Er der mon en sammenhæng mellem fodboldspilleres opførsel på banen og tilhængeres opførsel uden for banen?
Det har et par hollandske forskere forsøgt at finde svar på. Deres teori var, at det ikke er ligegyldigt for tilhængerne, hvordan stjernerne på banen – forbillederne – opfører sig.
Resultatet var lidt af en overraskelse: På baggrund af analyser af fem års anholdelser i forbindelse med fodboldvold påpegede forskerne en sammenhæng: For hvert gult kort, dommeren trak op af lommen, steg risikoen for fodboldvold med 16 procent.
De hollandske forskere undersøgte også arbejdsløshed og sociale problemer, politiets adfærd og mediernes rolle i forbindelse med fodboldvold. Ingen af disse forhold havde dog samme negative virkning som dommerens gule og røde kort.
Folk fra fodboldverdenen havde travlt med at afvise forskningsresultatet. For eksempel sagde fodboldklubben AGFs sportschef, Brian Steen Nielsen, til Politiken: "Det er fuldstændig vanvittigt, at man kan komme frem til sådan en konklusion. For mig at se er der ingen sammenhæng overhovedet."
Det interessante ved denne fortælling er ikke resultatet. Det interessante er den helt kategoriske afvisning af, at der kan være en sammenhæng mellem idolernes adfærd på banen og tilhængernes ditto uden for stadion. Kendsgerningen, at nogle forskere ved en møjsommelig og systematisk indsamling af data har kunnet påvise en sammenhæng i det aktuelle forskningsprojekt, ignoreres ganske enkelt.
Jeg kan kun gætte på, hvorfor det er sådan. Men jeg vover et øje: I den konkrete sag er der tale om forskning i et miljø, hvor en akademisk tilgang til en problemstilling ikke hører til kulturen. Når forskningen viser et resultat, der ikke passer ind i den daglige forståelsesramme, ja, så er det nemmest bare at afvise det som vrøvl.
Det fænomen ser vi på mange områder. For selv om professorer optræder i medier med forudsigelser om alt fra smeltende indlandsis til verdensøkonomiens sammenbrud, er forskning traditionelt set ikke en del af journalistikken – og forskning i journalistik og mediernes virke i et samfund er herhjemme kun i sin vorden.
Men det er godt på vej. Også her kan der fremkomme viden, som overrasker.
Forskere har for eksempel testet nogle gængse forestillinger om mediernes effekt, som professor Erik Albæk fra Syddansk Universitet i Odense præsenterede i forbindelse med universitetets årsfest i sidste måned.
En af forestillingerne er, at folk, der ved mindst om og interesserer sig mindst for politik, også er dem, der lettest påvirkes af, hvordan medierne vinkler en historie. Men hollandsk forskning af, hvordan vinkling af historier påvirker publikum, viser, at det ikke er sådan: De mest påvirkelige er dem, der i forvejen ved mest om og interesserer sig for politik.
Hvorfor? Fordi evnen til at opfatte og sortere indtryk øges i takt med større viden – og på den måde opfatter man nemmere et budskab. Og endnu mere modtagelig bliver man, hvis budskabet er i et medie, man i forvejen har tillid til.
Er det ligegyldig viden?
Nej. Det er ikke ligegyldig viden, når man kobler denne viden med myten om, at medieforbrugerne bliver dummere, når journalistikken i højere grad fokuserer på konflikt, drama og spin frem for indhold.
Her påviser en undersøgelse af nyhedernes dækning af EU-valget i 2004 i 25 lande, at det ikke nødvendigvis er tilfældet. Tværtimod øger det læserens/seerens/lytterens interesse for et emne. For eksempel er danskere – overraskende? – blandt de europæere, der ved mest om EU. Forklaringen, som forskerne er nået frem til, er, at forholdet mellem danskerne og EU traditionelt har været konfliktfyldt og dermed givet mulighed for en mere spændende mediedækning. Og det, siger forskerne, tænder publikum på.
Resultater som disse vælter hverken min eller andres grundlæggende forestilling om medier og journalistik. Men de nuancerer og kompletterer billedet.
Derfor vil flere overraskende erkendelser fra en øget journalistisk forskningsindsats være mere end velkommen.