search

Når det regner på DR …

 

 

… drypper det på journalisterne. Flere DR-ledere har i mails opfordret journalisterne til at kæmpe mod selvcensur på grund af politisk pres. Men flere journalister fortæller også om pres og manglende opbakning fra DRs ledelse.

PRES. 'Selvcensur' står der i emnefeltet på en mail, som udlandschef på DR Nyheder Kristian Mouritzen sender til kollegerne lørdag den 17. marts. Mouritzen vil bakke op om de DR-journalister, der føler sig udsat for politisk pres.

'Jeg er frygtelig ked af at læse i pressen, at nogle af jer har været under så hårdt pres i forbindelse med dækningen af Irak-krigen, at I har tendenser til at udøve selvcensur', skriver Kristian Mouritzen. Han understreger, at han godt ved, journalisterne har været udsat for et umenneskeligt pres under Irak-krigen.

Det er ikke mindst meldinger fra den ellers rutinerede vært på TV Avisen Trine Sick, der har gjort Kristian Mouritzen bekymret. Hun har fortalt til Politiken den 17. marts, at hun tænkte sig om en ekstra gang, hvis hun overvejede regeringskritiske kilder til udsendelsen.

»Jeg måtte tage mig selv i, at jeg var ved at udøve selvcensur,« siger Trine Sick.

»Det er blandt andet det citat, der fik mig til at skrive mailen. For selvcensur – det må vi altså ikke,« siger Kristian Mouritzen til Journalisten.

DR-journalisterne er stået frem i pressen oven på den stærkt omtalte mail, hvor Brian Mikkelsen fortæller DRs daværende bestyrelsesformand Jørgen Kleener, at regeringen er alt andet end tilfreds med DRs dækning af krigen i Irak.

Også nyhedschef på TV Avisen Henrik Keith Hansen reagerer samme lørdag med en mail til kollegerne. 'Ingen selvcensur på TV Avisen' lyder overskriften. »Det er blandt andet rystende, fordi det kunne tyde på, at vi som ledelse ikke har været dygtig nok til at skærme jer for det pres, der altid hviler på DR,« skriver Henrik Keith Hansen, der i mailen opfordrer journalisterne til at komme til ham, hvis de føler sig udsat for pres.

Henrik Keith Hansen understreger over for Journalisten, at DR har udspillet sin rolle, hvis selvcensur vinder indpas. »Så er vi jo færdige. At være garanten for, at den journalistik, vi laver, er hundrede procent uafhængigt af politiske og økonomiske interesser, er det vigtigste for os overhovedet,« siger han.

DRs mangeårige korrespondent i Mellemøsten Ole Sippel er nævnt i Brian Mikkelsens mail til Kleener. Brian Mikkelsen refererer, at mange ministre havde betegnet Ole Sippel som 'ekstrem' i sine udtryk om koalitionen, og ifølge udlandschef Kristian Mouritzen krævede 'folk i solide stillinger' mere eller mindre direkte Ole Sippel fyret.

Ole Sippel siger til Journalisten, at det politiske pres ikke påvirkede hans vinkler, og generelt var der ingen censur på det, han lavede.

»Der var en enkelt mellemleder, der forsøgte at få en amerikansk-venlig vinkel fra både mig og andre. Det bundede i almindelig opportunisme og personlige holdninger. Det var ikke krav, jeg rettede mig efter. Jeg ændrede ikke mit arbejde på grund af angrebene på DR og mig – kun hvis kritikken var berettiget. Men de politiske angreb glimrede ved at være helt udokumenterede – kun baseret på politiske motiver,« siger Ole Sippel.

Men presset på DR-journalisterne kommer ikke kun udefra. Også internt har der været ønsker om ændringer i den redaktionelle linje. Claus Fahrendorff var i 2003 udsendt til Irak for TV Avisen. Han modtog i foråret et opkald fra et medlem af TV Avisens daværende ledelse med en melding, som overraskede ham.

»Jeg skulle have navn og titel på alle kilder. Jeg måtte ikke længere stille og besvare det logiske spørgsmål, som jo altid er 'hvorfor'. I forhold til den arbejdsopgave, vi normalt har, når vi er ude – altså at referere, hvad du ser, og analysere det skete – så blev den sidste væsentlige halvdel fjernet,« siger han.

Det er ikke alle journalister på DR, der gennem tiden har følt, at ledelsen var et bolværk over for kritikken. Helle Schøler Kjær, tidligere redaktør på P1-programmet Lige Lovligt og nuværende reporter på DR2s Deadline, peger konkret på, at ingen i ledelsen – heller ikke Lisbeth Knudsen – for alvor stoppede den kritik, der begyndte med regeringens kulturkamp.

»Når en kritik ikke bliver imødegået eller efterfølgende konkretiseret af vores ledere, så siver den lige så stille ned gennem hele organisationen og lander på skuldrene af medarbejderne – uden at blive konkret. Det eneste, du ved, er, at du er under mistanke – også fra ledelsen,« siger hun.

Der har været konkrete lejligheder, hvor journalisterne savnede opbakning fra ledelsen. Den 20. august 2004 fremlagde en tidligere forskningschef i Rockwoolfonden en undersøgelse, der angiveligt dokumenterede, at P1-programmet Orientering havde en slagside i dækningen af udlændinge-stoffet. Med i studiet var også nyhedsdirektør Lisbeth Knudsen. Hun forsvarede i første omgang ikke Orientering, men kaldte det en 'tilståelsessag'. Lisbeth Knudsen tilføjede dog, at hun mente, problemet var generelt for alle danske medier, men forsvarede senere Orientering i kronikker og interviews i dagspressen. Det var ikke godt nok ifølge Helle Schøler Kjær.

»Hun burde inden Deadline have snakket med Orientering og fundet dokumentationen frem, for det viste sig jo ikke at passe. Jeg mener, man som journalistisk virksomhed skal erkende fejl, og så skal man forsvare sine medarbejdere resten af tiden, og det føler jeg simpelthen ikke, de gjorde,« siger hun.

Ifølge Lisbeth Knudsen er diskussionen et eksempel på, at DR-cheferne ikke bare automatisk bør afvise kritik.

»Jeg skulle ikke være bolværk over for alt ondt fra omverdenen. Folk skulle kunne kritisere – det hører med til et demokrati og til at være en public service-station. Det var klart min rolle at gå ind og tage stilling til, om kritikken var relevant eller ikke relevant,« siger Lisbeth Knudsen.

Læs også: Den kolde krig om DR og Rohde sendte advarende SMS til Plummer

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen