Først havde de søvnløse nætter. Så tog de beslutningen og var lettede. Journalisten har opsøgt en stribe af de medarbejdere, der har forladt Århus Stiftstidende. Efter de første 100 dage uden tryksværte er de nærmest lykkelige.

FRATRÆDELSE. På en græsplæne i Augustenborg Slotspark sidder Ella Fiil med et smil på læben og en øl i hånden. Hun er til Mark Knopfler-koncert på sin første dag som fritstillet og fri fugl. Hun forlod frivilligt en stilling som redaktionschef på Århus Stiftstidende i den seneste fyringsrunde.
Efter 22 år i branchen har Ella Fiil besluttet at trække arbejdsstikket ud og gøre præcis, hvad hun har lyst til. Med fuld løn, i hvad der svarer til 12 måneder, og helt uden en konkret plan. Måske vil hun uddanne sig til coach, men intet ligger fast endnu. Ud over at hun vil nyde livet, til hun begynder at kede sig.
»Det er en oplagt mulighed for mig, som jeg ikke får igen. Derfor undrer det mig, at jeg tit bliver nødt til at forsvare min beslutning over for andre. Jeg synes eddermame ikke, det er synd for mig. Jeg besluttede bare, at jeg hellere ville have et liv end en karriere. Derfor har jeg valgt at sætte mig foran i bussen og bestemme over mit eget liv,« forklarer Ella Fiil.
Hun begyndte i branchen i 1986 og har henholdsvis været skrivende journalist, redaktionssekretær og redaktionschef på Århus Stiftstidende siden midten af 1990erne.
»På mange måder har jeg haft et spændende og dybt tilfredsstillende arbejde. I slutningen af min tid på avisen var jeg med i et større oplandsprojekt, hvor jeg var med til at redefinere lokaljournalistikken og lægge 2. sektion om til tabloid,« siger Ella Fiil.

SELV OM ØNSKET OM AT HOLDE FRI i et år er det tungeste argument for, at Ella Fiil forlod Århus Stiftstidende, findes der flere argumenter på listen.
I løbet af sin karriere har Ella Fiil hilst på ni nye chefredaktører. Hver eneste chefredaktør bød på omlægninger, besparelser, nyt layout og design. Da Århus Stiftstidende, Randers Amts Avis og Bergske Blade blev lagt sammen til Midtjyske Medier, føltes det som "en sammenbragt familie, der ikke fungerede optimalt".
Medarbejdernes løn udeblev, telefonregninger blev ikke betalt, og simple praktiske problemer gjorde hverdagen sværere. Da altmuligmanden gik på pension, og stillingsnummeret forsvandt, anede medarbejderne ikke, hvordan de slukkede for brandalarmen, eller hvor de fandt batterier.
»Folk var virkelig lost. Alt skulle læres forfra, og jeg og mine redaktionschef-kolleger skulle pludselig løse alle mulige praktiske problemer,« fortæller Ella Fiil.
Foruden årets syv arbejdsfri uger har Ella Fiil kun holdt én længere pause fra sit arbejde i 1994.
»Jeg har bare arbejdet og arbejdet. Jeg har ikke børn, så jeg har aldrig haft barselsorlov. Og tanken om at gå glip af endnu en sommer er ikke god,« siger hun.
Siden sidste arbejdsdag 30. maj har Ella Fiil brugt meget tid på sine venner og sit bofællesskab. Til foråret planlægger hun at rejse til Australien i et par måneder. Hun er endda begyndt at lystlæse aviser igen.

DA JOURNALISTENS MEDARBEJDER kigger forbi fotografen Helene Baggers hjem en mandag morgen i begyndelsen af august, er hun ikke hjemme. Hun er 38 år og er taget med sine børn i skole.
De var årsagen til, at hun blev nødt til at tage en meget hurtig beslutning i april måned. I løbet af en uge og et par søvnløse nætter var hun helt sikker i sin sag. 20. april skrev hun sig på fratrædelseslisten, og 24. april stoppede hun som fotograf for Århus Stiftstidende.
»Det slog hovedet på sømmet, da jeg var på en udlandsrejse med min søn. Dengang begyndte jeg første gang at tænke på, at hvis jeg skal være med i mine børns dagligdag, så er det nu og ikke om 10 år,« siger Helene Bagger.
Hun vidste udmærket, at fratrædelsen betød, at hun vinkede farvel til en fast stilling som fotograf i Østjylland. Chancerne for at få en lignende stilling i samme område er nærmest utopiske.
Alligevel trak den økonomiske usikkerhed som freelance fotograf mere end en hverdag i dagbladsbranchen.
»Jeg følte ikke, jeg slog til nogen steder. Jeg havde ufatteligt skæve arbejdstider, og jeg følte mig mere og mere presset. Jeg så ikke mine børn så meget, som jeg gerne ville, og jeg ydede intet i mit bofællesskab,« fortæller Helene Bagger.
Nogle gange spørger hun dog sig selv om, hvad det egentlig er, hun har gang i. Med små børn, mand og hus. Alligevel siger mavefornemmelsen hende, at nedskæringer og nyhedspres ville få for store konsekvenser. Hun fik en fratrædelsesordning med løn i 12 måneder.
»Jeg havde ikke taget beslutningen uden et økonomisk spark. Men det er sundt, at jeg ikke skal være på den samme arbejdsplads resten af mit liv,« siger Helene Bagger.
Helene Bagger har netop fået plads i Stickelsberg Bureau i Jægergårdsgade i Århus, hvor hun vil arbejde som freelance fotograf.
»Jeg elsker mit fag, men jeg mener ikke, at alt skal dreje sig om foto, foto, foto. Jeg kan også andet, så jeg har overvejet at kombinere foto med andre ting. Jeg ved bare ikke, hvad det skal være endnu,« siger Helene Bagger.

VERDENS FLOTTESTE ARBEJDSPLADS. Sådan beskriver 42-årige Lone Egeberg sit nye kontor, som ligger på 1. sal på DGI Karpenhøj Natur- og Friluftscenter. Hun har udsigt over Ebeltoft Vig og har natursyn til alle sider.
»Jeg er trådt et trin ned ad karrierestigen, men det er et bevidst valg. Jeg tager ikke mit arbejde med mig hjem nu,« siger Lone Egeberg.
Selv om hun lige nu både får løn, og hvad der svarer til otte måneders løn i fratrædelse, scorer hun ikke kassen. Hun er gået ned i løn og skal selv betale for ferie, samtidig med at 2/3 af hendes fradrag er røget.
Allerede inden fyringsrunden blev varslet i april i år, havde Lone Egeberg besluttet sig for, at hun ville forlade Århus Stiftstidende. Faktisk havde hun allerede søgt nyt arbejde som kommunikationsmedarbejder i DGI Karpenhøj.
Men Lone Egeberg var først til samtale på Karpenhøj dagen inden fratrædelsesdatoen, så hun vidste endnu ikke, om hun var købt eller solgt på sidste arbejdsdag på Århus Stiftstidende, understreger hun.
»Jeg synes, der var et hårdt arbejdsmiljø, fordi der hele tiden blev skåret ned. Vi var tre mand til at lave avis syv dage i ugen, så der var ingen tid til fordybelse. Nogle gange forsøgte vi at hive to dage ud af kalenderen til en historie. Det gik ikke så godt,« siger Lone Egeberg.
Som kommunikationsmedarbejder på Karpenhøj kan hun gå hjem klokken 16, og hvis hun har en dårlig dag, kan hun gå en tur i naturen. Nu fylder journalistikken kun omkring 25 procent af hendes arbejde, og det er primært pressemeddelelser og opbygning af hjemmesiden. Resten er administrationsarbejde og naturvejledning, når arbejdspladsen er ramt af ferie.
Selv om aldrig er et stort ord, så kan Lone Egeberg ikke forestille sig, at hun nogensinde vender tilbage til dagbladsjournalistikken. Lettelsen over at slippe for arbejdspresset og have mere tid til sønnen vejer for tungt.
»Min søn på 17 siger til mig: Det er så dejligt, at du er blevet så glad,« fortæller Lone Egeberg.

