search

Når Politiken giver fuckfingeren

Det føles vitterlig som en daglig fuckfinger, når fastansatte DJ-medlemmer tavst accepterer, hvor dårlig en betaling jeres freelancekolleger spises af med og tilmed fortæller os, at vi da skal være glade for den platform, vi får

Den brutale overskrift er udløst af den behandling, som mine fastansatte kolleger tillader medierne at give os freelancere.

Det føles vitterlig som en daglig fuckfinger, når fastansatte DJ-medlemmer tavst accepterer, hvor dårlig en betaling jeres freelancekolleger spises af med og tilmed fortæller os, at vi da skal være glade for den platform, vi får.

Eller ‘at I har jo også så meget frihed’. Eller ‘man skal jo ikke have en kvart månedsløn for en anmeldelse’.

Jeg hører jer tale om solidaritet, og jeg ser flere af jer lave opdateringer på sociale medier, hvor I fortæller, hvor forfærdelig Ryanair eller Uber er. Jamen, tillykke.

Vi har samme kørekort

Men I har journalistikkens eget svar på Uber og Ryanair i egne huse, uden at I reagerer. Største forskel er, at vi freelancere i modsætning til Uber-chaufførerne har præcis samme kørekort som jer.

De fleste af os er uddannede journalister, mange af os har årelang erfaring og et stort og solidt kildenetværk. Og vi laver ofte en stor del af for eksempel de aviser, der betaler jeres løn.

Jeg har skumlet længe, men som freelancer er man også tilbageholdende med at gå ud med alt for store møgfald. Trods alt er vi afhængige af at blive hyret. Ikke at det afholder nogle af jer fra at mene, at vi bare skal sige nej, protestere og kæmpe, hvis vi er så utilfredse.

Det er åbenbart ikke en opgave for jer fastansatte at stå side om side med os i kampen, næh, det er vores problem, må vi forstå. Også selv om vi er langt mere sårbare end jer.

Nu er det imidlertid nok.

Kan laves på 30 minutter

En del debatter på de sociale medier og senest nogle usædvanligt nedladende bemærkninger i artiklen her – om hvordan en freelancer kan skrive en anmeldelse på en halv time og mere i samme dur – gjorde det klart for mig, at det er ved at være sidste chance, hvis vi skal holde sammen på forbundet og have en slags fagligt fællesskab.

Sagen er, at freelance madanmelder Kristian Bang Foss – der principielt kunne være medlem af DJ – dropper at skrive til Politiken fremover i protest mod, at han ikke kan få løftet sit honorar på 2.000 kroner, selv om bestyrelsen i JP/Politikens Hus har fået fordoblet sit honorar.

En madanmeldelse kan i princippet skrives på en halv time, lyder det fra en redaktør.

Alene argumentet om, at vi har en masse frihed og derfor ikke skal have så meget i timebetaling … Undskyld, men siger I også det til maleren eller blikkenslageren, når de kommer med regningen? “Du har så meget frihed, så du kan selvfølgelig godt leve med ikke at få fuld betaling. Du har da også selv valgt at være selvstændig, ikke?” 

Engang enedes ansatte og arbejdsgivere på de fleste mediehuse om, at freelancere ikke må være dårligere stillet end de fastansatte. Nu har jeg efterhånden i nogle år hørt fastansatte sige, at deres timeløn ikke er i nærheden af de vejledende takster for freelancere, og det er sandt. 

Mindre end gennemsnitslønnen

Det er bare ikke det, der skal sammenlignes med. Både i Politikens husaftale og i Berlingskes i øvrigt meget udførlige regnestykke er det soleklart, at udgangspunktet er den udgift, som arbejdsgiveren har til den enkelte journalist. Og det er noget helt andet.

En journalist, som får en månedsløn på 45.000 kroner, koster cirka 55.000 kroner om måneden for arbejdsgiveren – det er løn plus feriepenge, pension og så videre. Dertil kommer løn under sygdom, der er efteruddannelse, der er barsel, der er internet, telefon, kontorinventar, kaffeordning, tilskud til frokostordning, transporttid og udgifter til transport til og fra opgaver og meget mere. 

Det er udgifter, vi som freelancere selv afholder. Alligevel skal vi høre på, at 2.000 kroner for en dags arbejde nærmest er en slags overbetaling. Det er mindre end gennemsnitslønnen for journalister på Politiken, og det er langt under de omkostninger, som Politiken har til den enkelte medarbejder på en dag.

DJ-kolleger administrerer underbetaling

Baggrunden for aftalerne var såmænd ikke for at gøre os en tjeneste, selv om nogle af jer nærmest får det til at lyde sådan. Ikke mindst de af jer, der er medlem af forbundet, men altså som redaktører og så videre sidder i en position, hvor I administrerer aflønning, som systematisk underbetaler jeres freelance-kolleger.  Retfærdigvis skal det siges, at nogle af jer også trods alt beklager, at I ikke kan give mere. Tak for den anstændighed, og det er sagt helt uden ironi. Men vi kan ikke leve af den.

Næh, aftalerne var i nok så høj grad en beskyttelse af jer fastansatte, for bliver vi som freelancere billige nok, kan I godt begynde at overveje, om I er sikret tilstrækkeligt i tilfælde af arbejdsløshed. 

Jeg bebrejder ikke ledelsen – hvis jeg sad i spidsen for et mediehus med skrantende økonomi, kunne jeg også godt uden kugleramme se, at det nok kunne svare sig at sige farvel til en del dyre og ufleksible fastansatte og erstatte dem med freelancere. 

Og nej, vi er ikke dårligere. Tværtimod er vi aldrig bedre end vores sidste opgave, og løser vi den ikke tilfredsstillende, kommer kunderne ikke igen. Vi skal ikke have løn under sygdom, vi skriver ikke sure APV’er, vi skal ikke gennem MUS-samtaler eller holde ferie. Til gengæld er vi billige.

Så for jeres egen skyld bør I begynde at interessere jer for vores vilkår og for at få overholdt de aftaler, som allerede findes i de forskellige mediehuse. I kunne jo begynde med at høre tillidsfolkene, hvordan det står til. 

Hvad med forbundet?

Forbundet? Hvor er forbundet, spørger I måske. Ja, det vil jeg også gerne vide. Jeg er klar over, at forbundet ikke kan blande sig i kundeforhold, men forbundet kunne vel som minimum sikre, at husaftaler og overenskomster blev overholdt. 

Men tilsyneladende betaler jeg troligt måned efter måned til et forbund, som accepterer, at arbejdspladser med fine aftaler om fair betaling af freelancere er klar til at spise sådan nogen som mig af med 2.500 kroner for et fuldt opslag med fotos eller 1.500 kroner for en boganmeldelse, som har taget mere end en arbejdsdag, når læsetid og skrivetid lægges sammen.

Kære kolleger: Hvis I ikke selv kan se, at I har et problem her, så ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre. Handler det om, at I er misundelige på vores frihed? Jamen, så hop da for hulen herud på den anden side. Handler det om, at I ikke ved, hvad I reelt koster i kroner og ører og bare sammenligner jeres timeløn med vores?

Eller er sagen i al sin banalitet, at I er præcis så ligeglade med os, at I ikke orker at kæmpe med os for en ordentlig betaling?

Mange af os har ikke råd til at sige nej. Vi har meget at miste, og vi kæmper foreløbig alene og mødes med skuldertræk eller – værre endnu – nedladende bemærkninger.

Fortæl mig lige, at det ikke er et ‘fuck jer’?

Journalisten har kontaktet Politiken og Dansk Journalistforbund og givet mulighed for at kommentere indlægget.

Troels Johannesen, kommunikationschef i DJ, oplyser, at forbundet ikke har nogen kommentarer.

Politikens chefredaktør Anne Mette Svane, Lars Munch, bestyrelsesformand i JP/Politikens Hus, og Pernille Jensen, redaktør på Politikens tillæg IByen, har heller ingen kommentarer.  

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen