search

Når pressefolk vågner

 

 

For et år siden fulgte Jyllands-Posten den kræftsyge Benedikte Brogaard i hendes sidste måneder, dage og timer. Det blev til artikelserien »Når engle våger«.

 

PRIVATSFÆREN. En logrende, glad hale, der får hele hundens bagkrop til at vrikke og danse, tager imod i det hvidmalede hus i Hvidovre.

En slank mand med veltrimmet fuldskæg forsøger at stoppe hundens overvældende glæde.

Chili hedder hunden, Peter Claudell hedder manden.

Det er første gang vi ses, alligevel er Peter og Chili som gamle bekendte.

For et år siden medvirkede de i Jyllands-Postens (JP) artikelserie »Når engle våger«. Over otte kapitler og en epilog fik læserne lov til at følge den 42-årige kræftsyge Benedikte Brogaards sidste tid sammen med sin mand, parrets børn på otte og 15 år plus hunden Chili, der undervejs i serien blev anskaffet som børnenes trøster.

Helt, helt tæt på familien – og døden – kom læserne.

De var med, da Peter besluttede, at Benedikte skulle have så meget medicin, at han mistede kontakten med hende – for altid.

De var med, da familien i Benediktes absolut sidste timer stod omkring hendes seng og holdt ved en hånd, en finger eller en tå.

Og de så et billede af Benedikte, da hun var død.

Journalisterne Mette Hovmand og Jens Grund skrev »Når engle våger«, mens fotograf Torben Stroyer tog billederne. Efterfølgende blev serien indstillet til Cavling-prisen og rost for at være »en sjældent indfølt fortælling blottet for følelsespornografi og patos,« som der stod i indstillingen.

En JP-leder fremhævede desuden, at serien rørte ved vores følelser »på en måde, der ligger langt fra den kontante registrering af fakta, som ellers er avisens metode. Og er det en opgave for en stor landsavis? Ja, det er det også,« lød det kontante svar i lederen.

Helt så overbevist var Peter Claudell dog langt fra, da han sagde ja til at lade JP følge ham og hans familie i månedsvis:

»Det var lidt som at skulle udskrive en blanko-check til nogle mennesker, jeg ikke kendte et kvidder til – og så endda i en situation, hvor jeg ikke havde styr på mig selv. Det var en voldsom tillidserklæring til en avis,« siger Peter Claudell.

Men han endte med at give Jyllands-Posten lov til at komme helt tæt på.

I foråret 2003 luftede Mette Hovmand, der var praktikant på JP, en idé, der i flere år havde stået på reportagechef Jens Grunds blok.

Begge ønskede de at følge en terminalpatient. De kontaktede derfor Sankt Lukas Hospice og blev efterfølgende ringet op af Benedikte Brogaard, der var indlagt på hospicet.

Første snak med Jens Grund var famlende. Benedikte fortalte ham, at hun måske gerne ville medvirke, men at hun var usikker på, om hun og familien kunne klare det. Jens Grund tilbød hende en kontrakt – når som helst i processen kunne familien springe fra.

»Jeg har gennem tiden lavet flere tusinde historier, men jeg har kun lavet fire skriftlige kontrakter. Hver gang har det været med mennesker i en ekstremt vanskelig situation,« siger Jens Grund.

I JPs etiske retningslinjer står, at avisens journalister ikke må misbruge kilders følelser, uvidenhed eller svigtende dømmekraft.

»Peter og Benediktes dømmekraft kunne svigte, for de var langt ude. Derfor skulle de have chance for at bakke ud. Kontrakten er deres bagdør, til gengæld skulle de fortælle om deres følelser og tanker på et tidspunkt, hvor Benedikte stod midt i dødsprocessen,« siger Jens Grund.

En maj-aften, hvor Peter Claudell besøgte sin kone på hospice, fortalte Benedikte ham, at hun gerne ville have Jyllands-Posten til at følge hende resten af livet.

»Hun havde et politisk formål. Benedikte var meget glad for at være på hospice og ville gerne skaffe flere hospice-pladser,« fortæller Peter Claudell.

Den aften kørte han fra hospice i Hellerup og til familiens hus i Hvidovre – uden at vide, om han skulle sige ja eller nej til sin kones ønske. Hun havde givet ham veto-ret, fordi projektet omfattede hele familien.

Om natten spekulerede Peter Claudell som en gal – svingede frem og tilbage mellem to yderpoler. På den ene side tænkte han: »Det her står jeg simpelthen ikke model til.« På den anden siden havde han svært ved at sige nej til sin kones ønske.

Peter var på udebane. Døden var ukendt for ham. Hans erfaringer begrænsede sig til på afstand at have fulgt sin farmors sygdom og død. Ud over at skulle passe på sig selv, så skulle han også sørge for, at parrets to børn ikke led overlast.

