Besparelser

Næsten hver fjerde stoppede for et halvt år siden: Nu skal der igen spares på Lolland-Falster

14 medarbejdere står til at blive afskediget i Folketidende Gruppen, der blandt andet står bag Lolland-Falsters Folketidende

Det er bare et halvt års tid siden, at næsten hver fjerde redaktionelle medarbejder på Lolland-Falsters Folketidende enten skulle fratræde eller blev afskediget i forbindelse med besparelser.

Og nu skal der igen skæres til i koncernen Folketidende Gruppen, der foruden Lollands-Falsters Folketidende udgiver tre ugeaviser, nichemediet Femernreport og Radio Sydhavsøerne.

Det oplyser administrerende direktør Ole Sloth til MediaWatch, der fortæller, at der skal spares 10 millioner kroner i forbindelse med en tilpasningsplan frem mod 2026.

Spareplanen betyder ifølge MediaWatch, at 14 medarbejdere i Folketidende Gruppen står til at blive afskediget. Af dem er otte kommercielle medarbejdere, mens seks redaktionelle stillinger også vil blive nedlagt.

Uventet stort underskud

Den kommende tid skal ledensen og husets tillidsfolk forhandle om, hvordan besparelserne kommer til at ramme.

”Vi skal forhandle om det de næste 14 dage, hvor vi vil forsøge at afværge og nedbringe antallet af afskedigelser,” siger Bjarne Arildsen, tillidsrepræsentant på Lolland-Falsters Folketidende.

Da mediehuset i december skulle igennem en sparerunde, forhandlede seks medarbejdere sig til en fratrædelsesaftale, en funktionæransat fik en frivillig fratrædelse, og to studieværter på Radio Sydhavsøerne blev opsagt.

Fratrædelserne fik også den konsekvens, at mediet ikke længere har fotojournalister tilknyttet.

I april præsenterede Lolland-Falsters Folketidende sit regnskab, hvor det stod med et uventet stort underskud på syv millioner kroner. Det var blandt andet afskedigelserne i december, der havde haft negativ indflydelse på regnskabet, da de medførte ekstraomkostninger på 1,9 millioner kroner. Og nu skal der altså spares igen:

“Vi blev orienteret om det på et møde i går. Alle kollegerne vidste nok godt, at der skulle ske noget. Men det kom alligevel som et chok, og der var meget stille efter det møde,” siger Bjarne Arildsen.

”Nærmest en erodering af annoncemarkedet”

Ole Sloth siger til MediaWatch, at han i sin tid i mediehuset allerede har været med til at eksekvere alt for mange sparerunder, og at det er trist hver gang.

”Men det er ekstra trist, når de budgetmæssige planer, vi har lagt, viser sig så kort tid efter ikke at holde. Vi oplever nærmest en erodering af annoncemarkedet, som jeg ikke har set lignende i mine mere end 30 år i branchen. Derfor laver vi nu et langtidsbudget,” siger Ole Sloth til MediaWatch.

Opdateret klokken 14:12 med kommentarer fra Bjarne Arildsen.

0 Kommentarer