Freelancefotografen Lars Bech fortæller historier uden æstetik, og hans farvebilleder peger i en helt anden retning end den sort-hvide stil, de danske fotografer er blevet så berømte på.

"De gode historier ligger ikke nødvendigvis i Pakistan eller Kosovo," siger den nyuddannede fotojournalist Lars Bech.

I stedet for at pakke kufferten og rejse ud i halen på flokken af prisvindende fotografer, "nøjedes" free-lancefotografen Lars Bech med at ringe på hos sine naboer i Lange-næs-kvarteret i Århus.

I et halvt år boede han i samme opgang som Jenny Madsen, og han besøgte hende igen og igen med sit kamera.

"Hun har altid blomstret, fint tøj på. Og når hun vidste, hun skulle fotograferes, så tog hun sin røde læbestift på," fortæller Lars Bech om billedet, som fik hædrende omtale i kategorien Åben Klasse ved Årets Pressefoto.

I samme gade boede Bruno og Joan sammen med deres hund Tøsen. De havde et hjemmeservice-firma, men om aftenen blev der drukket øl. Lars Bech kom der ofte igennem et halvt år. Han kendte Bruno og Joan så godt, at de havde givet ham kode til dørtelefonen.

"Jeg har taget alle billederne med turistkamera, sådan et som min mor også har," fortæller Lars Bech.

Billedserien med Bruno og Joan gav Lars Bech hædrende omtale i kategorien Årets Danske Hverdagsbillede.

Der blev talt meget om Bechs billeder ved åbningen af Årets Pressefotoudstilling, fordi de peger i en helt anden retning end de æstetiske sort/hvid billeder, som de danske fotografer har høstet så meget hæder for.

"Han er en dygtig dokumentarist. Han nærmest dyrker det grimme – han er slet ikke æstetiker. Men fortæller med en nærhed og en respekt over for de folk, historien handler om. Han har en eminent fortælleteknik," siger Carsten Ingemann, som er fotograf på Jyllands-Posten og én af dommerne ved Årets Pressefoto. 

Læs også Syv gange Jan og Trofæ-jægeren