Når sandheden er en by i Syrien

Jakob Sheikh beskriver, hvordan han uforvarende viderebragte en falsk historie om, at franske styrker havde bombet en irakisk skole. Og hvor svært det er at vide, hvem man kan stole på, når man dækker farlige krigszoner som Irak og Syrien
07.12.2015 · 11:32
Jakob Sheikhs billede
Jakob Sheikh
Journalist
Politiken

Det var en vigtig og bemærkelsesværdigt underdækket historie:

I kølvandet på serieangrebet i Paris havde den franske regering intensiveret sine bombardementer i Syrien og Irak, og hen ad aftenen tirsdag 24. november var Frankrig kommet til at bombe en skole i den nordirakiske by Mosul, som Islamisk Stat kontrollerer.

Angrebet, der første gang blev beskrevet af avisen al-Quds, som citerede et tysk nyhedsbureau for oplysningerne, havde kostet intet mindre end 28 uskyldige skoleelever livet, var endnu ikke blevet samlet op af danske medier. Heller ikke selvom skoleangrebet var blevet fordømt af en egyptisk stormufti.

Netop koalitionens drab på civile er særligt vigtigt for journalister at monitorere i en tid, hvor terrorangreb på vestlig grund bliver brugt som afsæt for mere vidtgående lovgivning, både forebyggelse hjemme og offensiv terrorbekæmpelse ude.

Med andre ord havde historien alt, hvad der gør en væsentlig nyhedshistorie.

Der var bare et enkelt problem: Historien var falsk. Frankrig havde aldrig bombet den omtalte skole. Og selv om koalitionen dokumenterbart har slået civile ihjel i krigen mod oprørsgrupper som Islamisk Stat og Jabhat al-Nusra, var de omtalte skoleelever aldrig blevet dræbt. Det tyske bureau, som angiveligt stod på mål for historien, var i virkeligheden et andet og mindre tysk medie, som havde citeret en anonym irakisk kilde for oplysningerne – der altså ikke passede.

Og for mit eget vedkommende var der et problem mere: Før jeg blev klar over, at historien var en and, havde jeg skrevet om det på Twitter.

Mit tweet var blevet retweetet flere gange, og dermed havde jeg været med til at sprede forkerte oplysninger, som ledte til forargelse over skoleangrebet, ud i internettets afkroge.

Da jeg blev gjort opmærksom på sagen, skyndte jeg mig naturligvis at pille min opdatering af Twitter igen og erstatte den med en ny, der behørig gjorde opmærksom på fejlen.

Andre journalister forsøgte også at udbedre skaderne. Herunder eksempelvis vært på al-Jazeera Arabic, Amer al-Kubaisi, der på Facebook skrev:

»Historierne om drabet på børn i Mosul som et resultat af fransk bombardement er ukorrekte. Det skete ikke – ingen skole blev bombet. Sådanne historier bør behandles med den største forsigtighed. Menneskers liv er ikke en leg. Folk bør ikke gøre dem til et politisk spil.«

Men skaden var allerede sket, og dette af flere grunde: For det første vil gendrivelsen af en given falsk historie aldrig nå ud til samtlige af de læsere, der måtte have læst den oprindelige, falske historie. For det andet må man antage, at den oprindelige historie på et forkert grundlag har skabt en reaktion hos i hvert fald nogle af læserne, der i dette konkrete tilfælde givetvis vil stille sig mere kritisk over for koalitionens bombardementer. En falsk historie er altså i princippet uigendrivelig i 1:1-forstand, også selv om den bliver slettet helt og aldeles.

Det evige dilemma

Sagen er langt fra enestående, og den illustrerer et problem, jeg støder på hver eneste dag, når jeg følger udviklingen i Syrien og Irak: Det er ofte tæt på umuligt at verificere oplysninger, der udgår fra Islamisk Stats kalifat. Området er lukket land for vestlige journalister, og vi er derfor afhængige af oplysninger fra øjenvidner og aktivister på landjorden. Medierne har ikke selvstændig adkomst til disse oplysninger, og derfor står man i newsrooms verden over med dilemmaet: Skal vi køre historien uden selv at kunne efterprøve den – og velvidende at den formentlig bygger på oplysninger fra partskilder? Eller skal vi lægge historien ned – velvidende at den muligvis er sand, men blot ikke selvstændigt valideret?

Et af de (parts-)medier, vestlige newsrooms sommetider fæstner lid til, er en gruppe af dokumentationsaktivister, der kalder sig ’Raqqa is being slaughtered silently’. Tilbage i marts skrev jeg i Politiken om gruppen, der med livet som indsats har dedikeret alle deres vågne timer til at indsamle oplysninger om Islamisk Stats gøren og laden inde fra kalifatet og sende dem ud til omverdenen.

Aktivistgruppens mission er at bryde Islamisk Stats informationsmonopol, og i dag betragtes den som en af de mest troværdige – om end også farvede – modpoler til Islamisk Stats eget mediedepartement.

Flere gange har ’Raqqa is being slaughtered silently’ afsløret Islamisk Stat i at sende falske historier ud til omverdenen. Men enkelte gange er gruppen også selv blevet taget i tvivlsomme historier.

Officiel fejlinformation

En mulig model for vestlige nyhedsmedier kunne naturligvis være at begrænse sig til at bringe oplysninger, der er bekræftede af officielle regeringer. Men her opstår et andet ­– og mindst lige så alvorligt – problem: Regeringer er også partskilder, og regeringer lyver også.

