Er Metroxpress en plat avis? Overdriver medierne i jagten på likes? Findes der artikler, som er fuldkommen løgn?

Jeg har sat mig selv i skudlinjen på Det Frie Gymnasium på Nørrebro i København. Gymnasieeleverne må spørge mig om alt.

Lukas spørger:

»Har du oplevet, at der var fordomme mod dig, fordi du er journalist?«

»Ja, det er faktisk derfor, jeg er kommet her i dag,« svarer jeg.

Jeg er blevet lånt ud som en del af Menneskebiblioteket, en frivillig organisation, der udlåner ’bøger’, som i virkeligheden er rigtige, levende personer, der er stigmatiserede.

En ædru alkoholiker, et hjerneskadet voldsoffer, en døvblind, en hjemløs og en autist. Tunge skæbner. Og mig som journalist.

Snart kommer den årlige måling af forskellige faggruppers troværdighed. En ny bundskraberplacering for faget journalistik lurer i horisonten. Se og Hør-sagen og Michael Qureshis kildefup har næppe gavnet omdømmet.

Da jeg engang lavede forskningsformidling på Danmarks Pædagogiske Universitet, lyttede folk til middagsselskaberne høfligt, når jeg tog ordet. Hvor var det dog bare prisværdigt, at jeg hjalp de kedelige forskere med at kommunikere på et forståeligt dansk.

Men når jeg i dag siger ’journalist’, kan jeg straks mærke de samme middagsgæsters skepsis.

»I vinkler, så det passer ind i jeres kram«

På Menneskebiblioteket kan lånerne spørge, om man for eksempel kan overvinde incest. Hvordan man hjælper en veninde, der har været udsat for voldtægt. Eller hvor tit ædru alkoholikere har lyst til sprut.

Jeg beder eleverne forklare, hvad de tænker, når jeg siger ’journalist’. Det begynder godt. De har styr på, hvad vi som publicister er sat i verden for:

»I er vigtige, fordi det er jer, der videregiver, hvad der sker,« mener Thora.

Så vender det lidt. Maja er i tvivl om, hvorvidt journalister viderebringer sandheden.

»Jeg kunne godt forestille mig, at I overdriver,« siger hun.

Og nu kender vi tonen:

»Ja, I vinkler, så det passer ind i jeres kram,« supplerer Thora.

Sofia mener, at journalisters lave troværdighed skyldes medieskandalerne, for eksempel Se og Hør-skandalen og omstændighederne omkring prinsesse Dianas død.

»Men når jeg taler med dig, får du større troværdighed.«

Jeg spørger, hvilke medier de stoler på, og hvor de får deres nyheder fra.

Flere af dem har Metroxpress som deres primære nyhedskilde.

Alfred synes, at »Mx er ret nederen«.

»Deres nyhedsmateriale er rimelig svagt. Jeg forstår ikke, at nogen vil skrive sådan noget fucking bras,« siger Alfred.

Han er især kritisk over for billedgallerierne med mere eller mindre afklædte kendte.

»Det er jo ikke journalistik at lægge nogle billeder op på et site, så er du bare idiot,« mener han.

Facebook både det mest brugte og det mest 'utroværdige' medie

Det fulde billede af elevernes medievaner får jeg, da jeg senere spørger alle eleverne i de to 1. g-klasser på Det Frie Gymnasium og får 38 svar.

De mest brugte klassiske medier blandt eleverne er Politiken og DR. Politiken og DR er også de to mest troværdige medier, hvis man skal tro eleverne på Det Frie Gymnasium.

DR får for eksempel ros af en elev, fordi DR ikke er sat i verden for at tjene penge.

”Det gør mediet troværdigt for mig,” lyder vurderingen.

Men de fleste svar peger i en anden retning.

Svarene viser, at eleverne opfatter sociale medier som medier i lige så høj grad, som for eksempel tv og aviser opfattes som medier. Faktisk er Facebook elevernes mest brugte ’medie’, og i top fem finder man også Instagram og Snapchat. Også Youtube, Reddit, Tumblr og musiktjenesten Spotify fylder godt i elevernes medievaner.

De dyrker kort sagt hellere tjenester, der distribuerer indhold producereret af andre – for eksempel journalister – end klassiske medier.

”Jeg bruger næsten kun sociale medier, det er ikke så tit, jeg læser aviser eller ser TV Avisen,” skriver en elev.

Til gengæld indtager Facebook også førstepladsen som det mest utroværdige ’medie’.

Ifølge eleverne er problemet med Facebook for eksempel, at folk ikke er dem, de giver sig ud for at være.

Det betyder, at ”alle kan skrive alt muligt mærkeligt”, skriver en elev.

En anden supplerer:

”Jeg synes ikke, de artikler, der er på Facebook, virker særlig troværdige.”

På sin vis befriende – der findes dog noget, der måske er mindre troværdigt end den stand, jeg repræsenterer …