Hvad går der galt, når fremragende journalistik ikke rykker? Journalisten har talt med en række prisvindere om historier, der løb ud i sandet.

FORBIER. Ekstra Bladets gravergruppe satte nyhedsdagsordenen i en hel uge i maj 2008, da avisen for rullende kamera afslørede fire børnelokkere og smed dem på forsiden. En af de fire blev dømt.

Alligevel er den daværende graverchef, Heine Jørgensen, ikke tilfreds med konsekvensen af historierne. Målet var nemlig ikke kun at afsløre en mindre håndfuld pædofile mænd. Stod det til Heine Jørgensen, skulle politiet overtage Ekstra Bladets metoder og oprette falske profiler for at afsløre mænd på jagt efter mindreårige sex-ofre. Det er ikke sket.

I dag siger Heine Jørgensen:
»Det var kun en dråbe i havet, at vi reddede et par børn. Hvis det var målet at redde børn, skulle vi have taget alle de hundrede mænd, der henvendte sig til vores falske profil, og jagtet dem ned i postkassen,« siger Heine Jørgensen, der i dag er chef for Ekstrabladet.tv.

Journalisten har undersøgt, hvilke konsekvenser 25 prisvindende journalistiske projekter har haft. De fleste afsløringer har vakt stor opsigt og politisk bevågenhed. Alligevel kom der ikke det store ud af det. Forklaringerne er mange. Når regeringen sidder tungt på taburetterne støttet af Dansk Folkeparti, er chancen for at vælte en minister mindre.

Hvis politikerne ikke stiller op til interview, er det også en væsentlig bremseklods. Det bliver ikke lettere at få historierne til at batte, hvis de har internationalt tilsnit. Selv Cavling-vindere må se deres historier blive gemt hen i syltekrukker.

DA DR AFSLØREDE, AT CIA mellemlandede i både Danmark og Grønland som led i deres fangeprogram fik det ingen politiske konsekvenser. Det ærgrer stadig en af tilrettelæggerne Mette Aaby. Filmen fik ellers stor bevågenhed og vandt årets TV-Oscar 2009.
»Historien handlede om ethvert menneskes værste mareridt – at man mister alle sine borgerrettigheder, bliver tortureret og bortført til et andet land,« siger Mette Aaby.

Udsendelsen førte til, at Udenrigsministeriet undersøgte sagen og bekræftede, at oplysningerne i filmen var rigtige. Men det blev aldrig afdækket, om de danske myndigheder havde kendt til trafikken.
»Vi havde researchet i et år. Men der var ingen af de ansvarlige, hverken statsministeren eller udenrigsministeren, der ville stille op eller medvirke til sagens opklaring. Det var stærkt medvirkende til, at vi ikke kunne komme regeringens viden og mulige ansvar nærmere,« siger Mette Aaby.

i tv-forbrugerprogrammer som "kontant" og "Basta" er det almindeligt, at journalisterne vender tilbage til gamle sager for at lægge pres på, så sagerne får konsekvenser. Men det er en vedholdenhed, som en del prisvindende journalister åbenbart ikke benytter sig af. Mange af de mediefolk, Journalisten har talt med, ved faktisk ikke med sikkerhed, hvilke konsekvenser deres historier fik. De forklarer i telefonen, at de aldrig fik fulgt op, efter de slap historien – og nu er de optaget af andre sager.

Tom Heinemann lavede dokumentaren "Den Bitre Smag af Te" om arbejdsforholdene blandt Fairtrades te-plukkere. Han siger, at det er et problem, at journalister ikke holder de ansvarlige fast på deres løfter.
»Jeg ville ønske, at vi fik mulighed for at producere opfølgende udsendelser, for det er præcist dét, mange seere efterspørger,« siger han.

Problemet er bare, at broadcasterne sjældent er interesserede i dokumentarer, der følger op på en gammel sag.
Filmen "Den Bitre Smag af Te" er solgt i cirka 12 lande og har vundet et hav af priser. Men Tom Heinemann ved ikke, om te-plukkernes forhold er blevet væsentligt bedre.

»Mit succeskriterium var at vise, at tingene ikke er så lyserøde, som Fairtrade fremstiller dem. Filmen gav Fairtrade en løftet pegefinger, og jeg ved, at filmens kritik har medført nye og forbedrede tiltag. Men det ville være blåøjet naivt af mig at garantere, at samtlige te-arbejdere har fået det bedre,« siger han.

EN ANDEN TRUSSEL mod historier, der vil undgå at fuse ud, er offentlige syltekrukker. Selv historier fra Cavling-vindere risikerer at blive parkeret i udvalg og kommissioner i årevis, hvor de mister aktualitet og gennemslagskraft. PET-kommissionen, der blev nedsat efter TV2-dokumentaren "Den hemmelige Tjeneste", var 10 år undervejs med sin rapport. Det er alt for lang tid, mener Miki Mistrati, der var med til at lave "Den Hemmelige Tjeneste".
»Når først støvet har lagt sig, er der ingen, der bekymrer sig om sagen længere,« siger han.

Vinderen af Spadestiksprisen 2008, Nordjyskes Lars Teilmann, mener dog ikke, at udvalg behøver være syltekrukker. For fire år siden lavede han sammen med en kollega og DR en række historier om problemerne med politiklagesystemet. Der blev dengang nedsat et udvalg, og i april i år – fire år efter – vedtog Folketinget et nyt uafhængigt klagesystem.

»Dengang de nedsatte udvalget, var vi lidt bitre over den manglende gennemslagskraft. Vi oplevede, at de sendte sagen til hjørnespark. Men når det gælder tunge systemer som for eksempel politiet, tager det tid – ofte flere år – at skabe ændringer,« siger Lars Teilmann.

PÅ HEINE JØRGENSENS kontor hænger tre spisesedler, som minder om Ekstra Bladets afsløringer fra foråret 2008. Heine Jørgensen har plakaterne hængende, fordi han tror på, at »god journalistik avler god journalistik«. Selv om det ikke lykkedes Ekstra Bladet at få den fulde forløsning, er Heine Jørgensen godt tilfreds med børnelokker-serien. Det lykkedes gravergruppen at dokumentere, at børnelokkerne ikke blot chattede, men også forsøgte at mødes med børn over nettet. Og de fik vist, at politiet ikke greb ind.

Der er dog grænser for, hvor langt man kan drive journalistikken, før det bliver politik, siger han. Indignation er en fin drivkraft, men det må ikke kamme over.
»Hvis vi skal derhen, hvor man har en tjekliste over, hvor mange børn vi har reddet, og hvor mange politikere vi har flyttet, så skal man nok være politiker i stedet for journalist. Man skal bruge krudtet på journalistikken og blive ved med at jagte. Hvis vælgerne synes, at det er i orden, at der ikke bliver gjort mere ved det, så kan vi ikke gøre noget,« siger Heine Jørgensen.