search

Når hurtigheden er det vigtigste

 

 

Medieforsker Stig Hjarvard klandrer tv-stationerne for at have så travlt med at få de nyeste billeder ud, at de ikke tager tid til at undre sig og tjekke en historie først.

Selvfølgelig er det vigtigt at være hurtigt ude, når der sker store begivenheder i verden, men når tidspunktet for "breaking news" bliver vigtigere end selve begivenheden. Det mener medieforsker ved Film og Medievidenskab på Københavns Universitet lektor Stig Hjarvard, som siger, at nyhedsredaktionerne er på vej ud på et skråplan.

Specielt henviser han til TV 2, der dagen efter USAs bombning i Afghanistan den 7. oktober 2001, kom med et nyhedsbrev, hvor de brystede sig af, at de havde været på med nyheden 18 minutter før Danmarks Radio.

"Ud over det usmagelige i at modtage et nyhedsbrev, hvor så dramatisk en begivenhed bliver brugt af en tv-station til at "komme en fjer i egen hat", sker det desværre også jævnligt, at kampen om at være de første gør, at historier, som burde være blevet checket og krydschecket, inden de kom på, alligevel får lov at slippe igennem," siger han.

"Som det er nu, er det alt for let at få solgt mere eller mindre sande historier. Bare billederne taler til publikum, og der er tilstrækkelig drama i den medfølgende tekst, er de nærmest sikret en plads i nyhedsudsendelserne."

Et af hans eksempler er en palæstinensisk kvinde, der dansede og jublede foran et tv-kamera. Ifølge speaken var der en spontan jubel blandt mange palæstinensere, grundet flyangrebene på World Trade Center, 11. sept. 2001.
På redaktionerne undrede man sig åbenbart ikke over, at det kun var hende og nogle børn, der viste glæde, mens alle andre i billedet stod og så mere eller mindre und-rende til. Der var tilsyneladende heller ingen, der tvivlede på den medfølgende speak til trods for, at kvinden selv ikke sagde spor, det eneste, man så, var, at hun dansede og var glad.

Derimod blev den jublende kvinde de efterfølgende dage brugt som symbol på glæde blandt verdens palæstinensere over angrebene i USA.

Portrættet af Tvinds leder som ældre, Mogens Amdi Petersen, er et andet af eksemplerne.

"Havde man kigget de få arkivbilleder igennem, som der er af manden, burde det være faldet billedredaktøren for brystet, at der var et påfaldende sammenfald i vinklerne på et tidligere og det nyeste portræt af ham. Man skulle måske ikke nødvendigvis afvise billedet som et falsum, men i det mindste undersøge, hvordan det seneste billede var kommet til veje, inden det blev viderebragt," mener Stig Hjarvard.

 

Symbolske billeder
"Er man ude i at lave symbolik ud af billeder og historier, skal man være ekstra varsom med, at de er, hvad de giver sig ud for," siger Stig Hjarvard. "Eksemplet med den palæsti-nensiske kvinde som symbol viste sig at blive næsten katastrofalt, da hun siden tog stor afstand til billederne og forklarede, at hun blot havde været med på en spøg, da hun blev spurgt af en fotograf, om hun ville danse foran kameraet, men at hun ikke anede, hvad optagelserne skulle bruges til."

Siden har der været stor international diskussion om baggrunden for billederne, uden det har kunnet konkluderes, om det er fotografen eller kvinden, der har ret.

Et andet at hans kritikpunkter er, når danske journalister og fotografer går ud og konstruerer de billeder, de vil have.

"Jeg ved, at der var flere skoler i København, der var blevet ringet op og spurgt, om fotografen måtte komme forbi og tage jubelscener med nogle af skolens ind-vandrerbørn efter angrebene i USA," forklarer han.

"Det kan da godt være, at du kan få en gruppe unge til at juble foran et kamera, men det har da ikke noget med virkeligheden at gøre. Journalistisk og billedmæssigt bør man kunne klare den slags meget bedre, også selv om man gerne vil være med som de første og med det bedste."

At det kan være svært at løse problemet, så længe de enkelte tv-stationer skruer hinanden op og endvidere er afhængige af meget få billedbureauer, når det gælder internationale nyheder, er han godt klar over.

 

Brug lokale journalister
"Det koster en formue, hvis de enkelte stationer skal have egne medarbejdere på stedet, så det kan kun lade sig gøre i meget få og krævende tilfælde," erkender han.

"Men der burde være mulighed for at finde en stringer eller to i et lokalområde, når det brager løs. Folk, som de danske tv-stationer selv har kontakt til, så de ikke kun er afhængige af de billeder, der kommer igennem fra AP eller Reuters. Kort og godt en øjenvidneberetning fra en person på stedet, som tv-stationen har tillid til. For vi må heller ikke fornægte, at mange af de medarbejdere, der hyres af de store billedbureauer, måske kan fristes til at lave hurtige historier, som de ved, der er godt salg i."

Igen hiver Stig Hjarvard den palæstinensiske kvinde frem samtidig med, at han mener, at der er eksempler på lignende hi-storier fra stort set alle de krige, vi har set på skærmen gennem de sidste ti år.

Soldaternes angreb på kuvøsebørn i Kuwait, massegraven i Timasoares, der tydeligvis var en opstilling til ære for fotograferne, men alligevel blev udråbt som Årets Pressefoto i 1989 og massakren på ligfølget på en muslimsk kirkegård under Balkankrigen, dukker op som nogle af de kendte eksempler på, hvordan verdenspressen er blevet snydt, fordi ingen gav sig tid til at standse op og undre sig over historiens indhold, men i stedet skyndte sig at bringe den til torvs, så de var sikre på i det mindste at være på højde med konkurrenten.

Læs også: Stor troværdighed i de daglige nyheder og Tvivlsomme billeder og en forklaring

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen