Tempoet på redaktionerne er skruet op. Journalister over 40 har svært ved at få nyt job. Det er ikke længere et plus at have erfaring. Samtidig rammes mange af angsten for ikke at slå til.

Det er blevet sværere at være ældre i journalistfaget. For det gælder om at være på hele tiden og sørge for karriereskift i langt højere grad end før.

Der er ikke længere prestige i at have en mangeårig erfaring inden for et stofområde. Tværtimod. Der bliver rokeret rundt på arbejdspladserne, så de, der kender til et stofområde, pludselig sidder, hvor de lettere kan undværes.

Tempoet er skruet op, der skal leveres mere, og kvaliteten er ikke i så høj kurs som tidligere. Men det er hårdt at leve op til noget, som ikke er kvalitet. Det er hårdt ikke længere at være den, ledelsen satser på. Det er hårdt ikke at føle sig værdsat.

Det kan de faglige sekretærer i Journalistforbundet og medarbejderne i A-kassen og Jobservice tale med om. De får dagligt telefonopkald fra journalister i faste stillinger, der er trætte af det hele og hellere vil prøve noget andet. Hvis bare de kunne. For det er ikke nemt at få et nyt fast job. Er du først kommet godt op i 40'erne, har du meget svært ved at nå så langt som til en jobsamtale, hvis ikke du søger et job som redaktør eller informationschef. Og kvinderne mærker muren tidligere end mændene.

 

Knækker tidligere
"Der er stadig rift om unge, nyuddannede journalister, men det er helt klart blevet sværere at være ældre," siger sekretariatschef Linda Garlov, der er leder af Journalisternes A-kasse og Jobservice.

"Der er ikke længere så megen prestige i at være erfaren. At fordybe sig og finde specielle historier respekteres ofte ikke af ledelsen, fordi det er for tidskrævende. Det er en svaghed for journalistfaget og har store menneskelige omkostninger.

Angst for prestigetab fylder meget i en journalists bevidsthed. Det kan være hårdt at skulle leve op til de samme krav som tidligere uden at blive eksponeret på samme måde som før. På det punkt adskiller journalistfaget sig fra andre fag, hvor man ikke identificerer sig så meget med sit arbejde.

Jeg tror, prestigetabet har en stor betydning for følelsen af udbrændthed, og den følelse kommer tidligere og tidligere. For nylig talte jeg med en gruppe journalister, som alle var i slutningen af 30'erne og vant til at "være på".

Pludselig kunne de se, at der var nye, yngre journalister på vej, som blev prioriteret højere. Havde det været for 10-20 år siden, kunne de se frem til at blive placeret på et bestemt fagområde og få ansvar for det. Nu må de kæmpe mere for at fastholde deres position.

Det bliver interessant at se, hvad der sker med de yngre journalister fremover. Jeg frygter, at de begynder at knække, når de er endnu yngre, måske allerede før de fylder 40 år," siger Linda Garlov.

 

Lysten forsvinder
Ebba Henker, faglig sekretær for ansatte inden for stat, amter og kommuner, og Pia Funder, faglig sekretær for alle uden overenskomst – for eksempel de nye internetredaktioner og fotograferne, taler om, hvad der sker, når lysten til de spændende opgaver forsvinder:

"Problemet opstår, når stressen ikke er sjov mere. Når du får ondt i maven og hovedet, når du har svært ved at sove, og når du vågner med angstfornemmelser om morgenen. Stress er en del af journalistfaget. Men stress har en langtidseffekt. Man kan ikke blive ved med at køre sig selv op i årtier. Det kan ingen holde til, hverken fysisk eller psykisk, og det går ud over familien.

Nogle siger, at journalistfaget er blevet kedeligt, fordi alle skal hente børn og aldrig har tid til at drikke en øl efter arbejde. Man slappede mere af før i tiden og gav den så indimellem alt, hvad man havde i sig. Sådan er det ikke mere. Nu knokler alle bare derudaf hele tiden.

