search

Nærkontakt i Armadillo

Glem alt om Forsvarets korte presseture. Du risikerer at blive en krigsturist, der slet ikke kommer tæt på soldaternes verden og krigens væsen. Det siger flere krigsreportere efter dokumentarfilmen Armadillo.

Glem alt om Forsvarets korte presseture. Du risikerer at blive en krigsturist, der slet ikke kommer tæt på soldaternes verden og krigens væsen. Det siger flere krigsreportere efter dokumentarfilmen Armadillo.

KRIG. Soldater, der er tæt på at skyde hinanden i kamp. Soldater, der dræber sårede talebanere. Et morterangreb, der koster en afghansk kvinde og barn livet. Soldater, der bliver ramt i kamp og må modtage førstehjælp, mens kameraet ruller.

Armadillo er den danske dokumentarfilm, der går tættest på den blodige alvor blandt soldaterne i Afghanistan. Langt tættere end de reportager, medierne plejer at få ud af at tage med på Forsvarets presseture. I Armadillo fulgte instruktøren Janus Metz og filmfotograf Lars Skree de danske styrker over en periode af seks måneder. Og dermed fik de et stærkere tillidsforhold til soldaterne, end journalister normalt har tid til at opbygge, forklarer filmfotograf Lars Skree.

»Når mediefolk kommer på besøg på pressetur for at lave nyheder, er de sammen med soldaterne i så kort tid, at det kan virke næsten som et overgreb på soldaterne, der tænker: "I vil have noget af os, men I giver ikke noget tilbage",« siger Lars Skree.

Ifølge filminstruktør Janus Metz lykkedes det at komme ind under huden på soldaterne, fordi soldaterne vidste, at filmholdet ville følge dem under hele udstationeringen.

Samtidig valgte han og Lars Skree at træde ud af rollen som anonyme observatører.

»Hvis man vil tæt på folk, skal man turde lægge noget af sig selv frem. Man skal også være der som menneske, så man ikke bare er et koldt registrerende instrument. Det betyder for eksempel, at man også interesserer sig for folk, når kameraet er slukket,« siger han.

Armadillo er produceret af Fridtjof Film. I filmen følger man to unge soldater, Mads og Daniel. Fra de træner hjemme i Danmark, fester med en stripper og tager afsked med familien, til de lander i Armadillos glohede stenørken. De næste seks måneder oplever de en kammerat træde på en landmine, så begge ben må amputeres. Tre danske soldater fra en nærliggende base dør af en vejsidebombe. Samtidig stiger mistroen til lokalbefolkningen. Hvem er ven, og hvem er fjende, når kun soldaterne bærer uniform?

I Armadillo er der ingen speak, ingen ekspertkilder og ingen interviewspørgsmål. Optagelserne er ren – ofte livsfarlig – reportage fra patruljerne i den såkaldte Green Zone.

For Lars Skree var det vigtigt at få kampscenerne med.
»Man får ikke et reelt billede af krigen, hvis man kun sidder inde i lejren. Man kommer i øjenhøjde med soldaterne, når projektilerne stryger hen over hovedet, adrenalinen pumper, og man oplever den samme frygt som dem,« siger han.
Uden militær beskyttelse er det direkte livsfarligt for journalister at komme tæt på krigshandlingerne i Helmand. Blandt journalister, fotografer og tv-folk er den mest populære måde at dække krigen derfor Forsvarets otte-dages presseture.
På en pressetur opholder journalisterne sig typisk en dag på hver base, og de besøger sjældent forposter som Armadillo i mere end 24 timer.

Som journalist er det også muligt at komme ud på patrulje, hvor kampene med Taleban foregår – men kun hvis pressefolkenes sikkerhed ikke er i fare.
»Når Forsvaret har journalister med, passer de godt på – og det giver et fortegnet billedet af krigen,« siger Charlotte Aagaard, forsvarsmedarbejder på Dagbladet Information.

Hun fortæller, at det er svært at få soldaterne til at åbne sig, når der er så lidt tid til rådighed.
»Soldaterne får på forhånd besked om, at pressen kommer, og man ved bare, at de tænker "åh, nej".«
Problemet er, at pressen interesserer sig for de negative historier, men det ønsker soldaterne ikke at tale om.
»Selv om det for eksempel er sandt, at helikopterne nogle gange ikke kan flyve, bryder soldaterne sig ikke om, at vi skriver det,« siger hun.

. Foto: Uffe Karlsson
Armadillo tegner et billede af den danske indsats i Afghanistan end fred og fremgang. Soldaterne er taget af sted for at opleve spændingen, og de kan ikke se, at indsatsen hjælper. Når de skyder på talebanere på nært hold, er det med et "Fuck dig, dit svin, for helvede."- foto: Lars Skree


To gange har
Thomas Sjørup været på pressetur til Helmand som fotograf for Ekstra Bladet. Han har kun haft dårlige oplevelser med turene.
»De er planlagt, så det nærmest er umuligt at lave noget.«

På en tur ville Ekstra Bladet for eksempel gerne til Armadillo. Men programmet var fastlagt på forhånd, og det betød besøg i en række andre lejre først.
»I hver lejr blev vi præsenteret for et nyt powerpointshow om alle deres sejre,« siger Thomas Sjørup.
Da det endelig var tid til at komme med ud på patrulje, fik pressen besked om, at det var for farligt. Og inde i lejren var det af hensyn til soldaternes privatliv en betingelse, at man kun måtte fotografere og tale med soldater, der selv opsøgte journalisterne.
»De gjorde alt, hvad de kunne, for at vi ikke skulle få deres tillid. Jeg følte mig som krigsturist. Det var under al kritik.«

Pressefolkene fortæller samstemmende, at de ikke har oplevet egentlig censur fra Forsvarets presseofficerer. Det eneste, journalisterne skal love, er, at de ikke viderebringer information, der kan skade den militære operations sikkerhed. Hvordan det tolkes er ofte til forhandling. Problemet med presseturene er snarere, at Forsvarets folk er den eneste kilde til information, siger Rasmus Tantholdt fra TV 2. Han har derfor aldrig været med på en.

»Det kan godt være, at du føler, at du er tæt på tingene, men du vælger ikke tid og sted. Du kan få lov til at komme ud og besøge en fin, velfungerende pigeskole. Men du ved jo ikke, om naboskolen ved siden af lige er brændt ned,« siger Rasmus Tantholdt.

Ifølge lederen af journalistuddannelsen på RUC, Mark Ørsten, er presseturene en af forklaringerne på, at det danske forsvar hidtil har haft succes med at holde 'uheldige billeder' ude – billeder af døde og sårede soldater og ofre for 'friendly fire'.
»Der har været meget få dårlige sager, og pressens fokus har især været på den danske indsats.«

Den danske dækning har heller ikke i nævneværdig grad beskæftiget sig med civile tab.
»Selv om det er et stort problem, der underminerer opbakningen og general Stanley McChrystals strategi om at komme tættere på de lokale.«

. Foto: Uffe Karlsson
Foto: Lars Skree


Aftalen med Forsvaret
i Armadillo var, at soldaterne kunne sige nej til at blive filmet, hvis de ikke ønskede det. Og Forsvaret skulle inden premieren sikkerhedsscreene filmen.
»Forsvaret lagde vægt på, at de ikke ville være smagsdommere over den måde, vi havde valgt at lave filmen på,« siger Janus Metz.

Forsvarskommandoens eneste krav var, at en tv-skærm med et billede fra et spionfly skal sløres. Det samme gjaldt ansigtet på dræbte talebanere og en afghansk bonde, der får økonomisk kompensation for tabet af en ko.
Selv om filmholdet og soldaterne spiste sammen, sov sammen og satte livet på spil sammen, siger Janus Metz, at han ikke følte et større pres fra kilderne end i andre dokumentarfilm, han har lavet.

»Man kommer altid tæt på folk, når man laver dokumentarfilm. Og selv om det er en særlig situation, at vi befandt os i en militærlejr, var jeg ikke mere 'embedded' end i andre dokumentarfilm, hvor vi har fulgt folk over en længere periode,« siger han.

Janus Metz fortæller, at det er hans indtryk, at forsvarsledelsen og soldaterne ikke er bange for større åbenhed om, hvad der sker i Helmand.
»Noget af det første, vi oplevede dernede, var en soldat, der sagde: "I skal have det hele med. I skal ikke spare folk." Det blev en rettesnor i vores arbejde – soldaterne ville også gerne vise, hvordan krigen var.«
Spørgsmålet er, om Armadillo er udtryk for, at Forsvaret har ændret kommunikationsstrategi og nu kan se en fordel i, at mere dramatiske og blodige billeder fra krigen kommer frem. Det afviser presseofficer Jakob Østerbye fra Forsvarskommandoen.

