og social medie-strateg hos LEAD Agency og har også arbejdet med sociale medier hos Geelmuyden Kiese. Hvad går dit arbejde ud på?

”Branchen er enormt dynamisk, så det skifter faktisk hele tiden. Hos LEAD laver vi en del store offentlige kampagner, for eksempel for at få flere mænd til at tage barsel eller flere unge til at kende deres uddannelsesmuligheder. Jeg arbejder mere kreativt end nogensinde før – skriver tekster og får idéer. Og så uddanner og træner jeg i adfærd på sociale medier, men i mindre grad nu end tidligere. Det er nok, fordi det så småt er ved at gå op for folk, at det ikke er teknikken på platformene, der er det svære – men at få styr på budskaberne.”

Føler du dig hjemme i Dansk Journalistforbund? 

”Ja. Ellers ville jeg ikke være medlem. Jeg føler mig absolut som en del af medie- og journalistbranchen, for jeg er formidler, og sproget og journalistikken er også mit værktøj. Min kernefaglighed er at kunne forstå den gode historie – også selv om den ikke skal trykkes i en avis. Til gengæld føler jeg mig ikke altid velkommen som kommunikatør ’på den anden side af bordet’ – en beskrivelse, jeg møder tit.”

Kan du forstå dem, der siger sådan?

”Jeg kan ikke forstå behovet for at tegne linjerne sådan op. Vi sidder ikke på hver vores side af bordet – vi er rimeligt meget i samme båd. Men jeg er fuldstændigt med på, at vi er i en branche fuld af interesser, og at vi skal være kritiske over for aktører, der søger at påvirke os i den ene eller anden retning. Det er bare, som om nogle journalister glemmer, at de selv er interessenter i det spil. At journalister også er afsendere, udgivere, biased. Jeg arbejder for at få et bestemt budskab ud, og jeg forventer, at en journalist, som skal skrive om det, går kritisk til værks og undersøger alle perspektiver af sagen. Ligesom jeg selv gør, når jeg arbejder på en sag og skal dække en holdning. Jeg arbejder også for en bedre verden. At man gerne vil blive ved med at kommunikere, at vi er meget forskellige, sætter os tilbage, tror jeg.”

Hvor stor en del af din identitet er det, at du er kommunikatør?

”Det er en stor del af min professionelle identitet. Til enhver tid vil jeg først og fremmest beskrive mig som kommunikatør – ikke mindst fordi de sociale medier ’bare’ er en platform til at få kommunikationen ud. Måske er det noget andet næste år. Min grundfaglighed er kommunikation.”

Mange journalister har en udtalt identitetsdyrkelse. De er altid på arbejde og får skrevet ’journalist’ på deres gravsten. Kan du genkende det? 

”Alle kan se billedet af en journalist for sig: Den der lidt karikerede klassiske, idealistiske reporter, der afslører magthavere. Ligesom vi tydeligt kan se en læge eller advokat for os. Kommunikatører er en mere broget størrelse, og for mig at se er vi stadig i gang med at finde ud af, hvilket billede vi spejler os i. Både journalister og kommunikatører kommer i alle former og farver, men en del journalister holder fast i det gamle billede af, hvad en journalist er – og det kan måske være en uhensigtsmæssig barriere, fordi virkeligheden i dag er en anden.”

Hvad er branchens største udfordring?

”Det er nok, at vi kommer til at lukke os om os selv. Når vi skal vurdere, hvad der er vigtigt – hvad der skal på dagsordenen – så kigger vi på os selv og reproducerer vores selvbillede. Og det kan have den konsekvens, at professionelle formidlere taler hen over hovedet på hr. og fru Danmark. Det har altid været sådan, at befolkningen har haft repræsentanter til at tale på deres vegne – journalister og politikere – men med sociale medier kan alle pludselig tale på egne vegne. Det betyder, at vi nu bliver konfronteret med menigmands meninger – og tvunget til at forholde os til dem. Og menigmands meninger stjæler den opmærksomhed, den professionelle kommunikatør altid har nydt godt af. Vi har alt for længe vendt det blinde øje til den bevægelse og i stedet bekræftet hinanden i, at det er vigtigt at fortælle én slags historier på en særlig måde. Vi glemte vores modtager i den ligning, og deres tillid skal vi nu vinde tilbage.”

Hvad er løsningen?

”Jeg har ikke nogen opskrift. Men til en start handler det om at lytte – til andre end os selv.”

Er du optimistisk?

”Ja, for jeg tror grundlæggende, at det er sundt for os at blive konfronteret med andre mennesker end dem, der ligner os selv. Bare det, der er sket på den korte tid, vi har haft sociale medier, er revolutionerende. Der er masser af benspænd også i forhold til platformenes enorme betydning i hele denne proces, men vi bliver stadig mere bevidste om deres rolle, om brugernes nye magt, og om at der skal handles på faldgruberne. Det er positivt. Og så tror jeg, man skal se det som en modningsproces. Uanset hvor nørdede vi er, er vi stadig alle digitale teenagere. Det er en vildt spændende tid at stå midt i.” 

Foto: Tuala Hjarnø