”Mange af mine kilder græder, når jeg taler med dem”

Eva Højrups kilder er ofte alvorligt syge eller pårørende til syge mennesker. Hun er sundhedsreporter på TV 2 Øst og dækker sygehusene, psykiatrien og ældreområdet.

Sundhedsstoffet tager per definition afsæt i syge og døende menneskers historier, og det kan man som journalist godt blive vældig påvirket af.

”Man er jo både menneske og journalist,” som tv-journalist Eva Højrup udtrykker det.

Hun er 54 år og har dækket sundhedsstof i seks år på TV 2 Østs Vordingborg-redaktion. Indimellem bliver hun ekstra berørt af en historie. Det skete for nylig, da hun lavede historien om den 62-årige corona-patient Hans.

Hans var indlagt på intensiv afdeling i Køge. Indslaget skulle handle om lægernes behandling af patienterne, og fotografen fik lov til at filme Hans udefra, mens lægen stillede ham de spørgsmål, Eva Højrup havde skrevet ned på et stykke papir.

”Hans vinkede til os, og vi vinkede til ham. Han var ved sine fulde fem,” fortæller Eva Højrup.

Fem timere senere dukkede en meget ulykkelig, ung mand op på redaktionen og spurgte efter hende. Det var Hans’ søn, der fortalte, at hans fars tilstand var alvorligt forværret. Indslaget blev sat i bero og blev først sendt nogle dage senere, da børnene gav grønt lys.

To uger senere ringede sønnen. Hans var død.

”Da blev jeg virkelig påvirket. Fotografen og jeg talte meget om det, og jeg talte også med mine kolleger om det. Det berørte mig meget, må jeg indrømme.”

De tunge sager til trods er Eva Højrup glad for sit stofområde og for de mange henvendelser.

”Det betyder, at vi kommer i kontakt med rigtige mennesker i stedet for at få cases udvalgt af en kommunikationsmedarbejder. Jeg får selvfølgelig også mange kværulanter, men de falder ned igen.”

Eva Højrup er også vant til at bruge tid på historier, som falder fra hinanden. Som det skete, da hun blev kontaktet af en far til en ung kvinde, som begik selvmord, mens hun var indlagt på et psykiatrisk hospital. Forældrene mente, at sygehuset og det psykiatriske system bar ansvaret for datterens død.

Eva Højrup tog hjem til familien og talte med dem i tre timer. En researchsamtale, kalder hun det. Forældrene var ødelagte af sorg. Det var helt tydeligt.

”Jeg kan sagtens være i, at folk er kede af det. Mange af mine kilder græder, når jeg taler med dem. Så slukker vi lige kameraet og giver os tid.”

Det ender med, at moderen trak sig, og Eva Højrup vendte tomhændet tilbage til redaktionen.

Leger ikke rådgiver

Det er naturligvis ikke alle henvendelser, der bliver til historier, og i nogle tilfælde kan Eva Højrup godt finde på at hjælpe folk videre i klagesystemet, før hun lægger røret på. Eller sende dem en mail med relevante links.

”Men jeg leger ikke rådgiver, for jeg har ikke lyst til at give folk falske forhåbninger,” siger den 54-årige journalist, som tidligere har arbejdet på blandt andet TV 2 Nyhederne, P3-nyhederne og Ugebladet Søndag.

”Rigtig mange tror, det hjælper at komme i pressen. Og det gør det jo også tit.”

Eva Højrup

Hvad håber folk at få ud af at komme på tv?

”Rigtig mange tror, det hjælper at komme i pressen. Og det gør det jo også tit. Der bliver jo rykket på nogle procedurer på sygehusene, når vi har bragt en historie om en fejlbehandlet patient.”

Eva Højrup er opmærksom på at passe på sig selv. Hun går lange ture og sørger for at få lys og luft. Og så går hun til yoga.

”Det er med til, at man lige kan trække vejret.”

Foto: Iben Gad

 

”Min stemme bliver anderledes, og hele redaktionen går i stå”

Desperate mennesker bliver omstillet til journalist Hanne Fall Nielsen. Hun sidder på Jyllands-Postens
redaktion i København, men omstillingen i Aarhus stiller også om til hende.

Med 43 års erfaring tør journalist Hanne Fall Nielsen godt tale med mennesker, som enten ringer eller møder op, fordi de håber på, at journalisten kan hjælpe dem ud af deres krise. Med tale menes der samtale.

”Jeg kaster mig ud i noget Hanne Reintoftsk uden lovgrundlag, for jeg kan godt mærke ulykken og desperationen. Det er kommet efter mange års erfaring,” fortæller Hanne Fall Nielsen.

På Jyllands-Posten er der ikke en egentlig redaktion med ansvar for socialstof, men hun er ofte den, der bliver stillet ind til eller henvist til.

”De desperate bliver omstillet til mig. Helt klart. Nogle gange, når de står med en person i omstillingen i Aarhus, spørger de mig, om jeg ikke lige kan give vedkommende et ring.”

Hanne Fall Nielsen er 66 år og siden 2006 journalist på Jyllands-Posten. Hun har tidligere arbejdet på Politiken i mange år og før det på flere lokalaviser og fagblade.

Hendes håndtering af sårbare kilder kører ikke efter en drejebog. Hun taler og handler intuitivt og er ikke bange for at udfordre folk, hvis hun kan mærke, at de mangler evnen til at se bare lidt nuanceret på sagen. For eksempel når en frustreret skilsmissefar harcelerer over sin eks-kone i en samværssag.

”Jeg bliver lidt moragtig og snakker med ham om hans egen rolle i konflikten. Hvad gør han selv? Og hvad kan han gøre for at ændre på sin situation? Min stemme bliver anderledes – sådan skiftevis lyttende og lidt skrap – og jeg kan mærke, at hele redaktionen går i stå. De lytter,” fortæller Hanne Fall Nielsen.

Ordentlighed

Det er sjældent, at disse henvendelser bliver til historier i avisen, og det gør hun meget klart med det samme. Hanne Fall Nielsen gemmer heller ikke kontaktinfo til brug for senere casehistorier, hvis folk for alvor er ude at skide, som hun udtrykker det.

”Det ville give nogle etiske problemer. Så vil jeg hellere finde en case, som er lidt længere i processen.”

Ud over at henvise til andre instanser som for eksempel Retshjælpen, patientforeninger og børneorganisationer, gælder det for Hanne Fall Nielsen om at komme af med folk på en hæderlig måde.

”Ofte er jeg den første, som har lyttet til dem i lang tid, og det kan i sig selv hjælpe dem, mærker jeg.”

Hanne Fall Nielsen

”Jeg håber, at jeg sender dem ud med en vis ordentlighed. Ofte er jeg den første, som har lyttet til dem i lang tid, og det kan i sig selv hjælpe dem, mærker jeg.”

Der er dog blevet markant færre af dem, vurderer Hanne Fall Nielsen. Måske fordi folk kan få luft på sociale medier.

”Før var det en udvej at ringe til avisen. Nu kan folk finde sammen med ligesindede på nettet og brøle ud i verden. Det er min forklaring.”

Foto: Iben Gad

 

”Jeg kan godt blive en smule rasende på borgernes vegne”

Karin Trine Pedersen bliver stadig indigneret over, hvordan systemet behandler sårbare mennesker. Hun er reporter i Det Nordjyske Mediehus og har taget en mastergrad i psykologi for bedre at kunne forstå de mennesker, hun møder.

”Åh nej, kan man godt tænke, når der tropper en person op på redaktionen med trillebøren fyldt med detaljer. Men man skal høre på folk. Også selv om man har indtryk af, at de ikke er helt stabile.”

Sådan siger den 69-årige reporter i Det Nordjyske Mediehus Karin Trine Pedersen. Hun har hele Nordjylland som stofområde og møder ofte borgere, som har løbet panden mod muren i systemet.

”Hvis man føler sig forkert behandlet eller ikke kan trænge igennem, så er pressen ofte den sidste udvej,” forklarer hun.

”Jeg prøver at være en samtalepartner og ikke en, som laver et interview.”

Karin Trine Pedersen

Karin Trine Pedersen er ansat på redaktionen i Aalborg og har været tilknyttet mediehuset siden 1974. Hun kan godt bruge lang tid på en enkelt borgers historie, fordi hun lægger vægt på at skabe god kontakt, tillid og tryghed.

”Ofte er folk lidt sårbare med at stille sig frem med billede og fortælle om følsomme ting, så jeg prøver at være en samtalepartner og ikke en, som laver et interview.”

Journalistisk nænsomhed

Hun nævner som eksempel en historie om søsteren til en dræbt soldat i Afghanistan. Søsteren lod Karin Trine Pedersen åbne æsken med minder, og det kræver tillid og journalistisk nænsomhed.

”I sådan en situation er det vigtigt, at man ikke møder op med 15 spørgsmål på et stykke papir,” pointerer hun.

For bedre at sætte sig i kildernes sted har Karin Trine Pedersen taget en mastergrad i psykologi.

Det hjælper hende til at vurdere sagernes alvor. Og det kan der være brug for, når for eksempel en kvinde dukker op på redaktionen om aftenen og truer med at hoppe i havnen. Truslen virkede utroværdig, vurderede Karin Trine Pedersen.

”Men i sådanne tilfælde kan man da godt blive lidt urolig for, om man har sendt en person i døden. Vi er jo ikke psykologer, og det kan være virkelig svært at vurdere, hvad man skal sige og gøre, når folk åbenlyst er i krise.”

Til gengæld var hun ikke i tvivl, da hun for nylig lavede historien om en 60-årig mand med autisme, som boligselskabet truede med at sætte på gaden, fordi han havde overset to huslejerykkere.

Karin Trine Pedersen gik i clinch med boligselskabet, men de afviste pure at sende den slags breve til mandens værge fremover. Det bragte virkelig hendes ”pis i kog”.

”De var hverken til at hugge eller stikke i, og så kan jeg godt blive en smule rasende på borgerens vegne.”

Foto: Iben Gad

 

”Jeg har tænkt mange gange: Nu orker jeg ikke mere”

Ulrik Sass dækker socialstof for Fyens Stiftstidende. Det kan være belastende både som menneske og som journalist, så i perioder holder han pause fra de tunge historier.

”Jeg … har … det … virkelig … dååårligt,” mumlede manden i telefonen. Stemmen var hæs, og han talte meget langsomt. Han var påvirket. Det kunne journalist Ulrik Sass høre med det samme.

Manden havde, efter hvad han fortalte, også en personlighedsforstyrrelse, en far, som lige var død af kræft, en bror, som var ved at dø af ALS, og en del andre dårligdomme.

”Nogle gange skal man virkelig trække vejret dybt ned i maven,” siger Ulrik Sass, 56 år og journalist på Fyens Stiftstidendes Odense-redaktion med ansvar for socialstoffet.

Den pågældende mand følte sig dårligt behandlet af stort set alle og ville gerne have en ny bolig. Han lød som et klassisk tilfælde – en person, som oplever problemer, fordi han både har et misbrug og en psykisk lidelse.

”Jeg kunne godt sige, at det har vi skrevet om mange gange, men han var ihærdig og ringede tre-fire gange, og til sidst besluttede jeg at tage ud til ham,” fortæller Ulrik Sass.

Aftalen blev, at Sass skulle komme tidligt om morgenen. Før manden var blevet fuld.

”Jeg har et princip om, at jeg kun taler med folk til citat, når de ikke er påvirkede,” siger Ulrik Sass.

Kilderne kan godt komme til ham med et problem i påvirket tilstand, men så aftaler han med dem, at de skal være ikke-påvirkede, når de skal lave interviewet.

Ulrik Sass troppede op som aftalt. Bankede et par gange på mandens dør, hvor der hang et kæmpestort skilt med det fjendtlige budskab ’ingen adgang’.

”Hvem … er … det?” lød det snøvlende derindefra. Ulrik Sass gik ind. Manden lå i en sovepose på sofaen omgivet af flasker.

Han undskyldte, prøvede at mande sig op, men efter et stykke tid opgav Ulrik Sass, for manden ”var helt væk”.

”De er ikke altid verdens nemmeste personer at arbejde med, men mange af dem har ting med sig, som de færreste af os forstår bare en flig af.”

Ulrik Sass

Hvad tænkte du, da du kørte igen?

”At det kraftedme er et besværligt stofområde, jeg har. De er ikke altid verdens nemmeste personer at arbejde med, men mange af dem har ting med sig, som de færreste af os forstår bare en flig af.”

De fleste kommuner har en rettesnor om at høre brugerne, uden at det dog nødvendigvis bliver fulgt i de vanskeligste sager, påpeger Ulrik Sass:

”Som journalister er vi nødt til at lytte til de mest sårbare og udsatte borgere, som ikke har en stærk interesseorganisation i ryggen, hvis vi skal kunne pege på, hvordan tingene kan gøres bedre.”

En masse spildtid

Ulrik Sass har tidligere dækket sport, samfundstendenser og miljø, har undervist i fortællende journalistik og skrevet to bøger.

Mødet med disse mennesker kan være tungt. Ikke kun menneskeligt men også journalistisk. Der skal ofte søges aktindsigt, flere hundrede papirer skal læses og vurderes, og i nogle tilfælde blot for at kunne meddele redaktøren, at der ikke kommer noget.

”Det føles virkelig dårligt og kan være svært at forsvare over for min redaktør, men af etiske årsager prøver jeg at vægte hensynet til mine kilder og deres grænser højt.”

En af de historier, Ulrik Sass har brugt mest ’spildtid’ på, handler om en dreng, der blev dårligt behandlet i det kommunale system. Historien borede sig langt ind. Måske også for langt ind.

”På et tidspunkt følte jeg, at det var mig, der skulle redde denne dreng. Jeg følte mig virkelig presset,” fortæller Ulrik Sass.

Undervejs i forløbet blev han kontaktet af flere personer omkring drengen, som alle fortalte, hvor dårligt drengen havde det, og hvor desperat han var. Ulrik Sass talte meget med sin redaktør og sin kæreste og kom frem til, at det ikke var hans pligt at redde drengen, men i stedet hvile i journalistrollen og beskrive, hvad der skete. Sådan gik det bare ikke.

”De centrale personer i drengens liv gik ned med stress, trak stikket og sprang fra. Det var dødfrustrerende, men der var ikke rigtig så meget at gøre.”

Henvis videre

Det hænder, at Ulrik Sass henviser folk til rådgivnings- eller klageinstanser. På et tidspunkt viste Retshjælpen i Vollsmose sig for eksempel at være en god hjælp.

”Jeg sad med nogle enormt tunge sager, der alle handlede om, at kommunen syltede folks sager om fleksjob og førtidspension, og jeg var ved at gå død i dem.”

Ulrik Sass aftalte med Retshjælpen, at han kunne henvise et par borgere til dem, for deres jurister kunne meget bedre vurdere, om lovgivningen var fulgt. Og da Sass allerede havde skrevet om den principielle problemstilling, var det nemmere at give slip på historierne.

I perioder har Ulrik Sass brug for at trække sig helt fra de tunge historier.

”Jeg har tænkt mange gange: Nu orker jeg ikke mere, for jeg synes, det er hårdt. Men så tager jeg en periode, hvor jeg kun skriver de lettere historier, og så vender overskuddet gerne tilbage.”

Foto: Iben Gad