Når pressen ringer, kommer der nye boller på suppen

DEBAT: "I mindst fire ud af syv sager har jobcentrene foretaget en kovending og ændret afgørelsen, efter at vi som medie henvendte os for at få aktindsigt eller interview," skriver journalist på Fagbladet FOA Signe Højgaard

En tidligere social- og sundhedshjælper kunne pludselig få revalidering, efter at jeg havde bedt om aktindsigt og interview om sagen for Fagbladet FOA. Jobcentret i kommunen havde for et år siden smækket kassen i for sygedagpenge og afvist at hjælpe hende med en ny uddannelse.

Det glæder mig naturligvis på mine kilders vegne, når deres mod til at stå frem i medierne bliver belønnet med, at de får deres sag igennem hos myndighederne. På det seneste er det dog sket så mange gange, at min glæde er afløst af en dyb bekymring. I mindst fire ud af syv sager har jobcentrene foretaget en kovending og ændret afgørelsen, efter at vi som medie henvendte os for at få aktindsigt eller interview.

Sosu-hjælperen i den konkrete sag havde fået afslag på hjælp til at blive omskolet til sundhedssekretær til trods for, at hun havde fået en diskusprolaps og var blevet fyret fra sit arbejde. Begrundelsen fra jobcentret var, at hun i forvejen havde en kontoruddannelse. Eksamensbeviset var dog dateret i 1988, dengang hvor sekretærer brugte skrivemaskiner og kvajeblæk.

Jeg fremsendte mine spørgsmål til kommunens arbejdsmarkedschef på forhånd. En lille uge senere fik jeg et meget venligt opkald fra en afdelingschef, som havde gennemgået sagen på ny. Hun var kommet frem til, at den tidligere sosu-hjælper skulle have revalidering, og det var endda med tilbagevirkende kraft.

Afdelingschefen afviste, at det var frygten for dårlig omtale, der fik jobcentret til at ændre afgørelsen. Det gjorde de regelmæssigt, når borgere og / eller deres fagforeninger udbad sig en second opinion, lød det i telefonen.

Jeg har dog svært ved at tro på, at frygten for en dårlig mediesag slet ikke spiller ind. Den lokale FOA-afdeling havde allerede indgivet en yderst kontant partshøring, hvor de sidste år havde fremført de samme kritikpunkter i sagsbehandlingen, som jeg spurgte ind til.

Derudover er sagen langtfra den eneste.

I en anden sag fik en mor til seks pludselig bevilget sygedagpenge i stedet for kontanthjælp, da vi bad om at få alle papirer i hendes sag.

Endnu en gang måtte jeg glæde mig på min kildes vegne over, at hun ikke var blevet straffet for at tale med en journalist. Tværtimod.

Glæden blev dog overskygget af, at der tegner sig et mønster, hvor borgere, der går til medierne, bliver behandlet bedre end dem, der ikke har overskud eller mod til at stille sig frem og fortælle om sygdom og økonomiske problemer. Det burde ikke gøre en forskel, om der er en journalist på sagen eller ej.

Jeg kunne naturligvis også blot påskønne, at man som journalist har mulighed for at optræde som kritisk vagthund og få myndighederne til at tænke sig om en ekstra gang. Problemet er blot, at når afgørelsen i en enkeltsag bliver ændret, fjerner det let fokus fra strukturelle problemer og huller i lovgivningen. Hvis journalistik skal gøre en forskel for det store tavse flertal, er der ikke brug for ændringer af enkeltsager, men for ændringer af lovgivning eller generelle retningslinjer i kommunerne.

Illustration: Miss Lotion