»At sige ja til JP var at lægge nogle ekstra sten i kurven. Det var endnu en klods om benet i en tid, hvor vi havde det ad helvede til,« siger Peter Claudell.

Hans kendskab til pressen og journalister var begrænset – også selv om han i kraft af sit job som chefarkitekt på Experimentarium i København var medlem af Journalistforbundet.

Oven på en nat med for'er og imod'er annoncerede Peter, at han ville mødes med Jens Grund, førend han besluttede sig. På terrassen i Hvidovre snakkede de sig frem til en kontrakt, som Benedikte og Peter turde binde an med.

For Peter Claudell var det afgørende, at han kunne springe fra når som helst, og der så aldrig ville blive trykt så meget som et bogstav. Alene derfor sagde Peter ja.

»Jyllands-Posten kunne være kommet i en situation, hvor der var lagt en masse arbejde i et projekt, der aldrig blev til noget. På det måde udskrev avisen en blankocheck til mig,« siger Peter Claudell.

Til trods for veto-retten beundrer Jens Grund det mod, der gjorde, at Benedikte og Peter sagde ja:

»Det, de gjorde, ville jeg aldrig selv være i stand til at gøre. Jeg ville ikke turde vise andre mennesker den tillid,« siger han.

Manuskripter, fotos og layout fik Peter Claudell til gennemsyn. Layout og fotos rørte han ikke ved. Derimod pillede han i et par passager i teksten.

Peter Claudell sikrede, at fakta var på plads, og at familien bevarede sin værdighed i spalterne. Han overvejede aldrig at stoppe serien, da journalisterne og fotografen først var i gang med arbejdet.

»Vi fik snakket os ind på hinanden, og der var god kemi, men var det for eksempel blevet tungt at blive enige om teksten, så ville jeg ikke have haft betænkeligheder ved at springe fra,« siger Peter Claudell.

Enkelte passagerer i artiklerne var skrevet med en patos, som Peter Claudell ikke brød sig som. For eksempel syntes han, at huset i Hvidovre var beskrevet for tuttenuttet – så det blev rettet til.

Peter Claudell brød sig heller ikke om, at JP i forbindelse med beskrivelsen af Benediktes begravelse refererede datterens Leas tanker. I avisen stod, at under prædikenen rullede et uvejr hen over kirken, og at 15-årige Lea tænkte det samme, som præsten udtrykte – nemlig at uvejret var himlens protest over Benediktes alt for tidlige død.

»Peter endte med at acceptere det, vi havde skrevet, for Lea havde haft teksten til gennemsyn og sagt god for den. Det var meget vigtigt for os, at familien så alt og kunne stå inde for artiklerne. Det var jo deres historie,« fortæller Mette Hovmand, der tog sig af at tale med børnene.

»Fingerspitzgefühl« er Peter Claudells forklaring på, at samarbejdet forløb relativt smertefrit.

Rart var det for eksempel, at fotograf og journalist som regel kom hver for sig. Nødvendigt var det, at Peter Claudell uden betænkeligheder kunne sige, at han var for træt til presse-visit. Og beundringsværdigt var det set med Peters øjne, at fotografen nogle gange bare dumpede forbi uden at tage kameraet frem.

Peter Claudell havde det sværest med, at avisen bragte et billede af Benedikte som død.

JPs chefredaktion diskuterede fotografiet, inden det blev bragt.

»Almindeligvis bringer vi ikke billeder af døde danskere, men vi blev enige om, at avisen ikke kunne skildre et menneskes vej mod døden, og så ikke vise dødsbilledet. Så ville vi selv komme til at stå for en del af den tabuisering, som vi ønskede at bryde,« siger Jens Grund.

Benedikte selv ville også gerne i avisen som død. Hun havde samme ønske om at afdramatisere døden. En dag, hvor fysioterapeuten skal massere Benedikte, der ligger i sengen med hænderne foldet over brystet, siger hun henvendt til fotograf Torben Stroyer og Jens Grund.

»Når folk ser billedet her, vil de tro, at jeg allerede er død, men det er jeg ikke. I øvrigt vil jeg godt fotograferes, når jeg er død.«

Jens Grund og Torben Stroyer noterede sig bare hendes ord. En anden dag nævnte Benedikte Bro-gaard det igen – og så blev dødsbilledet diskuteret med Peter Claudell. Peter syntes umiddelbart, at fotoet var alt, alt for privat.

I avisen endte et billede, som fotograf Torben Stroyer havde brugt lang tid på at gennemtænke – han ville have, at fotoet skulle være smukt og respektfuldt.

