
Illustration: Giulia Neri
Vi har spurgt: Andrea Ucini, illustrator. Marianne Bahl, visuel strateg og creative director. Mikkel Bøgild, art director, Zetland. Thomas Thorhauge, tegner, Politiken.
Louise Rosenkrands, illustrator. Henrik Birkvig, faglig koordinator Grafisk Design/Visuel Kommunikation, DMJX. Mette Ehlers, illustrator.
Noma Bar,
forsideillustration, Internazionale
Det italienske magasin Internazionale har lagt al vægt i Noma Bars superenkle, næsten papirklipsagtige karikatur af Putin, båret af farverne i det russiske flag. Ved første øjekast ser man måske ikke jagerfly, bomber og døde mennesker. Men når man gør, flekser man hele tiden mellem at se hans ansigt og krigens symboler. Godt tænkt, vanvittigt godt udført.
– Marianne Bahl, visuel strateg og creative director
Traktor-T-shirt,
ukendt
Det sjoveste, der er sket i den tragiske krig, er historien om ukrainske bønder, der stjæler russiske tanks. Det er David mod Goliath, lille narrer stor, det er smittende patriotisme, og det er den slags ikoniske billeder, der sætter ild i internettet og bliver memes, giffer og naturligvis T-shirts.
– Thomas Thorhauge, tegner, Politiken
Sho Shibuya,
illustration, USA
Den Brooklyn-baserede japanske grafiske designer/illustrator Sho Shibuya har lavet denne illustration oven på New York Times’ forside. På en gang både abstrakt og skarpt forankret i en uhyggelig virkelighed fremstår illustrationen som en visuel repræsentation af invasionen fra øst, men også som en sort skygge, der nu kryber ind over Ukraine og vores fælles bevidsthed.
– Mikkel Bøgild, art director, Zetland
Tania Yakunova,
illustration, Ukraine
Den ukrainske illustrator Tania Yakunova har delt denne illustration på Instagram. Hendes illustration og hendes ord ramte mig hårdt. Det her er en krig, hvor millioner bliver tvunget på flugt. Familier bliver splittet, børn og voksne slået ihjel og boligområder jævnet med jorden. At forestille sig, hvordan det må være at leve med, er simpelthen ubærligt.
– Louise Rosenkrands, illustrator
Information, forside
25. februar 2022
Her benyttes ganske få greb i en klar kommunikation af et vanvittigt voldsomt budskab. Et let afkodeligt motiv og en kort konstaterende rubrik med retoriske referencer til fortidens verdenskrige og visuelt til Sovjets invasion af Prag i 1968. En forside, der er udført næsten som et telegram. En powerful forside i al sin enkelhed.
– Marianne Bahl, visuel strateg og creative director
Paweł Jońca,
illustration, Polen
Tegningen af den polske illustrator Paweł Jońca gør det, som tegninger er gode til: At sammenfatte og formidle en pointe ved hjælp af visuelle metaforer. Man forstår budskabet i en brøkdel af et sekund, fordi elementerne henviser til et allerede kendt symbol, en globalt udbredt genstand – og en situation, mange har erfaring med fra det daglige liv i familierne. Og så er den jo også flot udført.
– Henrik Birkvig, faglig koordinator Grafisk Design/Visuel Kommunikation, DMJX
Giulia Neri,
illustration, Italien
Håb og mod er centralt i Giulia Neris tegning. Jeg elsker den metafor; at hun syr flaget sammen igen. Flaget minder mig om et land, et såret menneske – og det med selv ’at sy’, som for mig er noget antikt, noget, som kræver sved og tid at udføre. Men hun sidder alligevel midt i sit land og gør det.
– Andrea Ucini, illustrator
Foto: Handout/AFP/Ritzau Scanpix
Marina Ovsjannikova, skilt, russisk stats-tv
Håndskrevne versaler på et stykke papir er midlet. Budskabet er en advarsel mod løgn i russiske medier. Læg dertil adgang til en livetransmitteret tv-udsendelse og ikke mindst virkelig stort mod, så har man en viral sensation. Marina Ovsjannikovas enkle grafik er krigens hidtil mest effektive.
– Thomas Thorhauge, tegner, Politiken
Tasha Levytska,
illustration, Ukraine
Jeg så Tasha Levytskas illustration ’Nowhere is safe’ på Instagram. Jeg dvæler altid ved illustrationer, der kan så meget med så relativt lidt information. Det er den største kunst og oftest det sværeste. Tankerne bliver hurtigt ledt hen på magtesløshed og folk på flugt. Virkelig fine detaljer med den tekst, der ofte står på bilernes bakspejle: ”Objects are closer than they appear”. Efter lang tids frygt for denne situation er den her, helt tæt på. Illustrationen er holdt i det ukrainske flags farver, himmel og kornmark – enkelt og alligevel mangetydigt.
– Mette Ehlers, illustrator
Politiken, forside
1. marts 2022
Tager fat lige der, hvor en avis har mulighed for at bidrage til kampen for ytringsfriheden. Grebet er at henvende sig på russisk direkte til det russiske folk og dermed accentuere pointen om, at vi godt kan skelne mellem folket og en sindssyg despot. Det er formidlingsaktivisme med et godt Christian Jensensk fortegn, som bidrager til at skabe den nødvendige refleksion.
– Henrik Birkvig, faglig koordinator Grafisk Design/Visuel Kommunikation, DMJX
Politiken,
13. marts 2022
Som art director på et medie er den største opgave at sætte ord til billeder og få de to ting til at gå op i en højere enhed. Politiken bruger her en af verdens bedste pressefotografer, Mads Nissen, til at fortælle krigens hjerteskærende historie i billeder. Det er uhyre præcist og flot art direction at give så meget plads til den visuelle fortælling, hvor grusom den end måtte være.
– Mikkel Bøgild, art director, Zetland
Tania Yakunova,
illustration, Ukraine
Tania Yakunova lavede dette værk på krigens 22. dag. Den illustrerer hendes følelse af den russiske invasion i Ukraine, hvor hun bor. En situation, som hun sammenligner med de ting, hun har læst om fra Anden Verdenskrig, og som er blevet hendes nuværende virkelighed. Hun og hendes familie blev tvunget til at forlade deres hjem i Kyiv. Hver nat hører de luftangrebssirener, og om morgenen hører de om, hvor mange der er omkomne, og hvad der er sket i løbet af natten. Tania har svært ved at se, hvornår og hvordan denne krig får en ende.
– Mette Ehlers, illustrator
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.