Næstformands-kandidat vil have fokus på den glemte del af Sofie Lindes tale

Allan Boye Thulstrup er klar til at gøre sit vikariat som næstformand i Dansk Journalistforbund mere permanent og stiller derfor op til posten, når der skal vælges formandskab i april

”Jeg synes, at jeg i mit vikariat har sat gang i nogle rigtig spændende ting, samtidig med at DJ har nogle rigtig store udfordringer. Jeg synes, at jeg er kommet godt i gang med dem, og det kunne jeg godt tænke mig at se komme i mål.”

Sådan lyder det fra Dansk Journalistforbunds (DJ) nuværende næstformand, Allan Boye Thulstrup, der i weekenden annoncerede, at han vil gøre sit vikariat til en mere permanent post og derfor stiller op som næstformand, når DJ den 25. april skal stemme om fagforbundets formandskab.

Ligeløn for mænd og kvinder er en af de ting, der særligt ligger næstformand-kandidaten på sinde.

”Det er den del af Sofie Lindes tale, der ikke er blevet snakket så meget om. Og det er helt fair, at det andet har taget opmærksomheden. Men det er også vigtigt at få ligeløn tilbage på dagsordenen, og vi kunne håbe, at 2021 er året, hvor det kunne lykkes,” siger Allan Boye Thulstrup.

Dansk Journalistforbund har en lønstatistik på vej, og med præsentationen af den håber Allan Boye Thulstrup at have et afsæt til at få lige fordeling af løn på tværs af køn på bordet.

”I første omgang skal vi på tværs af forhandlingsbordet blive enige om, at der er et problem. Og så skal vi finde ud af, hvordan vi kan få det løftet i forhandlinger,” siger han.

Som at spise en elefant

Den mest presserende udfordring her og nu handler i Allan Boye Thulstrups øjne dog ikke om løn, men om at hjælpe så mange solo-selvstændige som muligt gennem den krise, som corona-restriktionerne har medført.

”Der er mange, der virkelig lider, fordi mange af deres opgaver forsvinder, når aktiviteten i samfundet forsvinder. Særligt har hele kultur- og sporstdækningen – hvad enten man har taget billeder eller skrevet – virkelig været på den, fordi alt er forsvundet,” siger han.

Når samfundet forhåbentlig begynder at åbne igen i løbet af året, vil Allan Boye Thulstrup have fokus på, hvordan Dansk Journalistforbund kan være en meningsfuld fagforening for dem, der ikke er ansat i traditionelle fastansættelser og på fast løn.

Det er en udfordring, fagbevægelsen generelt står over for, men som især gør sig gældende i medie- og kommunikationsbranchen.

”Hvordan er man fagforening for dem på en meningsfuld måde? Jeg synes, at vi er godt på vej, men der er helt klart også nogle ting, vi skal have fundet flere løsninger på,” siger Allan Boye Thulstrup, der er fuldt ud bevidst om, at det ikke er en løsning, der kommer med et enkelt trylleslag.

”Det er en stor opgave. Men man gør, ligesom når man spiser en elefant. Man tager hele tiden en bid, og så på et tidspunkt har man spist den,” siger han.

Medlemmerne i fokus

Allan Boye Thulstrup blev valgt som næstformand under et kampvalg i juni. Han blev dermed sat ind som afløser for Jakob Ponsgård, der har været sygemeldt med stress siden januar sidste år, og som i sommer besluttede at trække sig.

Han tiltrådte officielt den 1. august, og på det tidspunkt havde Allan Boye Thulstrup slået sig op på at ville tættere på medlemmerne. Den vision har ikke ændret sig, og det er med til at gøre ham egnet til posten, mener han.

”Jeg synes, jeg har en facon, hvor de fleste mennesker har lyst til at tale med mig, og jeg er dialogsøgende. Der er en del, der har opfordret mig til at stille op igen, og de har blandt andet henvist til min måde at være på.”

”Derfor tror jeg, at jeg kan gøre en forskel. Det handler om at have medlemmerne i fokus. Det har jeg haft de seneste fem måneder, og det vil jeg fortsætte med at have,” siger Allan Boye Thulstrup.

Dansk Journalistforbund besluttede i starten af december, at dette års delegeretmøde bliver digitalt på grund af risiko for smitte med coronavirus, hvis omkring 300 mennesker skulle samles i Kolding over to dage som vanligt.

0 Kommentarer

Læs også

Allan Boye Thulstrup er på valg: Forbundet er gået i stå

26. APRIL 2019
DJ’s næstformand trækker sig

Stresssyg næstformand: DJ pressede mig af posten 

15. JUNI 2020