search

Når stjernedrysset forsvinder, skrider kendisserne

KUJONER. "Christian Kierkegaard er den bedste formand, Journalistforbundet aldrig fik." Dette er sagt af mange om den nuværende direktør for Danske Specialmedier og tidligere næstformand for DJ, men som formand for Hjælpefonden Journalistgården har han været en katastrofe.

KUJONER. "Christian Kierkegaard er den bedste formand, Journalistforbundet aldrig fik." Dette er sagt af mange om den nuværende direktør for Danske Specialmedier og tidligere næstformand for DJ, men som formand for Hjælpefonden Journalistgården har han været en katastrofe.
Det har også et andet medlem, Hans V. Bischoff – manden, som gennem DR's monopolår fortalte hele nationen, hvordan dansk økonomi hang sammen. Senere har han i tv-reklamer brugt og misbrugt sin troværdighed til at fortælle os alle, hvordan vi skal omlægge vore lån. Et tredje nonchalant medlem var Kim Würfel, som administrerede Berlingskes ejendomme, og som var med i bestyrelsen af samme årsag.
Journalistgården er en ejendom i Københavns nordvestkvarter, som blev bygget af forbundets kreds 1 i 1935, da den hed Københavns Journalistforbund. I 1995 blev huset udskilt i en fond, Hjælpefonden Journalistgården, hvis eneste formål er at eje og drive stedet. I 2004 blev Christian Kierkegaard formand for fondens bestyrelse.
Som beboer i huset gennem otte år har det været besynderligt at betragte den ophøjethed, hvormed medlemmer af bestyrelsen har set sig selv. Som nu for eksempel, da fonden ville købe den grund, huset ligger på, af Københavns Kommune. Fondens forretningsfører, advokat Søren Friis, betalte pengene en måned for sent, og det kostede 854.253 kroner.
Bestyrelsen mente ikke, at sagen skulle forfølges eller have konsekvenser for Friis. I beboerforeningen mente vi noget andet, og til trods for at bestyrelsen var utilnærmelig, lykkedes det for os at grave de nødvendige dokumenter frem, der fældede Søren Friis. Sidste efterår faldt byrettens dom, der godtgjorde fonden halvdelen af pengene, og den 13. februar blev der – fem dage før sagen kom for i Østre Landsret – indgået et forlig, der koster Friis 500.000 kroner plus en pæn del af sagsomkostningerne.
Det hører med til historien, at fondens bestyrelse kujonagtigt løb af pladsen og nedlagde sig selv, da Civilstyrelsen udgav en lang erklæring, der var til ugunst for Friis. I stedet for med dette vægtige papir i hånden at køre sagen for retten, valgte de alle at rømme skibet. Det var blevet for besværligt at være med i den fond. Stjerne-drysset var forsvundet. Men en anden årsag kunne også være, at bestyrelsen var bange for selv at blive hængt op på noget, hvis en retssag fik lov at køre.
Måske ikke helt uden grund. Byretten kendte Friis skyldig i at have handlet groft uagtsomt, men dømte ham kun til at betale halvdelen af beløbet, fordi bestyrelsen i god tid var bekendt med betalingsfristen via et brev fra kommunen. Bestyrelsen kunne bare have spurgt Friis, hvis medlemmerne havde gidet følge med i sagen. Eller på godt dansk: Hvad lavede Bischoff og Würfel i den bestyrelse? Så det bare godt ud på visitkortet at være med i bestyrelsen? Vi ved det ikke, for disse økonomiske vidundere har været som sunket i jorden lige siden. Men der er jo også mange tv-reklamer, der skal lægges ansigt til. •

DJ
Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen