Da to tidligere studentermedhjælpere og tre tidligere medarbejdere i november stod frem i Journalisten og berettede om anklager om sexchikane i DJ og en problematisk kultur i forbundet, fik de tre tidligere medarbejdere følgende ord med på vejen af DJ’s næstformand:
”Det lyder, som om problemet er en usund sladderkultur, hvor nogen har været ivrige efter at viderebringe rygter uden at gå til ledelsen og få gjort noget ved det. Men jeg tror og håber, at det problem forsvandt med de medarbejdere,” sagde Tine Johansen dengang til Journalisten.
Den udtalelse udløste kritik fra DJ-medlemmer på sociale medier og fra et hovedbestyrelsesmedlem, som i Journalisten kaldte det problematisk, at næstformanden ”skyder tilbage på budbringerne” i stedet for at lytte til kritikken. Dengang lykkedes det ikke for Journalisten at få et interview med Tine Johansen om hendes udtalelse.
Onsdag landede så den længe ventede advokatundersøgelse om anklagerne. Undersøgelsen har ikke kunnet finde dokumentation for, at der har fundet sexchikane sted, men DJ’s ledelse konkluderede alligevel, at der var noget at komme efter.
”Der har været tale om en uhensigtsmæssig adfærd fra én medarbejder, og der har været en uhensigtsmæssig kultur i dele af DJ. Det har fået hovedbestyrelsen til at indlede forhandlinger om fratrædelse med en mellemleder i forbundet,” skriver DJ i sin pressemeddelelse.
Hverken tak eller undskyldning til eks-medarbejdere
Her bliver det også beskrevet, at DJ-formand Lars Werge har taget kontakt til de to tidligere studentermedhjælpere og givet dem en personlig undskyldning og takket dem for at bringe sagen frem.
Men derimod er der ikke nogen tak til de tre tidligere medarbejdere eller en undskyldning for næstformandens udtalelse om, at de skulle repræsentere en sladderkultur. Blot en gentagelse af en tidligere fremført generel beklagelse over DJ’s håndtering af sagen.
”Vi håndterede sagen forkert fra start, og det vil vi gerne endnu en gang beklage,” siger Lars Werge i pressemeddelelsen.
”Det var drønubehageligt”
To af de tidligere medarbejdere fortalte torsdag til Journalisten, at de ikke har fået en undskyldning. En af dem er Kirstine Baloti, som sagde op i DJ i 2016 for i stedet at blive faglig konsulent i HK.
Hun anerkender, at det først og fremmest er de to tidligere studentermedhjælpere, som har krav på en undskyldning, men:
”Det vil klæde DJ’s ledelse at give en undskyldning. Det var drønubehageligt at blive skudt i skoene, at jeg havde et hævnmotiv, og at jeg gik med sladder. Jeg blev chokeret over næstformandens ord. DJ’s ledelse bør gå ud og sige, at de er kede af den specifikke udtalelse,” siger Kirstine Baloti.
”Det har været en hård omgang for alle. Men det må siges nu at stå klart for alle, at der var et problem med en specifik mellemleder, ikke et problem med en usund sladderkultur,” siger hun.
”Sender skidt signal til nuværende medarbejdere”
”Jeg kan i princippet være lidt ligeglad med den bemærkning, for jeg er ikke ansat i huset mere. Men det sender et skidt signal til de nuværende medarbejdere. Sådan en udtalelse skaber ikke tillid hos medarbejderne til, at de trygt kan fortælle ledelsen om problematiske forhold,” siger Kirstine Baloti.
Jonas Thing var en anden af de tidligere medarbejdere, og han er i dag udviklingskonsulent i HK. For ham er det ikke afgørende med en undskyldning.
”Det er jeg ligeglad med. Det her har aldrig handlet om mig. Jeg er bare glad for, at det er afsluttet nu,” siger Jonas Thing.
Den tredje tidligere medarbejdere er Louise Theil, som i dag er teamleder for karrieretelefonen i HK. Hun ønsker ikke at udtale sig, fordi hun har brug for at lægge sagen bag sig.
Werge: Står ikke øverst på min liste
Journalisten forsøgte torsdag at få et interview med DJ-næstformand Tine Johansen om kritikken. Men hun henviser i stedet til DJ-formand Lars Werge, fordi ledelsen har besluttet, at kun han udtaler sig om advokatundersøgelsen.
Hvorfor har I ikke givet de tre tidligere medarbejdere en personlig undskyldning for, at næstformanden anklagede dem for at gå med sladder?
”Nu var det i går (onsdag red.), at vi lukkede sagen i hovedbestyrelsen. Der ringede jeg til de allermest centrale personer i sagen. Vi har i øjeblikket forhandlinger i gang med medarbejdere, der vender tilbage, og fratrædelsesforhandlinger med en medarbejder, der er blevet opsagt. På min liste og det opdrag, jeg har fået fra hovedbestyrelsen, der er det ikke en personlig undskyldning for en udtalelse i en artikel, der står allerhøjest,” siger Lars Werge.
”Det her er primært en sag mellem næstformanden og de konkrete personer. I min håndtering af sagen handler det mest om sagens centrale aktører og de nuværende medarbejdere, som naturligvis har været meget rystede over det her forløb,” siger han.
