search

Når præsidenten bliver redaktør

Mord og trusler er hverdag for journalister i Syd- og Mellemamerika, hvor pressefriheden lider. Resultatet er selvcensurerende journalister og mindre demokrati, mener flere analytikere. Også Europa er ramt.

Mord og trusler er hverdag for journalister i Syd- og Mellemamerika, hvor pressefriheden lider. Resultatet er selvcensurerende journalister og mindre demokrati, mener flere analytikere.
Også Europa er ramt.

PRESSEFRIHED. Det er i bogstaveligste forstand med livet som indsats, at journalisterne i flere latinamerikanske lande passer deres arbejde. Vold, mord, trusler, kidnapning og begrænsninger fra både regeringer og kriminelle bander eskalerer for tiden over hele kontinentet.

»Det bliver værre og værre. Pressefriheden er sat flere skridt tilbage i de seneste år,« siger Ricardo Trotti, pressefrihedsdirektør i Inter American Press Association (IAPA), der er en brancheorganisation for pressen på hele det amerikanske kontinent.

Carlos Lauría fra Committee to Protect Journalists (CPJ) er enig.
»Pressen bliver terroriseret i Centralamerika, hvor journalister er blevet mål for guerillaer og kriminelle bander. De skyr ingen midler i narkokrigen,« forklarer han.
Ifølge CPJ er Mexico og Colombia de lande i regionen, hvor pressefriheden har det værst i øjeblikket. Billedet er det samme i Bolivia, hvor der i årets første ni måneder er registret 90 overfald mod journalister ifølge landets journalistforbund.

De kriminelles indflydelse på journalisterne skader demokratiet, mener Lauría. Journalisterne censurerer nemlig sig selv, når regeringerne ikke kan beskytte dem i kampen mod narkobaronerne. De tør ikke rapportere om, hvad der egentlig foregår i de kriminelle miljøer, fordi de frygter repressalier fra banderne, hvis de videregiver informationer til offentligheden og dem, der forsøger at stoppe ulovlighederne.

IKKE KUN KRIMINELLE BANDER modarbejder pressen i den latinamerikanske verden. Mange præsidenter lægger systematisk hindringer i vejen for den frie presse og sætter stort pres på journalisterne.
I Venezuela har præsident Hugo Chávez sat hårdt ind over for de private medier, der har været bare det mindste kritiske mod præsidenten. I 2007 sørgede Chávez personligt for, at den regeringskritiske tv-station RCTV ikke fik sin sendetilladelse fornyet. Samtidig truede Chávez med, at den anden kritiske tv-kanal,
Globovisión, kunne lide samme skæbne.

Indtil videre er det blevet ved truslerne, men andre har mærket alvoren: Siden august har regeringen nemlig lukket 63 private radiostationer – i et forsøg på at kvæle den offentlige opinion og undgå kritiske historier op til præsidentvalget næste år, mener Colin Peters, der er pressefrihedsrådgiver i International Press Institute.

»Arbejdsbetingelserne bliver værre og værre. Hele det politiske system er imod medierne, så de truer dem og forhindrer dem i rapportere fra demonstrationer og dække den offentlige mening,« uddyber han.

Som optakt til næste års valg har Venezuelas præsident Hugo Chávez i løbet af få måneder lukket 63 radiostationer. Foto: Manca Juvan / Polfoto. Foto: Uffe Karlsson
Som optakt til næste års valg har Venezuelas præsident Hugo Chávez i løbet af få måneder lukket 63 radiostationer. Foto: Manca Juvan / Polfoto

SENESTE SLAG i den sydamerikanske mediekrig blev udkæmpet i Argentina. Her har parlamentet netop vedtaget en ny lov om audiovisuel kommunikation. Den gamle lov var fra diktaturtiden, og der er bred enighed om, at den trængte til en revurdering.
»Den nye lov er bare ikke bedre, tværtimod,« siger Carlos Lauría fra CPJ.

Parlamentets beslutning betyder, at fordelingen af tv-sendetilladelser skal ændres. Fremover skal en tredjedel tilfalde de statsdrevne medier, en tredjedel skal fordeles mellem de private medier, mens den sidste tredjedel vil blive tildelt ikke-kommercielle stationer, ligesom et selskab ikke længere både må sende via kabel og luftbåret signal. Endelig må hvert medie nu kun eje én kanal.

