Er et rygte nok til, at politiet må ransage en journalists hjem? EF-Domstolen undgår at svare på spørgsmålet og henviser den tyske journalist Hans-Martin Tillack til Menneskeretsdomstolen i Strasbourg.

KILDEBESKYTTELSE. Det belgiske politi ringede på Hans-Martin Tillacks dør ved syv-tiden en fredag morgen i marts 2004. Tillack var Bruxelles-korrespondent for det tyske nyhedsmagasin Stern og havde skrevet de første artikler om det, der siden skulle udvikle sig til Eurostat-skandalen. Artiklerne byggede på en lækket rapport fra EUs interne kontor for bekæmpelse af svindel, OLAF. Efter ransagningen i lejligheden blev journalisten kørt til kontoret, hvor politiet beslaglagde hans arkiv samt computere og mobiltelefoner.
Sidste uge tabte Tillack en af de retssager, han anlagde efter ransagningen. Han ville have EF-Domstolen til at se på OLAFs ansvar for at udlevere oplysninger om ham til det belgiske politi.
Bag ransagningen lå nemlig en mistanke fra OLAF om, at Tillack havde betalt en embedsmand for den hemmelige rapport – altså bestikkelse, og det er strafbart.
OLAF havde sendt sine oplysninger til det belgiske og det tyske politi, selv om OLAFs eget kontroludvalg senere betegnede kvaliteten af beviset som "rygter".
Ved retssagen i Luxembourg ville Tillack have fastslået, at OLAF havde et ansvar for at researche hans sag ordentligt, inden de gav den videre til politiet. Men det var ikke OLAF, der ransagede hans lejlighed, og det var altså ikke OLAF, der påførte Tillack nogen skade. Derfor ville EF-Domstolen end ikke se på denne del af sagen. Hele ansvaret ligger hos det belgiske politi, er konklusionen.
"Det undrer mig, at OLAF ikke er ansvarligt. Det betyder, at ingen fremover må tage det, OLAF siger, alvorligt," siger Hans-Martin Tillack efter dommen. "Også fremover vil OLAF arbejde i et retligt vakuum," mener journalisten.
OLAFs generaldirektør, Franz-Hermann Brüner, når til den stik modsatte slutning: "Dommen bekræfter, at OLAF ikke arbejder i et retligt vakuum, men at dens undersøgelser er under en effektiv, juridisk kontrol," siger han. OLAF undersøger kun sager internt i EUs institutioner og overdrager dem så til de nationale myndigheder for retsforfølgelse.
Skulle kommissionen og OLAF så have tænkt mere på ytringsfriheden og kildebeskyttelsen, inden de gav oplysningerne videre til politiet?

"Det er et fundamentalt spørgsmål, men det er ikke det, denne sag handlede om," siger Dirk Voorhoof, professor i medieret ved universitetet i Gent og ekspert på belgisk og europæisk kildebeskyttelse.

Dommen fra EF-Domstolen kom i stedet til at handle om ansvarsfordelingen mellem EU og nationalt politi – og det går imod belgierne. I Tillacks retssag i Belgien havde dommeren nemlig sagt til ham, at belgisk politi ikke behøvede at tjekke oplysninger fra OLAF, oplyser han.
Den klare afvisning fra EF-Domstolen giver Tillack nu rigtig gode kort på hånden for at vinde sin retssag mod de belgiske myndigheders ransagning ved Menneskeretsdomstolen i Strasbourg, mener Dirk Voorhoof. Belgierne vil nu ikke længere kunne henvise til, at EU også har et ansvar. Det er en af de "mest entydige sager" om myndighedernes "totale tilsidesættelse af princippet om kildebeskyttelse," som Voorhoof kalder den.
Endnu ligger omkring 1.000 sider af Tillacks materiale samt kopier af hans harddiske og adressebøger i det kolossale justitspalads i Bruxelles. Tillack selv er aldrig blevet sigtet, og han har ikke hørt mere om den belgiske efterforskning siden ransagningen.