»Vi har ikke ændret på noget som helst. Vi har næsten permanent journalister derude. Vores åbenhed er den samme, som den altid har været.«

Jakob Østerbye har spurgt sig selv, hvordan det kan være, at så mange journalister har været af sted uden at kunne tegne samme billede som Armadillo.
»Jeg tror, det er, fordi Janus Metz og Lars Skree har været modige, de har brugt meget tid, og de har været "heldige" med at være til stede på det rette øjeblik.«

Major og presseofficer i Hærens Operative Kommando Kim Grünberger erkender, at presseturene kan være lidt overfladiske. Men journalister, der ønsker at opholde sig i længere tid blandt de danske styrker, er velkommen til at søge om det, siger han.

Ud over Armadillo-holdet har blandt andre forfatteren Kim Hundevadt, TV 2's Felthospitalet og produktionsselskabet Freeport været 'embedded' hos soldaterne over længere tid. Alle kan dog ikke regne med at komme med.
»TV 2 har nok større chance for at komme med end en journalistelev. Samtidig er nogle projekter mere interessante for os end andre. Tv-serien Danskere i Krig viste soldaternes dagligliv, og det har vi pligt til at vise,« forklarer han.

Thomas Sjørup fra Ekstra Bladet ville ikke have noget imod at være i Afghanistan over en længere periode ligesom Armadillos filmhold. Men det er bare ikke realistisk.
»Økonomien på medierne er så presset, at man skal kæmpe med redaktøren for bare at være væk i en uge. Det er de færreste medier, der kan sende folk af sted i en måned ad gangen.«

. Foto: Uffe Karlsson
Foto: Lars Skree


Efter at have set
Armadillo spørger Rasmus Tantholdt sig selv, om han har gjort det godt nok.
»Hvis vi tager alle mine indslag om soldaterne og stiller dem op imod Janus' film, kommer jeg til kort som tv-journalist. Måske rakte mine evner ikke. Måske har jeg ikke haft den rette platform til at give det nuancerede billede,« siger Rasmus Tantholdt, der oprindeligt satte sig for, at han ville vise de danske tv-seere, hvordan det i virkeligheden var i Helmand.

Han lavede blandt andet et indslag i 2007, hvor man for første gang ser danske soldater i direkte kamp med Taleban.
»Det skabte en masse debat og chokerede en del tv-seere. Men jeg kunne kun give et øjebliksbillede. Det gav ikke noget indblik i, hvorfor soldaterne handler, som de gør.«

For Thomas Sjørup er det slut med at tage af sted på de korte presseture.
»Vi har kunnet tage billeder af Søren Gade, der gør honnør for mindesmærker, og soldater, der ligger på et hustag og tager solbad. Det er bare ikke det rigtige billede af det, danskerne laver.«


. Foto: Uffe Karlsson
RASMUS TANTHOLDT
Reporter, TV 2

Har dækket krigen i Afghanistan siden 2006. Har aldrig været på pressetur i Afghanistan.
»Janus Metz og fotograf Lars Skree har i Armadillo en unik adgang til soldaterne. Man føler, at filmholdet er med til alt. Chancen for at få noget i kassen er større, når man følger soldaterne i så lang tid.«


. Foto: Uffe Karlsson
CHARLOTTE AAGAARD
Forsvarsmedarbejder, Information

Har dækket krigen i Afghanistan på egen hånd og på Forsvarets presseture.
»Hvis man kun besøger Afghanistan som 'embedded' reporter, kommer man ikke tæt på afghanerne. Derfor rejser jeg også på egen hånd. Vi kører altid i to biler, og jeg har en burka i tasken, hvis det skulle blive nødvendigt at forklæde mig.«


. Foto: Uffe Karlsson
THOMAS SJØRUP
Pressefotograf, Ekstra Bladet

Har været på pressetur i Afghanistan to gange.
»På en af turene havde vi hele tiden en fornemmelse af, at Forsvarets folk løj for os. Vi ville gerne helt ud til Armadillo, men fik besked om, at der ikke kørte nogen derud den dag. Men en halv time efter så vi, at der alligevel kørte en patrulje af sted.«

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen