I min lille biks har vi lige haft dobbelt-deadline.

Tirsdag afleverede vi tekster til et magasin for NRGi. Det er et temamagasin, der udelukkende handler om NRGi's nye domicil i Skejby i Århus. Arkitektur, medarbejdere i nye omgivelser, den energitekniske løsning i huset, ledelsens bagtanker med byggeriet og så videre.

I dag afleverede vi et færdiglayouted indstik til Børsen for Netkoncept. Et helt almindeligt 16-siders reklameindstik med artikler og annoncer om virksomhedens produkter og services.

På verdensplan – og formentlig også her i vores egen andedam – er der et stigende antal virksomheder, der  vælger at lave deres egne magasiner. Det viser i hvert fald en rapport fra Mintel, der udkom i 2005. Samme rapport viser i øvrigt, at effekten af den type virksomhedsmagasiner – eller Client Publishing / Customer Magazines, som det også kaldes – rent faktisk er virkelig god. Genkendelsesgraden af virksomhedens navn og produkter stiger, og loyaliteten øges.

Vi har de samme erfaringer – i hvert fald siger vores kunder, at de får den forventede respons på de magasiner, de udgiver.

Samtidig giver det mig og en af mine partnere, Søren Højlund Carlsen, afløb for vores artikel-skrivnings-kløe.

Alt i alt en win-win 🙂

Men så var det, at jeg midt i processen kom til at tænke på en masse ting. For eksempel, hvad synes "rigtige" journalister egentlig om magasiner og indstik, der har en virksomhed som afsender? Læser I dem overhovedet? Bruger I dem til inspiration? (det kunne jo være, der var en potentiel konflikt gemt nede i et hjørne på side 28?) Er det overhovedet interessant at læse? Har I eksempler på virksomheder, der gør det godt? Eller nogen, der gør det skidt? Eller sidder der nogen kommunikationsjournalister og læser det her – og tænker "Vores magasin er supercool!…" Så lad mig høre om det.

Og NEJ, det er ikke for at profittere af det – jeg er bare nysgerrig efter at høre, hvad I egentlig mener om denne diciplin inden for journalistikken…. 🙂