Men det kan ikke passe, at man skal have så travlt. Og spørgsmålet er, om det altid er et reelt pres. Er det noget, der kommer fra arbejdsgiveren, eller er det ens egne ambitioner? Det handler jo også om at tage sig den tid, der er nødvendig til at slappe af. "

 

Angsten breder sig
"Vi hører kun fra dem, der har problemerne. Vi har også mange sager om dårligt psykisk arbejdsmiljø, hvor det ikke specielt er de ældre, der rammes. Det gælder især for de mindre arbejdspladser, hvor man er tæt på hinanden og helt afhængig af den ene chef og de få kolleger, man har. De nye web-arbejdssteder er barske, og det samme gælder informationsbranchen, hvor der ofte arbejdes efter strømlinede management-metoder.

Mobning rammer i lige så høj grad de yngre som de ældre, fornemmer vi. Men der er ingen tvivl om, at alderschauvinismen også er udbredt i journalistbranchen. De unge kan nogle gange være meget hensynsløse. Man får altså ikke glæde af hinanden, hvis man tror, man er verdensmester. Kunsten er at skabe plads til andre, uden at kreativiteten forsvinder.

Det kan også tage hårdt på sjælen at lave visse historier, at komme tæt på og bruge mennesker, at gå over stregen – det efterlader ar – den slags skal bearbejdes, men bliver det ikke altid.

Har man så for travlt, og tror man ikke mere på, at man kan det, man kunne engang, breder angsten sig. Angsten bliver værre, hvis man får at vide, at arbejdspladsen skal spare eller fusionere. Angsten for ikke at slå til, for ikke at kunne finde ud af ny teknik, følelsen af, at alt går for hurtigt, alt det gør, at man bliver usikker, og så bliver det hele endnu værre. Den angst er specielt udbredt blandt ældre over 45 år," siger Pia Funder og Ebba Henker.

 

Svært at trappe ned
Der er måske en god grund til at være nervøs. For det grå guld er ikke specielt efterspurgt, mener Claus Iversen, faglig sekretær på dagbladsområdet.

"Når jeg er med til forhandlinger om fratrædelsesgodtgørelser, vil arbejdsgiverne helst gøre det mest attraktivt for de ældre at gå af. Vi kræver, at alle får det samme beløb udbetalt, men det nægter arbejdsgiverne. De siger, at de ældre bør få mest, fordi de får sværest ved at finde arbejde senere. Jeg mener, at de vil gøre det attraktivt for de ældre, så de kan slippe af med dem."

Claus Iversen giver grønt lys til de, der får lov til at gå på deltid på deres arbejdsplads. Det er ikke specielt de ældre, der ønsker nedsat tid.

"Arbejdsgiverne på dagbladene synes ikke, at faget er egnet til at trappe ned i. Og også medarbejderforeningerne stritter imod, fordi man i dag ikke har mulighed for at ansætte folk på deltid. Det gør det svært for ældre at komme igennem med ønsket om færre arbejdstimer, fordi arbejdsgiveren ikke vil opnormere, mens kollegerne ikke vil acceptere en nednormering.

 

Penge er ikke alt
Mange journalister undrer sig over, at de har svært ved at finde nyt arbejde, når de har været mange år på samme arbejdsplads.

"Det er ikke, fordi de ikke søger andre job, men de får dem ofte ikke. Jeg taler med mange, der forsøger at finde nye job, men som må opgive. Man skal ikke ret langt op i 40'erne, før det føles sværere, også selv om man sidder i et fast job i forvejen," forklarer Linda Garlov og fortsætter:

"De fleste tør heller ikke slippe sikkerheden. De færreste tør give sig selv sparket og blive freelancer eller springe ud i vikarjob. For mange kan det også være en økonomisk katastrofe. De har sat sig for dyrt, dengang alt gik godt. De kan slet ikke overskue, hvis de ikke mere kan betale en husleje på 12.000 kr. brutto.

Alligevel er jeg ikke sikker på, at det økonomiske i sidste ende er altafgørende. Ikke ret mange fortsætter i faget til de er 65 år for at få den bonus på 100.000 skattefri kroner, som politikerne lokker med. De fleste vil gerne holde ud til de fylder 62 år på grund af efterlønsreglerne, men går alligevel af før. Folk tager det økonomiske smæk, det giver at få den lavere efterløn. Penge betyder jo ikke alt. Man må værdsætte de år, man har. Det nytter ikke at være ulykkelig i sit job.

Hvis folk ringer til mig og fortæller, at de er kede af det, at de får ondt i maven og ikke kan sove ordentlig mere, siger jeg ofte ligeud: Så stop dog – livet er for kort til andet."