SPARERUNDERNE LIGGER TÆT på Århus Stiftstidende. Der har været to inden for det seneste år. Mens Lone Egebjerg, Helene Bagger og Ella Fiil vendte dagbladsbranchen ryggen i april i år, så sagde ni medarbejdere ja tak til en fratrædelsesordning allerede i september sidste år. Journalisten opsøgte Finn Olsen for at høre, om han stadig er tilfreds med sin beslutning.
»Jeg vil godt understrege, at jeg er mere lykkelig nu end dengang, og hvis jeg kunne, ville jeg gerne fratræde en gang til på de samme vilkår,« siger Finn Olsen.
I alt fik han, hvad der svarer til 10 måneders løn i sin fratrædelsesordning.
11. september 2001 arbejdede Finn Olsen med en lokalhistorie om en hærværksramt Pan-skulptur i Marselisborgskoven. Den havde mistet sin fugl. Samtidig kunne han på tv se et par passagerfly styrte ind i World Trade Center. Lokalhistorien virkede aldeles ligegyldig, og Finn Olsen havde intet at skrive. Siden blev det kun værre. Med egne ord er han overbevist om, at 40 års forsøg på at få en historie ud af alt og intet har slidt de samme steder i hjerneregionen. Og efterladt ham tom for ord og med jævnlige skriveblokader.
Derfor besluttede han at forlade Århus Stiftstidende allerede i september sidste år. 59 år gammel. Han var kørt træt og var utilfreds med, at kvalitet blev til kvantitet i dagbladsbranchen. Økonomien havde konsekvenser for tid og arbejdsvilkår. Helt konkret oplevede han, at det var farligt at satse på en historie. Hvis den faldt, efterlod den et gabende tomt hul i avisen og satte kolleger og ledere i en kattepine. Derfor endte mange B- og C- historier som A-historier i avisen. Beslutningen om at forlade branchen var derfor næsten for nem.

I TO MÅNEDER EFTER fratrædelsen holdt Finn Olsen pause, hvor han indhentede alle de praktiske gøremål, som var blevet sjoflet gennem årene. Sønnen er cafeejer, og han gav sin far et tilbud om fast lønarbejde i København. Finn Olsen er nu altmuligmand på Café Pixie.
»Der bliver virkelig sat stor pris på mit arbejde, så jeg kaster mig ud i opgaverne med meget større lyst nu. Jeg har meget indflydelse på mine arbejdsopgaver, og frem for alt så består det, jeg laver nu. Resultaterne er ikke længere noget, som folk morgenen efter pakker fisk ind i,« siger Finn Olsen.
Derfor pendler Finn Olsen fra Århus til København to gange om ugen for at lappe rør, montere reoler og lignende. Han bestemmer selv arbejdstid og deadlines, og de eneste tidspunkter, han vender øjnene mod skærmen, er når cafeens hjemmeside skal opdateres.
»Jeg ser mit barnebarn mere, end jeg så mine egne børn. Hvis jeg kunne gøre det om, ville jeg ikke have pendlet så meget fra Århus til København, da de var små. Det er lidt sjovt. Lige nu rejser jeg også fra Århus til København, men turen føles meget kortere, end den 10 minutters spadseretur, jeg tog til Århus Stiftstidende hver morgen,« fortæller Finn Olsen.
Siden Finn Olsen kvittede tastaturet og trak i kedeldragten, har han tabt sig 10 kilo, og han stortrives med beslutningen om at have vendt branchen ryggen. /

∞ FYRINGSRUNDERNE KORT

Århus Stiftstidende har i årevis været ramt af faldende oplag, skiftende chefredaktører og talrige redaktionelle omlægninger. I april i år skar ejeren Mecom 13,5 fuldtidsstillinger fra. Seks re-daktionelle medarbejdere valgte at gå frivilligt. Journalisten har talt med dem for at finde ud af, hvordan tiden efter Århus Stiftstidende har været.

Foruden de frivillige fratrædelser undlod avisen at genbesætte fire praktikantstillinger, den lokale meddeler på Samsø blev opsagt, halvanden stil-ling blev ikke genbesat efter naturlig afgang, og en HKer blev afskediget.

I den foregående fyringsrunde i september 2007 fik ni medarbejdere en fratrædelse. Finn Olsen, som Journalisten har talt med, var en af dem.