Nagieb Khaja vinder Kristian Dahls Mindelegat. Det har DJ's Kreds 1 netop offentliggjort.
Prisen får Khaja for, med "enestående vedholdendhed" at have beskrevet krigen i Afghanistan fra afghanernes synspunkt.
"I bogen ”Historien der ikke bliver fortalt” fra 2011 fortæller han om sine rejser i Afghanistan, sine møder med krigens ofre og med Taliban. Og i sin dokumentarfilm fra 2012, ”Mit Afghanistan – livet i den forbudte zone”, overlader han kameraet til nogle almindelige afghanere, som fortæller os, hvordan det er at bo i Helmands krigszone," skriver Kreds 1 i pressemeddelelsen.
"Det er, som titlen på hans bog siger, en historie, som ellers ikke bliver fortalt. Det er samtidig en historie, det er nødvendigt at fortælle, så meget desto mere som resultatet af den danske militære indsats står og falder med, om det lykkes at vinde afghanernes sympati, deres ”hearts and minds". Denne vigtige historie er svær at fortælle, hvis ikke man som Nagieb Khaja er af afghansk afstamning, kender kulturen i landet og taler et af dets hovedsprog. Heldigvis for os andre har han valgt at fortælle den, og at fortælle den vedholdende, grundigt og nuanceret."
Prisen bliver overrakt torsdag den 21. marts.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.