Tre eksempler:

  • Regeringerne i Tyrkiet og Qatar oplyser ofte, at den religiøse oprørsbevægelse Ahrar al-Sham i Syrien er blandt de stærkeste og mest solide aktører, der giver Islamisk Stat værdig modstand. Men sagen er, at Ahrar al-Sham har en meget begrænset organisationsstruktur og ikke er nævneværdigt til stede i andre områder end i det nordlige Syrien nær grænsen til Tyrkiet – nabolandet, der i øvrigt sammen med Qatar yder betydelig finansiel støtte til gruppen.
  • Den amerikanske regering giver officielt indtrykket af, at al-Qaedas fraktion i Syrien, Jabhat al-Nusra, møder stor lokal modstand, fordi ”det er en terrorgruppe”. Men sagen er, at Jabhat al-Nusra på trods af flere dokumenterede angreb mod civile er vældig populær blandt lokalbefolkningen, fordi den succesfuldt har været med til at bekæmpe præsident Bashar al-Assads styrker – og af mange ses som en af de mest insisterende forkæmpere for de civile syreres interesser.
  • Den danske regering reducerer spørgsmålet om, hvilke oppositionskræfter man skal fæstne sin lid til i Syrien, til et valg mellem sekulære FSA-styrker og religiøse ekstremister fra Islamisk Stat – hvilket for alle, der følger udviklingen i Syrien, naturligvis er det rene vrøvl. Mere end 300 oprørsgrupper kæmper i Syrien og Irak, og det er ofte koalitioner af mange forskellige oprørsgrupper, der ender med at vinde slag for oprørerne.

Fælles for alle tre eksempler er, at det kræver kilder på jorden i Syrien at kunne se igennem misinformationen. Og derfor kan medierne naturligvis heller ikke klare sig alene med ’officielle’ kilder i dækningen af Syrien og Irak.

Moralsk problem

En tredje model kunne så være at læne sig op ad troværdige medier, der hverken hviler på lokale partskilder eller vestlige regeringer, men i stedet har sendt deres egne journalister ind i konfliktzonen. For selv om Islamisk Stats kalifat er lukket land for næsten alle journalister, opholder en lang række internationale reportere sig inde i Syrien i andre områder. Flere danske medier har således bragt nyhedshistorier skrevet af udenlandske reportere i Syrien, oversat fra internationale medier.

Men her er i mine øjne et moralsk problem: Hvis man af sikkerhedsmæssige grunde ikke ønsker at sende sine egne journalister ind i en konfliktzone, fordi det er for farligt, hvordan forsvarer man så at bringe historier lavet af andre journalister under netop disse forhold? Og hvordan forsvarer man, at man ved at bringe disse historier er med til at skabe et marked for journalistik, der er blevet til under forhold, man ikke vil udsætte sine egne medarbejdere for?

Spørgsmålet er, hvad man som journalist og medie skal stille op. Jeg kan kun svare for mig selv, og jeg har endnu til gode at finde det forkromede svar. Dog forsøger jeg altid at møde svært validerbare oplysninger med en slags ’parat-tvivl’: Er oplysningerne bekræftet andetsteds? Hvilke motiver kan ligge til grund for oplysningerne? Er der alternative muligheder for at få oplysningerne bekræftet selv? Eventuelt gennem troværdige lokale kilder?

Det er mildt sagt ikke nogen mirakelkur; det er vanlige journalistiske værktøjer. Og enkelte gange kan det altså smutte alligevel. Som det gjorde for mig på Twitter i sidste uge. 

Jakob Sheikh

Jakob Sheikh (28) er journalist ved Politiken, hvor han især dækker terror, radikalisering og danske syrienskrigere. Senere i 2015 udkommer hans første bog ”Danmarks børn i hellig krig”. Her på journalisten.dk vil Jakob Sheikh lukke dig ind i sit journalistiske værksted, dele sine sværeste etiske beslutninger og udfordre de journalistiske dogmer, man ellers flaskes op med. Jakob Sheikh er uddannet ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Han modtog Kristian Dahls Mindelegat i 2015.
CAPTCHA
Dette er en test for at sikre at du ikke er en robot der blot spammer kommentarsporet.

Seneste jobopslag

Pressemedarbejder

Bruun Rasmussen Kunstauktioner
Ansøgningsfrist: 07.03

Kommunikationsrådgiver og oversætter

Københavns Universitet
Ansøgningsfrist: 13.03

Kommunikatør med skarp pen og strategisk tæft til Styrelsen for Patientklager

Styrelsen for Patientklager
Ansøgningsfrist: 15.03

Kommunikationskonsulent med markedsføringsgen

Dansk Håndbold Forbund
Ansøgningsfrist: 10.03

JA, DU SKAL ARBEJDE HÅRDT HER!

TV 2
Ansøgningsfrist: 10.03

Digital avisredaktion søger to barselsvikarer

Kristeligt Dagblad
Ansøgningsfrist: 18.03

Pressemedarbejder

Dansk Flygtningehjælp
Ansøgningsfrist: 25.02

Pressechef til pædagogernes fagforening

BUPL - BØRNE- OG UNGDOMSPÆDAGOGERNES LANDSFORBUND
Ansøgningsfrist: 08.03

Er du DR’s nye digitale madjournalist?

DR
Ansøgningsfrist: 24.02

Kommunikationschef

Økologisk Landsforening
Ansøgningsfrist: 06.03

Kommunikationschef

VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd
Ansøgningsfrist: 04.03

Adjunkt til Kommunikationsuddannelsen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX)
Ansøgningsfrist: 01.03

Pressechef med blik for et af Danmarks vigtigste erhverv

Landbrugsstyrelsen
Ansøgningsfrist: 03.03

Redaktør til Roskilde Festivals mediehus

Roskilde Festival
Ansøgningsfrist: 03.03

Webredaktør (Barselsvikar) til Kommunikation på Københavns Universitet

Københavns Universitet
Ansøgningsfrist: 04.03

Skrivende redaktør til nyt magasin

Efterskoleforeningen
Ansøgningsfrist: 24.02