search

Når kunsten forfører medierne

Mediemanipulation og luderjournalistik. Så krast kan tilstanden inden for kultur- og specielt kunstjournalistikken i dag beskrives.

Mediemanipulation og luderjournalistik. Så krast kan tilstanden inden for kultur- og specielt kunstjournalistikken i dag beskrives.

F.eks. havde Viva – kulturmagasinet på DR2 – et indslag om en billedkunstner, der er sponseret af Volvo. God historie, mener Viva, og kører en række pseudo-kritiske vinkler i stilling: Er kunstneren i lommen på Volvo? Og hvad mener medieguruen Tor Nørretranders om sponsoratet? Ikke overraskende er det svært at finde rigtigt kød på historien, der er mindst et halvt år gammel.

For den virkelige historie handler måske snarere om mediemanipulation. Billedkunstneren Michael Brammer og Volvo er selvfølgelig gensidigt interesserede i at få omtale. Vinklen for et kritisk tv-magasin burde så være: Hvordan forsøger kunstnerne og deres sponsorer at skaffe sig gratis reklameplads i medierne? Og det kræver, at man som tv-magasin vender kameraet og stiller kritiske spørgsmål, også til pressen selv.

En anden "kritisk" historie fra samme sponsorskuffe: En skønlitterær bog er sponseret af et større juvelfirma, der har fået deres navn nævnt et antal gange i bogen. Stor furore i pressen, forargelsens galde står i halsen.

Men problemet er pressens: Kulturproducenterne forsøger at komme ind i nyhedsstrømmen, at vække tilpas forargelse for at få omtale af produktet, i dette tilfælde bogen. Det lykkedes, og journalisterne blev degraderet til PR-medarbejdere for en bog. Egentlig burde sådan en historie bare droppes. Eller vinkles omkring manipulationsforsøget. For læserens – forbrugerens – skyld.

Disse to eksempler er langt fra enestående. Selvfølgelig laves der udmærket kritisk journalistik omkring kultur, f.eks. de økonomiske forhold omkring teatre, sikkerhed på festivaler o.s.v. Men kunstjournalistikken er generelt alt for ukritisk, for indspist og for lidt forbrugeroplysende: Hvordan kan Idémøbler f.eks. sælge "ægte malerier" til 499 kroner per stk.? Hvordan kan man som forbruger i dag sikre sig, at det ikke er "fidus"-kunst, man køber? De sorte penge i kunstbranchen, kunstforeningsformænd der køber kunst ind i galleriet for 100.000 mod et par sorte malerier til privaten, hvor bliver det skjulte kamera og den undersøgende journalistik af her?

Kritisk journalistik forudsætter naturligvis også journalistisk uafhængighed af kilderne.

Men det er en udbredt opfattelse i kunstkredse, at hovedstadsaviserne har et lille udpluk af faste kunstnere, de promoter, bl.a. gennem grafiske særtryk. Der er også en morgenavis, der har en fast freelanceskribent på kunstområdet samt en grafiker ansat, der begge er udøvende kunstnere, som er gift med hinanden og gensidigt promoter hinandens kunst. Og en avis, der har en anmelder, der samtidig er udøvende kunstner. Forholdene svarer efter min mening til at sætte aktiespekulanter til at lave overskrifterne i Børsen.

Man kan selvfølgelig altid undskylde sig med, at budgettet til kunstjournalistik er lille, og at det er svært at finde kvalificerede journalister, også til special-tidsskrifterne om kunst.

Måske er det den dårlige økonomi, der tvinger de to landsdækkende magasiner "Kunstavisen" og tidsskriftet "Kunst" til at bruge ulønnet arbejdskraft: F.eks. anmelder en gratis sin kones malerier. Eller man trykker "genbrugs-artikler", som journalister har fået løn for andetsteds, og nu stiller til rådighed uden vederlag. Og selvfølgelig spares der journalistløn, når kunsthistoriestuderende skriver gratis for at dyrke deres egne bylines. Endelig er der de udøvende kunstnere, der i rosende vendin-ger omtaler deres venners arbejder gratis.

Det giver muligvis ind imellem indsigtsfulde artikler, men oplagte spørgsmål er selvfølgelig: Hvor professionelt bliver produktet? Hvilke andre motiver har journalisterne (eller skribenterne) end de rent professionelle, når arbejdet udføres ulønnet?

Kunst er en vare. Det ved vi kunstnere godt, og vi forsøger at bruge pressen til at sælge varen. Pressens opgave er så at sortere i henvendelserne og se, hvilke historier der holder vand.

Det eneste dagblad (Ekstra Bladet), der har forsøgt en decideret kritisk kampagne mod kunsteliten og "pamperiet", fik ikke megen opbakning fra den øvrige presse, der snarere forsøgte at modbevise historierne.

En århusiansk galleriejer, der viser nogle af de allerstørste navne i dansk kunst, tøver ikke med at kalde samtlige kunstskribenter for medieludere. Og denne betegnelse inkluderer skribenterne på de store dagblade i København:

"Hvis vi ikke sender en returbillet med fly på 1. klasse, hotel og fuld forplejning, kommer de bare ikke."

Som vare er og bliver kunst som guld: En sæbeboble-spekulation. Som journalister må vi passe på, at boblen ikke brister, og vi sidder tilbage med sæbe i øjet. Det gør så pinligt ondt.

* Christian Tangø er billedkunsner og medlem af DJ

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen