Når moden dikterer journalistikken

UKRITISK. Modeugen er slut, og for anden gang i år var Berlingskes journalist Sarah Skarum udelukket fra det danske modehus Munthe plus Simonsens modeshow, fordi hun er kritisk.

UKRITISK. Modeugen er slut, og for anden gang i år var Berlingskes journalist Sarah Skarum udelukket fra det danske modehus Munthe plus Simonsens modeshow, fordi hun er kritisk.

"Sarah er ikke inviteret, fordi hun helt tydeligt ikke bryder sig om vores tøj. Det er mangel på respekt at sende sådan en anmelder," siger direktør Henrik Fjordbak på Fashionforum.dk's hjemmeside.

Han sammenligner det med, at "man heller ikke sætter en musikanmelder, der klart har givet udtryk for, at vedkommende ikke kan lide U2," til at anmelde bandet.

Nu kender jeg min branche godt nok til at vide, at hvis det skulle vise sig, at en anmelder ikke kan lide et bestemt band, en bestemt filminstruktør eller for den sags skyld en bestemt designer, så er vedkommende professionel nok til selv at sige fra.

Det er heller ikke det, der er kernen her. Den er, at Sarah Skarum har skrevet to kritiske anmeldelser af MpS's tøj, og det må man åbenbart ikke. Kritik skal ifølge Henrik Fjordbak være positiv, ellers er det ud.

Nu overlever Sarah Skarum og Berlingske såmænd nok uden MpS, men spørgsmålet er, om modehuset gør det. For ikke alene er direktørens holdning langt ude og minder om noget, der ellers kun finder sted i totalitære stater. Meget apropos er to af Kinas førende journalister lige blevet suspenderet efter at have skrevet kritiske artikler om et togsammenstød, som kostede mindst 40 livet.

Det er også en farlig trend i et land, der står for åbenhed og demokrati, og i en branche, der er mere trængt end nogensinde, og hvor de tider er forbi, hvor man alene kan ride succesen hjem på en bølge af rygklappere.

Men samtidig må modejournalisterne gribe i egen barm. Der har ikke været tradition for kritisk modejournalistik i Danmark – tværtimod har man undertiden fået indtryk af en lille sammenspist flok, der havde nok i sig selv.

Der er fortilfælde i udlandet, hvor kritiske journalister er blevet udelukket fra store modeshows. Modekritikeren Suzy Menkes fra International Herald Tribune blev engang udelukket fra Diors shows, fordi hun var kommet med et par negative bemærkninger om en designers kollektion.

Industrien og kollegerne bakkede hende op ved at boykotte designerens shows, indtil problemet var løst, og Suzy Menkes igen havde adgang til Dior.

Noget lignende kunne man have ønsket sig herhjemme, men intet skete. Eksklusionen af Sarah Skarum – nu for anden gang – blev mødt med et skuldertræk.

– Anne Lea Landsted, lektor på Center for Journalistik, Syddansk Universitet

0 Kommentarer