Umiddelbart er det kun Grupo Clarín, som er en stor aktør på både print-, tv- og radiomarkedet, der vil blive påvirket af den nye lov. Selskabet skal nu skille sig af med nogle af sine licenser og er formentlig nødt til at sælge dem til en betydeligt lavere pris, end de selv betalte.

Det får flere politiske iagttagere til at anklage præsident Christina Fernández de Kirchner for at lave en regulær hævnaktion mod Clarín. Hun mener nemlig, at mediegruppen har været alt for kritisk over for hende og hendes ægtefælle, den tidligere præsident Néstor Kirchner, ligesom hun beskylder selskabet for at være grund til, at regeringen mistede flertallet i parlamentet ved valget i juni.

»Konflikten skyldes, at Kirchner ser Clarín som en begrænsning af sin magt,« siger den argentinske politiske kommentator Rosendo Fraga.

Kirchner har flere gange afvist, at loven er et angreb på Clarín.
»Vi har ikke lavet en lov, der indskrænker medierne, men en lov, der giver et mere retfærdigt, repræsentativt og pluralistisk mediebillede,« sagde hun på et pressemøde efter vedtagelsen af loven.
Den forklaring køber presseorganisationerne ikke.

»Hvis hensigten virkelig er at skabe bedre vilkår for den frie presse, findes der bedre muligheder. Det er svært at forestille sig, at loven var blevet vedtaget, hvis Clarín havde været regeringsvenlig,« siger Colin Peters fra IPI.
Samme holdning har Ricardo Trotti fra IAPA.

»Regeringens strategi er helt tydeligt at kontrollere pressen og bruge den som propagandamaskine,« siger Trotti.

Med en ny lov har Argentinas præsident  Christina Fernández de Kirchner spændt ben for den regeringskritiske mediekoncern Grupo Clarín. Foto: Chip East / Scanpix. Foto: Uffe Karlsson
Med en ny lov har Argentinas præsident Christina Fernández de Kirchner spændt ben for den regeringskritiske mediekoncern Grupo Clarín. Foto: Chip East / Scanpix

STRAMNINGER I PRESSEFRIHEDEN er ikke kun et problem i fjerntliggende lande. Også i flere europæiske lande har journalister fået mindre albuerum. I det årlige pressefrihedsindeks fra Reporters Without Borders (RWB) er der i år flere store europæiske lande, der ligger på niveau med netop Argentina. Mens argentinerne indtager plads nummer 47, er Frankrig nummer 43 og Spanien nummer 44. Italien er dykket hele otte pladser siden sidste år og er placeret som det tredjeværste EU-land på 49.-pladsen – kun marginalt bedre end Rumænien (50) og Bulgarien (68).

»Det er foruroligende at se europæiske demokratier falde støt på listen år efter år. Europa burde være et foregangseksempel, når det gælder civile rettigheder. Hvordan kan man fordømme menneskerettighedsovertrædelser i andre lande, hvis man ikke selv opfører sig ordentligt,« sagde generalsekretær for RWB Jean-François Julliard ved præsentationen af indekset i oktober.

Specielt Italien og premierminister Silvio Berlusconi er i den seneste tid blevet kritiseret kraftigt for at begrænse pressefriheden ved at angribe og sagsøge flere journalister og medier. Berlusconi har for eksempel sagsøgt avisen La Repubblica, fordi avisen i to måneder har bedt ham svare på spørgsmål om sit privatliv – især om forholdet til en teenagepige og en escortpige, der begge siger, at de har været til fest med Berlusconi i hans villaer i Rom og på Sardinien. Berlusconi har også lagt sag an mod avisen L'Unità for dens dækning af premierministerens indblanding i en sag om korruption. Det har fået RWB til at true Berlusconi med at optage ham på listen over pressefrihedens fjender som den første europæiske leder nogensinde.

»Det er dybt bekymrende, at Berlusconi bruger sin magt som både mediemogul og præsident til at påvirke og true pressen. Det klæder ham ikke at forhindre journalisters adgang til statsapparatet,« siger Elsa Vidal fra Europa-kontoret i RWB.

Hun opfordrer Berlusconi til at give pressen bedre arbejdsbetingelser – og de italienske journalister til at fortsætte kampen.

»Demokrati og pressefrihed er ikke en selvfølgelighed. Det er noget, vi skal kæmpe for,« siger hun.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen