search

Når vagthunden bjæffer

En god vagthund glammer, når der virkelig er fare på færde. Ellers holder den kæft. En dårlig vagthund bjæffer hele tiden af lidt af hvert, så der til sidst ikke er nogen, der tager den alvorligt. Det gælder også den journalistiske vagthund.

En god vagthund glammer, når der virkelig er fare på færde. Ellers holder den kæft. En dårlig vagthund bjæffer hele tiden af lidt af hvert, så der til sidst ikke er nogen, der tager den alvorligt. Det gælder også den journalistiske vagthund.

Heldigvis har journalister en stærk fælles faglig identitet. Næsten alle – 95 procent – vægter rollen som samfundets vagthund over for magthaverne højt. Det viser en spritny afhandling, som for første gang kortlægger, hvilke professionelle normer og værdier der styrer faget.

Undersøgelsen antyder også bagsiden af medaljen. De 2.000 journalister fra Dansk Journalistforbund, som har svaret på spørgsmålene, sætter i princippet væsentlighedskriteriet højest. Men de erkender samtidig, at sensation er vigtigere end væsentlighed i dagligdagen på redaktionerne. Det tyder ikke blot på selvindsigt, men er også en alvorlig udfordring for alle de mediechefer, som rutinemæssigt hævder præcis det modsatte. Journalisternes forklaring er enkel. Klik, lytter-, læser- og seertal er Gud. Samtidig gør arbejdspresset det svært at leve op til den ideelle rolle.

Den oplagte fare er, at selvforståelsen får os til at posere som farlige vagt-hunde og bjæffe løs – også når vi ikke har haft tid eller evner til at researche en substantiel historie frem.

Den store tendens i år har været en række historier om politikeres moral. Om stats- og udenrigsministerens ferievaner og om oppositionslederens ægtefælles skattebetaling og valg af skole. Det er der blevet brugt så meget tid og mange ressourcer på, at det er til at tude over. Mediernes vagthundeteater blev mest tydeligt i sagen om Lene Espersens aflysning af et EU-møde i sommerferien.

Igen satte B.T. dagsordenen, og snart sagt alle andre medier drønede efter med forargede og fordømmende vinkler i massevis efterfulgt af nye menings-målinger og kommentatorselvsving, krav om undskyldninger, dumpekarakterer for selve udførelsen af undskyldningen og så videre og så videre. Da selvsvinget havde kørt i ugevis, viste det sig, at tidligere udenrigsministre havde ageret på samme måde.

Som vores egen lille og uvidenskabelige optælling i dette nummer af Journalisten viser, så fylder historier om proces og personer stadig mere i medierne, mens historier om substans fylder mindre. Vi fremstår som forvirrede og dårlige vagthunde, der ustandseligt bjæffer løs om småting. Det ender med, at ingen lytter, og at vores troværdighed igen lander under brugtvognsforhandlerens.

Den substantielle politiske historie om systematisk overbetaling af privathospitaler og det efterfølgende cover up, har været en meget vigtig undtagelse fra reglen. En sag, som rent faktisk fortæller noget om, og som har betydning for indretningen af vores samfund. Her har vagthunden glammet, men hvem tager det alvorligt, når vi gør lige så meget eller mere, når ferien placeres forkert?

Nu behandler politikerne en offentligheds- og forvaltningslov, som undergraver borgernes mulighed for indsyn i væsentlige sager. Som det tegner nu, ville væsentlige dele af sagen om overbetaling af privathospitaler aldrig være kommet frem under den kommende lovgivning. En alvorlig sag for både offentligheden og pressen. Advarslerne bliver dog ikke taget synderligt alvorligt af hverken politikere, embedsmænd eller offentlighed. Måske fordi de har opdaget, at når det kommer til stykket, så roder vi mest rundt i de små skos små skraldespande.

Tak for denne gang. Fra det næste nummer er Øjvind Hesselager redaktør.
Tag vel imod ham.

Jakob Elkjær, redaktør

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen