Fotograferne bliver bedre og bedre. Især de unge imponerer med det ene storslåede og gribende billede efter det andet. Ofte er de til stede i områder, som hærges af naturkatastrofer eller krig. De er modige, og de er nærgående, og de kan deres metier. Dansk fotoreportage – hører man – befinder sig på et højt internationalt niveau. Det skulle vi vel alle kunne glæde os over.
Ja, det skulle vi vel.
Men det spørgsmål begynder at trænge sig på, om ikke nogle af de unge fotografer er ved at være for dygtige? Pludselig, når man får lejlighed til at kigge lidt grundigere ikke blot på deres arbejder, men på deres metoder, er det som at kigge indenfor på et værksted, hvor Mefistofeles ville have følt sig hjemme.
Det, vi ser, kan være svindel, æstetik eller eventyr – kald det hvad du vil.
Men det er ikke reportage, og det er ikke ærligt.
Som efterhånden gammel journalist – jeg har været i faget i 40 år og har på dets vegne rejst mere rundt i verden, end jeg orker at tænke på – har jeg ofte været skeptisk over for ordet, men sjældent over for billedet.
Som jeg så det, stod fotografiet for virkeligheden. Fotografiet var sandhedsbeviset. Journalisterne kunne skrive sig ind i eller ud af mange situationer. Ordet var altid billigere end billedet. Den gode fotografs billede var ærlig snak. Her hørte tvivlen op.
Nu ved jeg, at også billedet kan være løgn.

Der har altid foregået en diskussion om fotografiets indhold, dets budskab så at sige. Nu foregår der åbenbart også en diskussion om dets dokumentariske værdi, og denne diskussion er vigtigere, end mange vist vil være ved. Sagen er – og jeg bemærkede det for første gang i Kosovo her i foråret – at det ikke længere er så meget ordet som billedet, der lyver.
Journalisterne har lært af deres stokkeprygl. De er i dag som hovedregel nøjeregnende til det yderste. Men netop de unge fotografer – og jeg mener, det er ganske korrekt at sigte på de unge fotografer – er så optaget af en mere eller mindre indstuderet æstetik, at de er godt i gang med at ødelægge deres erhvervs troværdighed.
Under kampene i Kosovo og – for år tilbage, om end i mindre grad – i Bosnien kunne man se, hvordan specielt unge fotografer organiserede murbrokker og brændende træværk, lod troskyldige bønder spadsere frem og tilbage i deres ødelagte landsbyer, instruerede flygtninge og soldater, ordnede sørgetog og hvad ved jeg. Det, der interesserede dem, uagtet mange af dem var udsendt af deres redaktioner for dyre penge, var ikke at give læserne et glimt af virkeligheden næste dag, men at vinde næste års pris. Der var og er her tale om et hysteri og en selviscenesættelse, som man skal lede længe efter blandt de skrivende.

Misforstå mig ikke. Jeg langer ikke ud efter alle fotografer og heller ikke efter alle unge fotografer. Jeg har i tidens løb samarbejdet med mange af dem. De fleste var og er etiske og modige kolleger. De respekterer deres fag og deres publikum, og de respekterer den virkelighed, de befinder sig i. De er ikke svindlere, som flytter rundt på personer og kulisser. De er ansvarlige fotografer, som fotograferer deres omgivelser og ofte formår at få kunst ud af dem.
Men jeg har været i selskab med andre, hvis optræden skærpede en mistanke om, at der er opstået en klasse af fortrinsvis unge fotografer, som i deres fremmedgjorthed anser krige og andre ulykker for scenografiske optrin, de kan lave om på, hvis disse optrins æstetik ikke passer i deres kram. Sådanne fotografer postulerer en ret til at levere billeder af en virkelighed – deres selvskabte virkelighed – som intet har at gøre med den virkelige virkelighed, som de anser for ufotogén og derfor usælgelig.
Tag Nicolai Howalts forklaring på en i sig selv ikke påfaldende grov manipulation omkring et barnelig i Afghanistan (seneste nummer af JOURNALISTEN): »Der er sikkert nogle, der mener, at jeg er gået alt for langt og vil krumme tæer, men det var mig, der var der og fornemmede stemningen, så lad dem om det. Det var mig, der har noget på hjerte og vil fortælle en historie. Jeg valgte at lave æstetik og fortælle historien på min måde. Jeg har ingen problemer med at påvirke situationen for at fortælle en bedre historie«.
Mig, mig, mig …
Howalt er manden i midten. Han bestemmer hvem, der skal vide eller se hvad. Han har noget på hjerte og vil fortælle en historie. At Howalt i den sidste ende fortæller en løgnehistorie (»jeg har ingen problemer med at påvirke situationen«) går slet ikke op for ham i hans på en gang latterlige og tragiske hovmod.

Eller tag Nikolai Fuglsigs billede på forsiden af det seneste nummer af Journalisten den 13. oktober.
En tilsyneladende ung kvinde spadserer, iført elegante, blankpudsede sko, hen over et stykke uplejet jord forbi kadaveret af en ko. Hvad laver hun dér? Hvor skal hun hen? Der er ikke så meget som antydning af en sti, hun kan følge. Hvem standser en bil midt ude på dette bøhland? Hvad er det for en kvinde, der ikke går i en stor bue uden om det døde dyr? Svaret på det sidste spørgsmål kender vi. Kvinden er Fuglsigs lokale tolk, med andre ord en medbragt rekvisit i en totalt opdigtet verden.
Et sådant billede kan man alt efter smag anse for kunst, svindel eller rent hysteri. Jeg vil kalde det for opstilling, effekt for effektens skyld.
Journalistik er det i hvert tilfælde ikke.
Ingen djævel aner herefter, om vi er inviteret indenfor i Fuglsigs privatteater, eller om vi er med ham i en påstået stråleramt russisk by, som han kalder for Muslomovo. Eller om vi er et helt tredje sted.
Som med Howalt og den måske lidt mere tænksomme Joachim Ladefoged ankommer vi til uvirkelighedens land. Billederne, der følger af ofte voldsomme og tragiske begivenheder, viser sig i større eller mindre grad at være falsknerier, foretaget af skrupelløse mennesker i et forsøg på at promovere sig selv.

Skulle fænomenet brede sig, vil vi alle være ilde stedt den dag, det går op for læserne, at de bliver bedraget af billedet, det måske sidste mange føler, de kan have tillid til.
Både Howalt og Fuglsig spiller for så vidt med åbne kort, og om ikke andet må man beundre dem for den fasthed, hvormed de giver råt for usødet. »Jeg ved godt, at der er nogle mennesker, der vil blive chokerede over at høre det,« siger Fuglsig. »Men jeg mener kun, at man kan fortælle den historie på den måde, jeg har gjort«.
Sproget er ikke godt, men arrogancen er uovertruffen og indtil videre uhørt blandt dem, der færdes ude i den virkelige virkelighed.

Af Per Nyholm, Jyllands-Postens korrespondent på Balkan