En tidligere social- og sundhedshjælper kunne pludselig få revalidering, efter at jeg havde bedt om aktindsigt og interview om sagen for Fagbladet FOA. Jobcentret i kommunen havde for et år siden smækket kassen i for sygedagpenge og afvist at hjælpe hende med en ny uddannelse.
Det glæder mig naturligvis på mine kilders vegne, når deres mod til at stå frem i medierne bliver belønnet med, at de får deres sag igennem hos myndighederne. På det seneste er det dog sket så mange gange, at min glæde er afløst af en dyb bekymring. I mindst fire ud af syv sager har jobcentrene foretaget en kovending og ændret afgørelsen, efter at vi som medie henvendte os for at få aktindsigt eller interview.
Sosu-hjælperen i den konkrete sag havde fået afslag på hjælp til at blive omskolet til sundhedssekretær til trods for, at hun havde fået en diskusprolaps og var blevet fyret fra sit arbejde. Begrundelsen fra jobcentret var, at hun i forvejen havde en kontoruddannelse. Eksamensbeviset var dog dateret i 1988, dengang hvor sekretærer brugte skrivemaskiner og kvajeblæk.
Jeg fremsendte mine spørgsmål til kommunens arbejdsmarkedschef på forhånd. En lille uge senere fik jeg et meget venligt opkald fra en afdelingschef, som havde gennemgået sagen på ny. Hun var kommet frem til, at den tidligere sosu-hjælper skulle have revalidering, og det var endda med tilbagevirkende kraft.
Afdelingschefen afviste, at det var frygten for dårlig omtale, der fik jobcentret til at ændre afgørelsen. Det gjorde de regelmæssigt, når borgere og / eller deres fagforeninger udbad sig en second opinion, lød det i telefonen.
Jeg har dog svært ved at tro på, at frygten for en dårlig mediesag slet ikke spiller ind. Den lokale FOA-afdeling havde allerede indgivet en yderst kontant partshøring, hvor de sidste år havde fremført de samme kritikpunkter i sagsbehandlingen, som jeg spurgte ind til.
Derudover er sagen langtfra den eneste.
I en anden sag fik en mor til seks pludselig bevilget sygedagpenge i stedet for kontanthjælp, da vi bad om at få alle papirer i hendes sag.
Endnu en gang måtte jeg glæde mig på min kildes vegne over, at hun ikke var blevet straffet for at tale med en journalist. Tværtimod.
Glæden blev dog overskygget af, at der tegner sig et mønster, hvor borgere, der går til medierne, bliver behandlet bedre end dem, der ikke har overskud eller mod til at stille sig frem og fortælle om sygdom og økonomiske problemer. Det burde ikke gøre en forskel, om der er en journalist på sagen eller ej.
Jeg kunne naturligvis også blot påskønne, at man som journalist har mulighed for at optræde som kritisk vagthund og få myndighederne til at tænke sig om en ekstra gang. Problemet er blot, at når afgørelsen i en enkeltsag bliver ændret, fjerner det let fokus fra strukturelle problemer og huller i lovgivningen. Hvis journalistik skal gøre en forskel for det store tavse flertal, er der ikke brug for ændringer af enkeltsager, men for ændringer af lovgivning eller generelle retningslinjer i kommunerne.
Illustration: Miss Lotion
4 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Ufatteligt så megen magtudøvelse og ondskab, de, der skulle hjælpe syge borgere udviser. HVEM tror de mon der betaler deres løn? Først når deres egen r.. er ved at komme i klemme i medierne reageres der adækvat. Hvor er det dog USMAGELIGT. Alligevel mener jeg journalister i LANGT højere grad bør have fokus på sygemeldtes vilkår, og stille nærgående spørgsmål såvel til politikere som i forvaltningerne, for det som foregår der er på ingen måde i orden. Politikerne svæver desværre så højt over vandene at de ingen anelse har om hvilken fortræd de gør. Vores retssikkerhed er i ganske alvorlig fare...
En af mine nærmeste rettede en overgang (af gode grunde) hård kritik mod Udlændingestyrelsen med udgangspunkt i sin egen sag og gjorde dem opmærksom på, at han havde gode forbindelser til medierne. Da han på et tidspunkt talte i telefon med en af dem, der sad med hans sag, sagde hun til ham, at hun ville markere sagen med "Kan give anledning til presseomtale".
Det gjorde ikke, at afgørelsen i hans sag blev ændret, men jeg synes, at det er ulækkert i sig selv, at sådan en markering findes.
Ja det er ganske enkelte uhyggeligt som magten/forvaltninger lukker sig omkring sig selv - med den begrænset akt indsigt til journalister osv.
også selv forvaltningensloven paragraf 9 om parts indsigt sættes helt ud af kraft hvor borgerne nægtes indsigt i deres egne sager og hvor retten til egen acces til egne data nægtes. Alt dette kombineret med at myndigheder kan opdatere/rette oplysninger i eboks er dybte bekymrende for vores retssikkerhed og der bør være flere journalister som skriver om og dokumentere dette - hvis de altså tør ?
Det samme skete i min sag..
Jeg lider af Mcs (du0ft og kemikalie overfølsomhed)
Jeg kan i bund og grund ikke tåle kemi, fra hverken Parfyme/kemikalier/rengøringsmidler/plast/tæpper/nye ting osv osv..
Dette betød at jeg ikke kunne gå ind på job centret, men skulle have møder udenfor..
Dette havde jeg, indtil en ny sagsbehandler vurderede at det var slet ikke nødvendigt, for hvor i min diagnose stod der dog jeg ikke kunne gå ind på job centret..?
I min diagnose står der Al færdsel på Offentlige steder frarådes..
I følge hende var Job centret IKKe et offentligt sted....
Jeg gik til en lokal politiker fra Enhedslisten og hun spurgte så indtil min sag i Byrådet...
Og Vupti kom det overraskende svar fra Job centret, at de skam accepterede mit mcs, og vidste at jeg ikke kunne opholde mig steder med andre mennesker og meget kemi...
Og at jeg Da HELE tiden havde haft møder udenfor..
Var da sjovt at jeg så havde 5 breve med afslag på netop møder udenfor ....
Er Vanvittigt at det skal være sådan, det kostede Alt hvad jeg havde at få skrevet og få min ret, var konstant syg og træt pga jeg ikke kan pc i mange sekunder før jeg får kvalme og smerter...... :o(
Tit må jeg få andre til at poste de lidt længere skriv, som dette her, for jeg kan ikke selv....