Når tale bliver guld

I både Århus og København er unge med anden etnisk baggrund end dansk blevet tilbudt penge for at give interview til tv-stationer, når tv-journalister har skullet finde den gode historie i en tilspidset situation. Tv-chefer nægter, at det er sket. Journalisten har talt med flere af de unge.

Ekspert i hvad?

1.000 KRONER. DET VILLE TV 2 BETALE UNGE MED ANDEN ETNISK BAGGRUND PÅ NØRREBRO, HVIS DE VILLE LADE SIG INTERVIEWE OM MORDET PÅ EN UNG ITALIENER I SOMMER. TV 2s NYHEDSCHEF AFVISER ANKLAGERNE.

Fredag den 15. august. Nørrebro er i oprør. Bydelens ry har i den forløbne uge fået et ordentligt cirkelspark med avisoverskrifter som »Fra rabarberland til araberland«, »Rebellernes Nørrebro« og »Nørrebro holder hånden over morderne«.

Fem dage tidligere er den 19-årige italienske rygsækturist Antonio Curra brutalt blevet stukket ihjel på hjørnet af Blågårdsgade og Åboulevarden. Siden mordet har den berygtede bydel været belejret af journalister på jagt efter den sande historie bag mordet.

Den 24-årige gadeplansmedarbejder Rafik Benchekh er i tiden efter mordet på den unge italiener meget synlig i gadebilledet på Nørrebro. Efter knap fire år i projektet Gadepulsen under Københavns Kommune kender de unge omkring Blågårdsgade-kvarteret ham.

»Jeg kommer kørende ned ad Blågårdsgade omkring klokken 23 og ser en sort Chrysler, hvor der står TV 2 på siden, holde parkeret ude foran nummer 47. Foran bilen stod to unge, som jeg kender gennem mit arbejde, sammen med tre fra TV 2. Her var noget galt, tænkte jeg,« fortæller Rafik Benchekh til Journalisten.

Rafik Benchekh parkerede sin bil, gik hen til den sorte Chrysler og spurgte på arabisk de to unge drenge, hvad der skete.

»De griner og fortæller mig, at de er blevet tilbudt 1.000 kroner hver for at lade sig interviewe af
TV 2 og fortælle, hvad de ved om mordet på Antonio Curra,« siger han.

Rafik Benchekh beder de to drenge om at gå lidt væk fra bilen for at snakke med ham. De forklarer ham, at de bare havde tænkt sig at stikke folkene fra TV 2 en løgnehistorie for at score de 2.000 kroner. Rafik beder de to drenge om at vente på ham.

»Jeg går hen til journalisten og spørger, om det er rigtigt, at de giver 1.000 kroner for et interview? TV2-journalisten spørger, om jeg ved noget. Jeg svarer, at det kommer an på, om det er rigtigt, at de vil betale for et interview,« fortæller Rafik Benchekh.

Journalisten bekræfter overfor Rafik Benchekh, at TV 2 vil betale 1.000 kroner til beboere på Nørrebro, der vil udtale sig om mordet på den unge italiener. Han forklarer Rafik Benchekh, at det er helt normalt, at journalister betaler ekspertkilder.

»Det gør mig pisse sur. Jeg spørger ham, hvad fanden vi er eksperter i? At være andengenerationsindvandrere på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt eller hvad?« fortæller han.

Han forklarer, at situationen eskalerede, efter at journalisten havde sagt, at de 1.000 kroner skulle opfattes som et ekspert-honorar. Rafik Benchekh blev rasende og bad TV 2-folkene om at forsvinde fra området, ellers ville han ikke kunne garantere for deres sikkerhed. Journalisten nægtede at lade sig true, men den sorte Chrysler forlod alligevel Blågårdsgade fem-ti minutter senere.

Nyhedschef på TV 2, Michael Dyrby, oplyser til Journalisten, at TV 2 har en helt klar politik om, at stationen ikke betaler case-personer for at gå på tv.

»Det har jeg aldrig hørt om tidligere, og det er klart imod alle vores regler, hvis noget sådant skulle have fundet sted,« lyder Michael Dyrbys spontane reaktion på Rafik Benchekhs historie fra Nørrebro.

»Vi betaler ikke folk, hvis eneste kvalitet er, at de var til stede ved en begivenhed, for at stå frem på tv,« siger han.

Michael Dyrby ønsker ikke at kommentere sagen yderligere.

Efter deadline:

Sagen om betaling for interview har fået TV 2s nyhedschef, Michael Dyrby, til at undersøge sagen nærmere. Han erkender nu, at der har været en situation mellem TV 2-journalister og kilder på Nørrebro, der kunne opfattes som et tilbud om betaling for interview. Det er stik imod TV 2s regler, der under ingen omstændigheder tillader betaling for øjenvidne-interview.