Benedikte Brogaard var hævet i ansigtet, derfor var et nærbillede udelukket. Stuen på hospice var samtidig trang, så Torben Stroyer måtte altså op. En stige ville han ikke slæbe med ind til Benedikte lige efter at hun var død. Det ville være respektløst, mente han. I stedet satte Torben Stroyer kameraet på et etbenet stativ, som han løftede op på maven. Billedet blev taget med selvudløser. Det viste Benedikte, der klædt i blå T-shirt, grå bukser og et turkis-farvet tørklæde ligger død i sin seng. Hendes bryst er smykket af en papirsengel, sønnen havde klippet.

I dag synes Peter Claudell, at dødsbilledet er smukt og det rette punktum i artikelserien.

Et par måneder efter, at »Når engle våger« var bragt i avisen, blev artikelserien udgivet som bog. For Peter Claudell er bogen familiens primære udbytte af at have haft følgeskab af JP.

»Den beskriver en ekstrem periode og giver et flot og meget værdigt billede af Benedikte. Jeg håber først og fremmest, at børnene på et tidspunkt kan bruge bogen til et eller andet,« siger Peter Claudell.

Hvis en af Peters Claudells venner blev kontaktet af et medie og kom til ham for at få råd, ville han sige:

»Mærk efter i din egen mave og vær sikker på, at du kan bakke ud.«

* Aftalen mellem Jyllands-Posten og familien Brogaard:

Morgenavisen Jyllands-Posten indgår hermed aftale om, at Jyllands-Postens to journalister Jens Grund og Mette Hovmand samt fotograf Torben Stroyer og en eventuel fotoafløser i ferieperioder kan følge Benedikte Brogaard for at skildre et menneskes sidste tid – alene og sammen med familien – samt livet på Sankt Lukas Hospice.

Bliver det alligevel for uoverskueligt for familien at lade avisens medarbejdere blive ved med at følge dem, respekteres dette af Jyllands-Postens medarbejdere.

Artiklerne vil først blive offentliggjort efter Benedikte Brogaards død. Alle artikler og fotos skal før offentliggørelsen gennemses af Peter Brogaard (Benediktes mand, der rettelig hedder Peter Claudell, red.) for at sikre en korrekt sagsfremstilling og for at sikre, at Benedikte Brogaards værdighed bevares også for eftertiden.

I det omfang, det er muligt, skal Benedikte Brogaard selv have mulighed for at se fotos og eventuelt råmateriale til artikler. Dette sidste punkt kan dog være vanskeligt, i det det endnu ikke er afgjort, hvor mange artikler og hvilken form, der bliver tale om. Det må selve forløbet afgøre.

Artiklerne må først offentliggøres 14 dage efter begravelsen, så Peter har ro til at læse dem igennem før trykning.

Navngivent personale fra Sankt Lukas Hospice, der efter aftale optræder i artiklerne, vil ligeledes få lejlighed til at gennemse foto og artikler med sig selv før offentliggørelse.

København den 2. juni 2003

Jens Grund Benedikte Brogaard Morgenavisen Jyllands-Posten

* Læserreaktioner
Enkelte læsere reagerede negativt på »Når engle våger« og beskyldte avisen for at spekulere i følelser, men hovedparten af reaktionerne var positive. Blandt andet skrev læserne:

»Det er dejligt, at menneskelige og følelsesladede artikler nu accepteres i vores daglige avis. Utrolig flot af Benedikte og hendes familie.«

»Det er utroligt, at intet er helligt i journalisternes verden. I tramper rundt til skade for den individuelle måde at forholde sig til sine pårørendes skæbne (…). Jyllands-Postens serie virker frelst i sit forsøg på at sælge aviser. Det er lige til at græde over.«

»Man kan kun føle sig ydmyg og taknemmelig for, at de (Benedikte og hendes familie, red.) vil dele deres inderste tanker med andre. Det kræver stort mod. Jeg håber, at I vil viderebringe min tak til dem.«

* Blå bog – Jens Grund
Født 1961.
Hovedfag i dansk fra Aarhus Universitet, uddannet fra Journalisthøjskolen i 1991.
I 1992 reporter på Det Fri Aktuelt og i 1994 på Jyllands-Posten.
Nu reportagechef og redaktionel uddannelseschef på Jyllands-Posten.

* Blå bog – Mette Hovmand
Født 1979.
Har netop aflevere sit RUC-speciale i journalistik og socialvidenskab.
I 2002-03 praktikant på Jyllands-Posten.
Nu medarbejder på mediebureauet InMente.

* Blå bog – Torben Stroyer
Født 1944.
Uddannet som portrætfotograf 1962-66.
Arbejdede i 1967-73 som selvstændig.
I 1973 blev Torben Stroyer pressefotograf på Demokraten, hvor han var indtil 1974. Efter en periode som freelancer kom han i 1977 til Bornholmeren.
I 1979 blev Torben Stroyer ansat på Jyllands-Posten, hvor han har været siden.
Vinder i Årets Pressefoto fem gange, første gang i 1974.

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen