
TV 2 har i adskillige tilfælde har vist kommercielt indhold pakket ind i et redaktionelt miljø. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Sydesalt på Læsø. En cykeltur til Berlin. En kampagne om, at danskerne drikker for meget.
Alt sammen ting, der har været omtalt eller vist hos TV 2, efter interesseorganisationer har lagt et beløb hos tv-stationen. Og det har haft medført kras kritik fra eksperter, at det tilsyneladende har været muligt at købe sig til omtale hos TV 2.
Eksperterne har vurderet, at TV 2 i adskillige tilfælde har vist kommercielt indhold pakket ind i et redaktionelt miljø, og at det er i strid med loven, hvis det ikke deklareres tydeligt.
Men radio- og tv-nævnet finder kun i ét tilfælde grund til at udtale kritik af TV 2 efter en grundig gennemgang af tv-stationens samarbejder, som har været afdækket i en artikelrække i Jyllands-Posten.
Radio- og tv-nævnet udtaler på den baggrund kritik af, at sponsorkrediteringen i indslag sponsoreret af Alkohol&Samfuund, der er blevet bragt i ‘Go’ Morgen Danmark’ og ‘Go’ Aften Danmark’, er i strid med reklamebekendtgørelsen. Derudover bemærker nævnet, at krediteringen i et andet indslag er mangelfuldt, men at det skyldtes en teknisk fejl, og udtaler således ikke kritik.
Det fremgår af en afgørelse fra nævnet.
Betvivler ikke selvstændighed
Kritikken af TV 2 har blandt andet gået på en udsendelse, hvor TV 2 har sendt vejrvært Peter Tanev på en flere dage lang cykeltur fra København til Berlin, hvor der gøres stop ved tyske turistattraktioner undervejs. Det vejrprogram var sponsoreret af Tysk Turist Information, der er det officielle turistkontor for Tyskland i Danmark.
Derudover har Læsø købte sig til, at TV 2 Vejret – under nyhedsafdelingen – tilbage i 2020 transmitterede og lavede indslag fra øen med den kendte vejrvært Peter Tanev om jomfruhummere, LæsøSalt og tang. Aftalen mellem Læsø Turist- og Erhvervsforening og TV 2 var en del af en kampagne, der ud over redaktionel omtalte i form af en håndfuld tv-indslag, også bestod af et programsponsorat og artikler stemplet som sponsoreret indhold.
Men i de tilfælde har Radio- og tv-nævnet ikke fundet anledning til at udtale kritik af TV 2.
”For så vidt angår indslagene vedrørende ”Visit Læsø”, Tysk Turist Information og CODAN Forsikring har Radio- og tv-nævnet vurderet, at der ikke i indslagene er sket fremhævelser eller tilskyndelse til afsætning eller køb af deres produkter og tjenesteydelser eller nogen promovering heraf,” står der i afgørelsen.
”Desuden har Radio- og tv-nævnet vurderet, at der ikke i indslagene eller i det fremsendte materiale vedrørende ”Visit Læsø”, Tysk Turist Information og CODAN Forsikring er anledning til at betvivle, at TV 2 Danmark A/S´ ansvar og selvstændighed skulle have været påvirket,” fortsætter den.
Stop for sponsoreret indhold
Da sagerne kom frem i efteråret 2022, besluttede TV 2 at slutte helt med at lave annoncørbetalt indhold i ‘Go’ Morgen Danmark’ og ‘Go’ Aften Danmark’.
”Vi er det medie, der når ud til flest danskere. Det ansvar tager vi meget alvorligt, og det har aldrig været og vil aldrig være muligt at købe sig til redaktionelt indhold og omtale på TV 2,” udtalte TV 2’s indholdsredaktør, Lotte Lindegaard, i oktober.
”For at rydde enhver usikkerhed af vejen har vi derfor besluttet, at vi ikke længere vil indgå partnerskaber, hvor vi modtager produktionsstøtte i GO-programmer,” udtalte Lotte Lindegaard i det skriftlige svar.
I december blev det så gjort klart fra TV 2’s side, at det heller ikke længere ville være muligt for annoncører at købe sig til sponsorater i TV 2’s vejrprogrammer.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.