»Det er åbenbart nødvendigt at gøre reglerne tydelige for alle,« siger Michael Dyrby.

Han vil nu undersøge, om der er uklarheder i de eksisterende regler.

Denne udtalelse fra Michael Dyrby kom så sent, at de fleste af bladets sider allerede var trykt. Det har derfor ikke været muligt at ændre i selve artiklerne.

 

Piger takkede nej til penge

IFØLGE TO UNGE PIGER TILBØD TV 2 / ØSTJYLLAND DEM PENGE FOR AT UDTALE SIG. DET LYKKEDES DOG IKKE STATIONENS JOURNALISTER AT KØBE SIG TIL INTERVIEW.

Kappelvænget ligger i Herredsvang i det vestlige Århus. Lørdag den 9. august er der ungdomsfest.

Ud på aftenen omringer nogle af festdeltagerne en pengetransportbil og klapper hårdt på bilen, mens de råber. Chaufføren bliver skræmt og ringer til politiet, der møder op med seks vogne og i fuldt beredskab. Det ender i slagsmål mellem politiet og de 30-40 andengenerationsindvandrere.

TV 2 / ØSTJYLLAND bragte dagen efter en reportage fra stedet, uden at de dog havde fået fat i øjenvidner, der ville udtale sig om sagen.

Journalisten har talt med to piger på henholdsvis 14 og 15 år fra Klub2teket – en ungdomsklub midt i Herredsvang – der var med til festen.

Dagen efter urolighederne er de to piger på vej til klubben, da TV 2 / ØSTJYLLANDs journalist, der står ved sendevognen, kalder på dem.

»Var I med til festen?,« spørger han ifølge pigerne.

»Ja,« svarer de.

»Hvis I vil sige noget om den aften, får I 200 kroner,« siger tv-journalisten.

»Ok,« siger de to piger.

Tv-journalisten stiller det første spørgsmål, men da de har hørt det, går de to. De vil ikke være med.

»Vi sagde mest ja for sjov, selv om de 200 kroner lokkede,« forklarer de to piger.

Efter det mislykkede interview går de to piger ind i ungdomsklubben, hvor flere af deres kammerater fortæller, at de også er blevet tilbudt penge af
TV 2 / ØSTJYLLAND.

De to er sure på tv-stationen.

»De fremstiller jo Herredsvang som et rigtigt dårligt sted, så vores venner ikke tør komme. Men sådan er her slet ikke i virkeligheden, og det går jo ud over os og klubben på den måde,« siger de to piger.

TV 2 / ØSTJYLLANDs direktør, Peter Kramer, vil ikke høre tale om, at tv-stationen og dens journalister har tilbudt penge for interview.

»Vi betaler ikke penge for at få udtalelser. Det er ikke sket i dette eller andre tilfælde. Det er jeg helt sikker på,« siger Peter Kramer.

Navne og adresser på pigerne er redaktionen bekendt

 

Bliv væk

TV 2 / ØSTJYLLAND ER UØNSKET I TRE UNGDOMSKLUBBER I ÅRHUS VEST. DERES REPORTAGER FORDREJER OG FORVANSKER VIRKELIGHEDEN, DÆMONISERER DE UNGE OG ØDELÆGGER MEGET FOR BYDELEN, MENER KLUBLEDERNE.

Tre ledere af fritids- og ungdomsklubberne i Gellerup, Bispehaven og Herredsvang i Århus vest boykotter TV 2 / ØSTJYLLAND. Journalister herfra får ikke lov at komme i klubberne.

»TV 2 / ØSTJYLLAND fordrejer og forvansker virkeligheden. Journalisterne er med til at skabe de uheldige begivenheder i området med deres måde at fremstille virkeligheden på. TV 2 / ØSTJYLLAND dæmoniserer de unge og gør det nærmest til underholdning og rent cirkus,« mener Anders Glahn, leder af Klubberne i Gellerup.

TV 2 / ØSTJYLLANDs dækning af begivenhederne i august måned skabte ifølge klublederene uro, og journalisterne var katalysator for meget af balladen.

»Mange af vores unge opsøger de berømte 15 minutters berømmelse og vil gerne i tv. Hvis vi ikke havde haft medierne herude i forbindelse med balladen, havde vi sammen med vore samarbejdspartnere løst problemerne ret hurtigt. Men vi var oppe imod TV 2 / ØSTJYLLANDs jagt på sensationer. Deres fremgangsmåde er helt uacceptabel, og det har intet med journalistik eller dokumentation at gøre – det er rent reality-tv, hvor de producerer og iscenesætter deres egen virkelighed ude af trit med de faktiske forhold,« mener Anders Glahn.