Hvordan kan DJ’s nuværende medarbejdere stole på, at de trygt kan gå til ledelsen med problematiske forhold, når de tidligere medarbejdere blev skudt i skoene, at de gik med sladder?
”Det er et spørgsmål om tillid. Og det er det, som hele denne øvelse går ud på: At opbygge den nødvendige tillid i organisationen,” siger Lars Werge.
Næstformanden beklager sine ord
Efter interviewet med Lars Werge har Journalisten bedt Tine Johansen om at genoverveje sit nej til at stille op til et interview om sagen. Hun beklager nu sin konkrete udtalelse om, at de tidligere medarbejdere repræsenterede en sladderkultur.
”Lars Werge og jeg har på det kraftigste udtrykt, at vi ikke fik håndteret denne sag ordentligt fra begyndelsen, og jeg beklager, at jeg har brugt ordet sladderkultur,” siger Tine Johansen.
”Jeg indrømmer, at det var et meget dårligt ord at bruge i den sammenhæng. Det var udtryk for en dyb forundring over, at man har gået rundt med den viden i otte år uden at gå videre med den. Derfor er vi nødt til at lave mere trygge indberetningssystemer og måske en decideret whisteblower-ordning,” siger Tine Johansen.
Hun erkender, at hun og DJ-formanden hidtil ikke har beklaget den konkrete udtalelse.
Hvorfor har du ikke undskyldt eller beklaget din udtalelse om de tidligere medarbejdere, før jeg ringer til dig?
”Vi har mange gange undskyldt for vores håndtering af denne sag, og den udtalelse er en del af den håndtering,” siger Tine Johansen.
Vil du overveje at give de tidligere medarbejdere en personlig undskyldning for din udtalelse om, at de repræsenterede en sladderkultur?
”Jeg er ked af, at jeg brugte det ord. Omverdenen reagerede meget kraftigt på den udtalelse. Nu beklager jeg. Og jeg går ud fra, at Kirstine og de andre tidligere medarbejdere ikke føler, at min beklagelse er mindre, fordi de skal dele den med andre,” siger Tine Johansen.
Journalisten har været i kontakt med den mellemleder, som DJ nu forhandler om en fratrædelse med. Men han ønsker ikke at udtale sig, så længe forhandlingerne pågår.
9 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Med overhængende risiko for igen at blive slettet og skældt ud for angiveligt at spamme, når jeg forsøger at trække tråde til ledelsens aktuelle ageren og den angivelige nye, sunde kultur i forbundet og alt det der med at, "man kunne da bare have sagt det", vil jeg godt endnu engang opfordre DJ's lederskab til at beklage, at formanden uberettiget har beskyldt mig for dokumentfalsk, og næstformanden har trukket det i land med en sir bemærkning, der intet havde med beklagelse at gøre. Ledelsen må også meget gerne holde op med at forsøge at marginalisere mig med trusler om eksklusion og fratagelse af adgangen til rådgivning som respons på min faglige kritik af forbundsformandens and 27/10-17 om presseforholdene i Catalonien - en officiel udtalelse, som ledelsen også oplagt kunne beklage over for både den spanske ambassadør og medlemmerne af forbundet.
Ja, det gør åbenbart helt ondt på ledelsen at sige sådan rigtigt og uforbeholdent undskyld og uden liiige at skulle lashe lidt mere ud efter dem, man har været grov over for. Hvis ledelsen har det så stramt med at beklage, skulle ledelse være lidt mere tilbageholdende med, hvad den beskylder andre for?
Når jeg læser Tine Johansens 'undskyldning', så kan jeg da kun se mere af det samme - bortforklaringer og "en dyb forundring over, at man har gået rundt med den viden i otte år uden at gå videre med den" (de GIK jo videre med det - men ledelsen fulgte ikke op på det). Det ville være på sin plads med en ægte og helhjertet undskyldning i stedet for en ny omgang udenomssnak.
Nå, nu ser jeg lige i en anden artikel, at du i hvert fald har indberettet det til tidligere udviklingschef Per Nielsen.
Men han vil ikke udtale sig i dag, fordi han er pensioneret. Det er da meget belejligt.
Jeg kan dog se, at Per Nielsen har været inde og like både Lars Werges og Tine Johansens opslag på Facebook om sexchikanesagen den 17.1.2018. Det kan man åbenbart godt som pensioneret!?
Jeg kan også se, at "Martin", der jo er suspenderet og i øjeblikket forhandler en måske uretmæssig fratrædelsesgodtgørelse, også har været inde og like lidt.
Hold nu kæft. Hvad foregår der? Og hvem leder egentlig DJ???
Kære Louise Theil!
Tak, fordi du ikke bare lukker øjne, ører og mund, som så mange andre desværre gør her.
Når du skriver, at du har "løbende indberettet uhensigtsmæssigheder til ledelsen", mener du så med "ledelsen" den administrative ledelse og/eller den politiske ledelse? Og vil du sætte navn på de personer, som kender til dine indberetninger?
Som medlem af DJ og tidligere politisk aktiv har jeg stærkt brug for at vide det.
Og jeg håber meget, at du vil svare her, så alle kan se det. Men hvis du ikke har lyst til det, håber jeg, at du vil ringe eller skrive direkte til mig.
Tak igen. Og tak til alle jer, der er stået frem - både Sigrid og "Josefine" og dig, Louise, og Kirstine og Jonas!
Kærlig hilsen
Ida
Flere