»TV 2 / ØSTJYLLAND beskriver en virkelighed herude, som ikke findes. Det gør én mistroisk over for journalister og medier, og tilliden til dem har lidt et alvorligt knæk,« siger Kristian Avnsbøl, leder af Klub2teket i Herredsvang. Han fortsætter:

»Til TV 2 / ØSTJYLLAND vil jeg sige: Beskriv i stedet virkeligheden, som den er på godt og ondt, men lad være med at iscenesætte den selv.«

Lars Pharao, leder af Klubberne i Bispehaven, erklærer sig helt enig.

I efteråret har klublederne også haft gode oplevelser med journalister. Men fra den skrevne presse.

»Vi skal selvfølgelig også kigge indad og bruge tid på at dyrke de gode historier. Og de findes heldigvis også. Jeg har også brug for pressen til de positive historier, som vi faktisk har en del af. Og der har vi da fået fortalt andre og mere dybdeborende historier, der siger noget
om, hvem vi er. Det er med til at nuancere debatten,« mener Anders Glahn.

TV 2 / ØSTJYLLANDs direktør, Peter Kramer, konstaterer, at stationen bliver boykottet uden dens vidende, og ønsker i øvrigt ikke at kommentere de tre klublederes kritik.

 
Unge tiltalt efter tv-indslag

TO INDVANDRER-DRENGE ER TILTALT EFTER UDTALELSER TIL TV 2 / ØSTJYLLAND. UDTALELSER, SOM CHEF-POLITIINSPEKTØREN ADVAREDE MOD AT BRINGE.

To indvandrer-drenge er tiltalt efter udtalelser til TV 2 / ØSTJYLLAND. Udtalelser, som chef-politiinspektøren advarede mod at bringe.

RETSSAG. Den 12. august bragte TV 2 / ØSTJYLLAND et indslag, som de kaldte »Krigserklæring fra unge indvandrere«. To andengenerationsindvandrere udtalte sig anonymt.

I indslaget siger de to drenge, at »betjente vil blive mødt med sten og flasker, hvis de møder op i det vestlige Århus«.

Chefpolitiinspektør i Århus, Kurt Wollesen, så indslaget før udsendelsen, da han skulle kommentere de anonyme unges udtalelse. Han fandt indslaget kritisabelt.

»Jeg gjorde meget ud af at fortælle journalisten fra TV 2 / ØSTJYLLAND, at han burde tale med sin chef, inden de bragte det. Det gjorde han åbenbart ikke, og næste dag sagde jeg direkte til journalisten: De to unge havde en ren straffeattest, indtil du bragte indslaget,« siger Kurt Wollesen.

De to anonyme unge, der truede politiet i tv-indslaget, blev genkendt. De er nu begge tiltalt efter Straffelovens § 136 stk. 1 for »offentlig tilskyndelse til forbrydelse«. Strafferammen går fra bøde og op til fire års fængsel. De to skal for retten i det nye år.

Journalisten har talt med den ene af de to – en 15-årig dreng.

»Efter at de havde optaget interviewet, sagde jeg til dem, at de skulle lave min stemme om, og det sagde de ja til, men de gjorde det ikke. Så jeg blev jo ret hurtigt genkendt. Jeg havde slet ikke tænkt på, at det kunne skade mig, så jeg fortryder det meget i dag. TV 2 / ØSTJYLLAND forklarede ikke, at mine udtalelser var kriminelle, og jeg ville ikke have sagt noget som helst, hvis jeg havde vidst det,« fortæller den 15-årige.

TV 2 / ØSTJYLLANDs direktør, Peter Kramer, mener, at indslaget er lavet helt efter bogen.

»Det var jo en dramatisk situation, der opstod, og det dækker vi selvfølgelig. Vi hørte politiet, og vi hørte den anden part i skikkelse af de to drenge. Det var en helt normal fremgangsmåde, og vi vender alle historier, vi beskæftiger os med, hjemme på redaktionen, inden vi bringer dem. Det gjorde vi også i dette tilfælde,« siger han.

Kurt Wollesen mener, at TV 2 / ØSTJYLLANDs negative dækning af Århus vest er med til at forværre situationen i bydelen.

»Vi havde en anholdelse, som normalt forløber stille og roligt, men den gik helt amok, da den anholdte så tv-stationens kameraer og journalister. På den måde ødelægger de meget herude i området, og virkeligheden i medierne svarer ikke til virkeligheden. Der er alt for megen fokus på det negative, og det harmonerer slet ikke med den gode tendens der er og har været de sidste par år,« siger Kurt Wollesen.

Navn og adresse på den tiltalte er redaktionen bekendt

 

0 Kommentarer